fredag den 14. juli 2017

Demokratiets vilkår

Demokratiets vilkår er under pres når man ligefrem vil bruge 5 millioner på at forske i, hvorvidt vores demokratiske princip om en myndig person har en stemme er 'fornuftigt. Midlerne kommer ifølge artiklen Dansk forsker: Ældres kryds bør måske tælle mindre fra Det frie forskningsråd.


Man kan godt undre sig over folks rationaler. De afhænger alle af en gang nonsens. Valgloven ER tydelig. Myndige personer har hver især én stemme. Diskussionen om at ville tillade 16- eller 17-årige at stemme ud fra devisen at de kommer til at leve med beslutningen fra f.eks. en folkeafstemning er noget tåget, for at sige det pænt.

Jeg er selv årgang 1973. Jeg havde ikke mulighed for at afgøre om vi skulle ind i EU. Jeg måtte leve med befolkningens valg. Ganske som mine børn også senere må leve med de valg jeg træffer i de valg, jeg er gået til stemmeurnerne til. Sådan er demokratiets grundvilkår.

Vi har i forvejen en mulighed for at brevstemme, hvis datoen for en afstemning ikke passer med vores arbejds- eller ferieplaner. Den slags gaver skal vi som demokratiske væsner være glade for, for det giver os medindflydelse, også selvom mange lader hånt om denne mulighed, og bare bliver væk. Det ses af den manglende valgdeltagelse i flere sammenhænge - også selvom vi i international forstand har højere valgdeltagelse end mange af de lande vi traditionelt sammenligner os med.

Det som virkelig får mig op i det røde felt af skuffelse over meddebattører er det at man vil gøre forskel mellem folk. Som om du er 'mindre værd' fordi du er gammel og/eller ramt af arbejdsløshed som i øvrigt kan være nok så midlertidig. Ideen om, at man fordi man er blevet ældre skal leve med konsekvensen af en beslutning i kortere tid end det unge menneske, virker komplet vanvittigt.

En teenager har da samme risiko for at blive kørt ned i morgen som en pensionist har...

Det bliver spændende at se hvad lektoren for Læring og Filosofi ved Aalborg universitet får smidt i den rapport de laver om emnet, for man aner næsten på forhånd, at filosofiens mestre Aristoteles, Sokrates m.fl. ville vende sig i graven hvis de hørte den retorik nogle lægger for dagen i det 21. århundrede.

Hvordan skal vi i øvrigt lære de folk, der kommer hertil om demokratiets kerneværdier, hvis vi ikke selv har styr på selv de mest elementære begreber vi normalt ligger for dagen - herunder særligt ligestillingen mellem kønnene? En kvinde er lige så meget værd som en mand, uanset race, religion, seksualitet, politisk observans m.v. Jeg mener sågar også, at selvom tankerne er vanvittige skal alle have lov til at komme med deres mening, men i samme ytringsfriheds navn bør det være tilladt dels at modsige fejlagtig argumentation, og så også at forvente et vist niveau for at man kan tage tingene alvorligt.

Ellers ender vi som et u-land hvor demagoger kan sige - og gøre - hvad som helst uden de bliver udfordret...

God weekend herfra til alle læserne. :-)

Ingen kommentarer: