Når vi her til morgen hører, at man er parat til direkte at lovgive om hvor modtagere af kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller sygedagpenge må bosætte sig, så kan man godt undre sig over, hvordan man er nået til denne løsning.
Rent juridisk handler det om menneskets ret til at bevæge sig frit. Det har staten allerede fået en over snuden for, men tydeligvis ikke lært ret meget.
Når dette emne kommer på agendaen, så er mange forfaldne til at overgå til ren følelsessnak. Det er deres valg. Ikke desto mindre handler dette lovforslag rent faktisk om hvad staten skal bestemme.
Hvis vi nu forestiller os, at der rent faktisk VAR nogle venner, som kunne finde sammen, og det så tilfældigvis kunne hjælpe vedkommende rent socialt at være tæt på en ressourcestærk person, som så måtte bo i Mjølnerparken eller et af de andre steder, hvad er mon så dispensationsmulighederne?
Igen skal man huske, at rent principielt er det sådan at hvis en ghetto er defineret af 40% af en bestemt type mennesker, så er der 60% der IKKE er sådan. Det glemmer mange, fordi ordet ghetto er så værdiladet at folk forestiller sig grimme etagebyggerier i beton. Dette selvom direktøren for Lejerbo her til morgen faktisk fortalte, at man var godt i gang med eksisterende helhedsplaner.
Det er altså symbolpolitik vi har gang i, og politikerne lefler endnu en gang for DFs politiske ambitioner i stedet for at forholde sig nøgternt til den foreliggende problematik.
Hvorfor er der ikke flere, der tør sige fra over for dette vanvid? Jeg undrer mig!
Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar