torsdag den 25. oktober 2018

Stop drillerierne, og bliv dog voksne!

Selvom jeg før sommerferien udtrykte et varmt håb om, at dansk politik ville blive bedre efter sommerferien, så har det vist sig, at politikerne ikke har lært spor. Det er på høje tid at stoppe drillerierne, blive mere modne - og så præsentere sin EGEN politik!



Det er presse-selvmord, når politikerne forsøger, at udlægge andre partiers politik - og det gælder især når de ikke forstår det de vil udlægge. Det gælder endnu mere, når man lejlighedsvis oplever, at selvsamme politikere gerne forbigår egne partikollegers fejl...

Tomme tønder buldrer mest, og det er SÅ sørgeligt, når man alt for sjældent oplever, at der er nogen, som anerkender egne fejl, og gør noget ved det, før de begynder at angribe andre.

Det mest morsomme er, at alle godt kan dele citater om at tænke positivt, og hvordan deres liv gerne skulle blive SÅ meget bedre, hvis DE blev valgt - uden at de stiller sig selv det mest indlysende spørgsmål, som er:
Vil du vælges for at du kan ændre samfundet gennem jeres egen politik, eller vil du kun vælges for at du kan fortsætte de drillerier, alle i forvejen mener, de er så trætte af?

Det ville blive SÅ meget mere spændende at følge politiske debatter, hvis folk var opmærksomme på dette. En socialdemokrat skal ikke udlægge hverken en radikals eller en SF'ers politik, men derimod sin egen politik. Det kræver så bare, at de begynder at komme ind til substansen i deres egen politik, og det kunne godt være her, at skoen trykker.

Alt for mange ved alt for lidt om egen politik, men ved en hulens masse om at tale udenom!

Læs den lige igen: Alt for mange ved alt for lidt om egen politik, men ved en hulens masse om at tale udenom!

Det kan ikke siges for tit: politikerne er selv skyld i politikerleden. Det vil gå mange af dem rigtig slemt når vælgerne gennemskuer, at de skal vælge folk langt nede på listen, hvis de vil skabe forandringerne i rækkerne. De nuværende politikere forvalter i alt for mange tilfælde slet ikke de mandater de har fået. For mange af dem er politik venstrehåndsarbejde, og det gælder især dem, der både er med i byråd, regionsråd og folketinget.

Enhver med en smule omløb på førstesalen kan regne ud, at folketingsarbejdet i sig selv BURDE være et fuldtidsjob. Hvis man skøjter hen over et eller flere referater, fordi man mangler tid, så viser man sine vælger manglende respekt, og det burde en politiker godt selv kunne erkende.

Der er snart folketingsvalg, og hvis din folkevalgte ikke passer sit arbejde, så burde du skifte din stemme. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på, hvordan samfundet skal blive bedre, hvis ikke vi også som vælgere tager vores rolle i demokratiet alvorligt.

God weekend forude til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: