mandag den 1. juni 2020

Lykkepartiets intro fredag og regeringens pressemøde

Fredagen tiltænkt fejring af ankomsten af et nyt parti, og det længe ventede pressemøde med statsministeren, der ville fortælle om mulig genåbning af de danske grænser. De to ting havde meget forskellige udfald...

Statsministerens pressemøde

Under statsministeren kom det frem, at der nu ville være lande vi frit kunne færdes over grænsen til, herunder Tyskland, hvorimod man ved hjemkomst fra Sverige skulle isolere sig i 14 dage. Jeg har indtil videre stadig ikke forstået begrundelsen, men lad det ligge.😇

Jeg har hele vejen siden nedlukningen selv praktiseret alle gode råd ift at undgå coronavirussen, og jeg har længe irettesat dem, der udfordrede med alverdens konspirationsteorier. Dog må jeg bare erkende, at fornuften er ved at skride, hvis man først sidder konkrete råd fra sundhedsmyndighederne overhørig mens man egenrådig behandler landet som om det var ens egen lille bolsjebutik, og sidenhen begynder at lave åbninger som ikke giver mening.

Når man håndterer en krise skal der være en tydelig retning, og man skal være ærlig om de fejl, man måtte have begået undervejs. Når man derimod opdager, at lækkede mails peger på en regering som - på flere områder - arbejder med flere dagsordener, som man ønsker at holde skjult for offentligheden, så ryger det overskud, som netop skal være et eksempel under selvsamme krisehåndtering.

Rene Gades nye projekt - Lykkepartiet

Helt som ventet så har flere i kommentatorland og på #SoMe allerede dødsdømt projektet. Det gør man altid med nye initiativer i dansk politik. Mange har end ikke læst principperne bag Lykkepartiet før de har latterliggjort det, og det må være deres valg.

Der er nogle demokratiske værdier, som er interessante, herunder tanken om, at ministre skal udtræde fra MF-rollen, og deres suppleant indkaldes, og at de ikke kan genindtræde efter at være blevet vraget som minister. Det kunne forny parnasset, for Borgen er efterhånden blevet en karrierevej, hvor alt for mange har glemt hvorfor de egenlig ville ind til at begynde med...

Tanken om, at man også alene er bundet af sin samvittighed, som flugter med grundloven, er også en kæmpe fornyelse, og sådan er det med alle tyve punkter.

Jeg behøver ikke være enig med det hele, men jeg noterer mig i hvert fald et anstændigt bud på noget af det som gik fløjten med Alternativet, og som resulterede i, at dét parti nu kun har et mandat i Folketinget. Organisatoriske problemer, som undgås ved ganske enkelt ikke at etablere en sådan organisation, men derimod drive en folkelig bevægelse ud fra en mindre troserklæring, og så lade resten være baseret på sund fornuft og samarbejde.

Jeg ved ikke om de kan krydse spærregrænsen, men jeg synes projektet er en gang frisk luft i dansk politik, og det bliver spændende at se hvor hurtigt de overhaler et parti som Fremad, som man skulle tro for længst havde nået de berømte 20.000 vælgererklæringer.

Vi får at se. Herfra skal der lyde et velment ønske om en rigtig god pinse til alle bloggens læsere.

Ingen kommentarer: