mandag den 15. juni 2020

Vi mangler positive vinkler på tingene her i landet

Bedst som man glæder sig over en positiv ting, så minder nogle altid om, hvad der ikke skete. Det kunne fx være demonstrationen mod racisme, som er et positivt signal. Hvorfor protesterede man ikke også dengang [indsæt selv kæphest! 😇]? Når man aftaler en løsning på et problem, hvorfor var der så ikke også en løsning for en anden gruppe?

For mange enkeltsags-piloter

Jeg respekterer til fulde, at vi i lobbyismens tidsalder altid vil have folk, som mener at DERES sag er vigtigst. Samtidig må jeg så også bare erkende, at det er et sygdomstegn, fordi de gode ting fortaber sig i diskussioner om, hvem der får 'for meget' og hvem der får 'for lidt'.

Nogle er så drevet af misundelse, at det simpelthen bliver uudholdeligt at diskutere politik. Intet er godt nok, uanset hvor meget man anstrenger sig for at skabe varige løsninger, som holder på langt sigt.

Når krybben er tom, bides hestene

Det er forståeligt, at folk er frustrerede, hvis deres overlevelse er på spil. Samtidig er det i krisetider, at vi alle skal skabe fremadrettede planer. Måske skal iværksætteren tage opsparing eller pension alvorligt, måske skal lederen til at tage sig bedre af sine ansatte, og de ansatte skal måske til at læse virksomhedernes nyhedsbreve og regnskaber på en ny måde.

Jeg har set flere overenskomster, hvor de ansatte har holdt igen på lønkontoen, hvorefter man kun kort tid efter hører om bonusser på de bonede gulve, som ville få enhver til at korse sig. Når man så påpeger det, så er man naiv, for 'en god leder koster det han/hun koster'. Ja, pressen siger som regel mest 'han', når det gælder ledere, men det forbigår man, for budskabet er bare, at hvis ikke man vil betale den høje pris, så får man en dårligere leder.

Jeg savner virkelig, at de ledere, som GØR en kæmpe forskel for deres medarbejdere, og som IKKE malker deres virksomheder råber lidt højere, så denne diskurs kan blive ændret. Der er så mange ledere, der får for lidt, og især i forhold til kriseramte firmaer, hvor ledelsen er de sidste til at tage solidariteten til det niveau, hvor de selv bidrager til festen, der gik galt...

Vi bør blive bedre til at fejre succes her i landet

Vi burde blive langt bedre til at fejre succes her i landet, for der er mange ting, vi kan glæde os over. Det kan godt være, medierne hellere skriver om de kontroversielle emner, men lad os fx glæde os over det faste indslag 19 Inspiration i 19-nyhederne på TV2. Det er en fast bestanddel, hvor man hylder et positivt projekt og/eller nyhed som gør en forskel lokalt, og som burde kunne inspirere andre områder til at gøre det samme...

Nu er det tid til at nyde sommeren, så medmindre der sker noget rigtig vigtigt, så er det nok først til september, der kommer nye indlæg her på bloggen, og alle ønskes en rigtig god sommer herfra.

Ingen kommentarer: