torsdag den 12. november 2020

Minkgate - hvornår lærer S-regeringen at åben kommunikation er nøglen til støtte?

Fødevareministeren Mogens Jensen har parykken i postkassen. Det kan vist ikke formuleres pænere. For 14 dage siden stod ordføreren fra Socialdemokratiet og sagde under F10, at man aktuelt ikke havde planer om at slå alle mink ned. Få dage senere er meldingen, at man nu pga risikoen for mutation af coronavirus var nødt til at slå alle mink ihjel...

Man havde ikke sikret sig den nødvendige lovgivning for at sikre minkavlerne økonomisk, men udstedte en befaling, som man så bagefter har den ultimative frækhed kun at kalde 'en anbefaling'. Hvis du får mindelser om instrukser, pressemeddelelser og så meget andet, som løbende behandles i Instrukskommissionen, så er du næppe den eneste.

Moral er godt - så dobbeltmoral må være dobbelt så godt?

Dansk politik er syg, og patienten får ingen ilt. Det er den sørgelige konstatering, for trollehæren af trofaste S-vælgere elsker at bruge fortiden som argument for, at det skulle være forkert, at en opposition rejser sig med kravet om, at få klar besked. Andre partiers vælgere udtaler sig præcis lige så skråsikkert, bare med modsat fortegn...

Det nytter ikke med al den udenomssnak, for alle er lige gode om, at bringe ved til bålet med løse påstande, der går i hver sin retning. Ingen kan længere følge med, og målet helliger ikke midlet.

Coronakrisen har skabt et demokratisk problem. Man bruger metoder, vi aldrig ville godkende, hvis vi forholdt os sagligt til emnet, og det værste i den slags situationer er, at rationel debat bliver umulig, fordi alle tænker i overskrifter.

Vær ÅBEN om for og imod de beslutninger, der træffes

Det er yderst vigtigt, at den S-ledede regering træffer et aktivt valg. De må komme ud af starthullerne med en langt tydeligere kommunikation. Når pressen spørger ind til konkrete vurderingers validitet, så kan man lige så godt være åbne fra starten af, for man ved jo godt, at modstridende argumenter kommer få timer senere, når endnu en ekspert øjner en chance for at profilere sig med sin påstand...

Jeg har sagt det gør, og jeg gentager gerne. Man bliver SÅ træt af alt det udenomssnak, som ikke gavner nogen. Vi bruger timevis af tv-tid med afbrydelser af andre programmer hver gang regeringen slår en vind til et pressemøde, og man efterlades med flere spørgsmål end svar, fordi man ikke formår at give klare svar, men samtidig forventer, at alle klapper hælene sammen og gør som de bliver befalet.

Det er en syg måde at styre en pandemi på, og jeg undrer mig voldsomt over, at folk med akademiske uddannelser inden for såvel jura som statskunskab ikke kan se problemet. Vi har præcis de problemer med vores demokrati som bl.a. Anne Applebaum har skrevet om i sin sidste bog - og folk kan ikke se det, fordi de ikke skuer længere end til egen næsetip.

Hårde ord? Ja, helt bestemt. Der skal jo være nogle, der taler dette vanvid imod, og opfordrer til lige at trække vejret, og så få styr på denne pandemi. Det er ikke et eneste sekund for tidligt!

God dag til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: