mandag den 31. maj 2021

Vi skal turde slagte de hellige køer i dansk politik

Nyheden om at man fortsat vil sikre Postnords overlevelse vækker en vis undren. Det samme gælder når vi taler om det skandinaviske flyselskab, SAS. Vi har for længst oplevet, at man har været konsekvente over for jernbanen. DSB har for længst erfaret, at man navigerer ift en kontraktbetaling, som ville være nøjagtig den samme som hvis Arriva eller Lokaltog vandt en licitation, så hvorfor ikke samme konsekvens over for Postnord og SAS?

Vi skal turde se virkeligheden i øjnene!

Vi skal turde se virkeligheden i øjnene. Folk sender færre breve. De sender en e-mail eller en sms. Jeg skrev allerede i september 2019 om det at sende festinvitationer ovre på min private blog. Der er penge at spare ved at sende post fra udlandet, og det har allerede gjort, at nogle selskaber sender deres post fra vores nabolande - Tyskland og/eller Sverige.

Allerede i februar 2018 konstaterede jeg, at Postnord var i frit fald mens et selskab som DAO havde succes. Begge har landsdækkende omdeling som primært fokus. Politikerne burde for længst have overvejet et samarbejde med DAO, men igen har vanetænkningen vundet politikernes gunst...

Infrastrukturen bliver ikke dårligere - tværtimod

Infrastrukturen bliver ikke dårligere. Tværtimod kunne man formentlig få en langt mere stabil drift, hvis man turde nytænke området. Alle privatkunder har for længst omfavnet konceptet, og der er mig bekendt ingen evidens for, at folk ikke får deres ugeblade og/eller aviser, vel?

Man kunne måske ligefrem opleve, at post igen var noget, man modtog om morgenen, frem for, at man skal tjekke sin postkasse når man kommer hjem - og med de postmængder der er nu om dage, kan man lige så godt tage diskussionen nu. Det andet er at svine med skatteborgernes penge, og det ved man jo, at visse partier ellers gerne fremhæver i så mange andre sammenhænge...

Når man lokalt kunne opleve, at man kørte en rute med to forskellige typer bude i hver sine biler, den ene med pakker, den anden med 'almindelig post', så er vanviddet indlysende for de fleste. Så ved jeg godt, at anekdotisk evidens ikke altid er gyldigt, men jeg savner en transportminister, som tør gøre op med vanetænkningen omkring Postnord. Som minimum burde det i hvert fald tydeliggøres, at hvis ikke firmaet kan levere til de priser, de vælger at tage, så må nogle andre leverandører i spil.

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at man aldrig får økonomisk ansvarlighed, når man hver eneste gang Postnord er i krise bare udskriver en ny bevilling, 'fordi man er bange for, de kunne gå konkurs'.

På den lange bane er det ligefrem et spørgsmål om ikke det er indirekte - og dermed ulovlig - skævvridning af konkurrenceforholdene på området. Det skal politikerne være glade for ikke er kommet til EU's opmærksomhed, for så vil der med garanti ske en kulegravning af de efterhånden endeløse ekstrabetalinger, som skatteborgerne er med til at finansiere gennem deres skattebetalinger.

Alle bloggens læsere ønskes en rigtig god dag. :-)

Ingen kommentarer: