Indfødsretsprøven også en test på paratviden - for os alle

Mange har travlt med at kritisere indfødsretsprøverne. Det er sket i mange år, og uanset hvor mange revisioner, der bliver lavet, vil der altid være nogen, der synes, at prøven er for svær. Der er dog nogle ting, som mange slet ikke har tænkt på i forhold til disse prøver, og det kunne måske godt være værd at tænke lidt over, hvis vi vil løfte debatten over du-er-dum-fordi-du-mener-noget-andet niveauet...


Jeg kan forstå, at mange er farvede af deres politiske holdning for eller imod flygtninges erhvervelse af indfødsret. Det er såmænd fair nok. Man skal blot lige tænke sig om en ekstra gang, når man forholder sig til dette emne.

En indfødsretsprøve er en test af kendskabet til det samfund man lever i. Alle lande har en eller anden form for indfødsretsprøve, og det er lidt morsomt, at der ikke endnu er nogen der har samlet fire eller fem prøver for at se resultaterne for at danne sig et sammenligningsgrundlag. Mit gæt er, at det KUNNE være fordi vores prøve slet ikke er nær så svær at bestå, som nogle vil gøre det til.

Jeg har nu gennemført fire eller fem forskellige versioner gennem årene - og bestået dem alle. :-)

Det skal naturligvis ikke være udgangspunktet for en diskussion om JEG kan bestå dem, men jeg bliver nødt til at sige, at det er som med teoriprøver til kørekortet til bil. Man forbereder sig. Da jeg var på testdag til truckcertifikatet havde jeg 100% rigtige ganske som 8 andre kursister på et hold på 10. Kun én havde en enkelt fejl.

Vi var alle enige om, at dén prøve var ganske nem.

Klart. Hvad skulle vi dog sige, når resultatet talte sit eget tydelige sprog? Jeg var først ude efter 6½ minut ud af tre kvarter til rådighed... :-)

På samme måde gennemgår man stoffet til disse indfødsretsprøver, og selvom det gerne skulle være almindelig paratviden, at NFS Grundtvig er nært knyttet til højskolerne, så er det jo lidt morsomt, at notere sig hvordan lærerne i vores folkeskoler brokker sig voldsomt, når tests viser, at vore unge mennesker klarer sig dårligere i dag end de gjorde for tyve år siden på sådanne parametre.

Unge mennesker staver også dårligere, og mange af dem kan ganske enkelt ikke svare på hvad 12 gange 12 giver. Dengang jeg var barn SKULLE vi kunne vores tabeller, og 144 skulle komme ud som kuglerne på en maskinpistol.

Det er helt i orden at være empatisk. Jeg mener også selv jeg er det. Jeg lever faktisk ud fra en respekt for alle mennesker, og jeg mener alle skal have lige muligheder i et land hvor vi er stolte af at tale solidaritet og næstekærlighed.

Alting har dog også en ende. Hvis man ikke kan bestå disse prøver, så må man læse op på materialet igen. Sådan er det også i skolen. Når lille Sofus tror, at den periodiske tabel er et skoleskema, så er der nogle mangler i fysiktimerne, som man må se at få indhentet, så man kan bestå en re-eksamination.

Jeg mener faktisk, at debatten forplumres af, at vi ikke tør sige tingene ligeud. Vi skal ikke gøre prøven så nem, at beståelsesprocenten ender med 100 hver eneste gang. Der må godt være lidt udfordringer. Selvom jeg kun fik 33 rigtige ud af 40 på den sidste test, så skyldtes den ene fejl faktisk, at jeg slet ikke havde fået trykket ordentligt med musen på det rigtige svar. Det kunne jeg se bagefter.

Jeg indrømmer så også gerne, at jeg tog prøven helt uden forberedelse, og samtidig med at der kørte tennis på skærmen. Jeg kunne bare have slukket for tv'et, og tænkt mig om. Så havde jeg bestået på 10 minutter med en endnu højere procent.

Og jeg tillader mig at stille krav til mig selv. Når jeg begår fejl, lærer jeg af dem. Jeg stræber faktisk så meget, at hvis der en dag er nogen, som spørger mig om noget, jeg ikke ved, så slår jeg det op. Ikke fordi jeg vil prale, men fordi viden er nyttig i flere forbindelser.

Dét mindset synes jeg man savner i debatten hvor man gerne vil undgå at forholde sig til den virkelighed vi alle har. En eksamen kan bestås eller dumpes, og VI har det ultimative ansvar for hvor godt vi klarer os til enhver prøve.

God sommer herfra. :-)