Her efter man har fjernet den tvungne separation diskuterede man her til frokostnyhederne genindførelsen af en tvungen separation forud for skilsmissen. Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, var på TV2 News fortaler for, at man skulle have mulighed for at give kærligheden en chance og lade eftertanken afgøre om man ikke havde fælles grundlag. Det LYDER alt sammen rigtig godt, men ER det mon sandt? Og selv hvis det VAR sandt, er der så ikke en bundgrænse for hvad politikere skal blande sig i?
Hvis man spørger fagkundskaben så er det jo ikke altid til gavn for hverken de voksne eller børnene når forældrene virkelig ikke kan sammen mere. Der er talrige eksempler på, at en separation kan sammenlignes med at man hiver plasteret langsomt af. Det gør mere ondt end når man bare hiver det af i en hurtig bevægelse. :-)
Jeg må straks erklære mig inhabil i spørgsmålet, for min egen oplevelse var helt klart, at det først var da skilsmissen var endelig, at jeg blev en fri mand. Min ex-kone var interesseret i at fortsætte forholdet - og det var jeg ikke. Vi var meget åbne over for børnene omkring, at de ikke på nogen måde skulle påtage sig nogen skyldfølelse over, at deres forældre bare ikke kunne sammen mere. Det har altid været et klart mål, at jeg ikke udtaler mig negativt om børnenes mor, men der VAR forskelle, som ikke kunne forsones, og aldrig ville kunne blive det. Der VAR forsøgt mange ting forud for den endelige beslutning, og hvis ex-konen skal være fuldkommen ærlig, vil hun aldrig kunne benægte, at der var givet mange chancer for at fange budskabet hvis tingene skulle fungere.
Når jeg derfor hører den slags nationalkonservativt ævl som får det til at lyde som om folk 'bare skrider til skilsmisse ved den mindste anledning', så tyder det på, at man har fået lidt for meget Excel-blik på samfundet og dets indretning.
Jeg er en varm fortaler for, at man dyrker kærligheden og fremmer den alt det man kan, men et godt forhold kræver, at begge parter vil det samme - og ikke kun taler om det, men også handler i dén retning. De fleste, der har været igennem en (eller flere) skilsmisse(r) vil samtidig kunne bekræfte, at den væsentligste faktor er, at man ikke skal lade nissen flytte med - men det handler jo om personlige valg for begge parter i et forhold.
Man kan ikke lovgive sig til harmoni.
Statistik er et godt udtryk for gennemsnit, og både øvre og nedre kvartiler kan bruges til meget, især hvis man tror, at kærligheden kan sættes på formler. Det fortæller bare ikke spor om de mennesker, der ligger bag statistikkerne - og i et frit samfund bør man som minimum kunne forvente, at vi ikke får indskrænket vores frihed til at vælge enten fra eller til.
Stavnsbåndet ER ophævet - og så er den bare ikke længere!
Man kan ikke BÅDE være tilhænger af, at folk skal finde deres passioner og derefter også skal lade sig nøje, og det er netop dén frihed man opdager, når man løsner alle snærende bånd, for man tænker sig nok om en ekstra gang før man igen går ad ægteskabets vej. Ikke fordi man på nogen måde skal sammenligne en ny partner med en tidligere, men ene og alene fordi man ved, at hvis ikke de vigtige snakke tages FØR ægteskabet indgås, så vil konflikterne komme senere når de diskussioner tages op. Man kan lige så godt tage dem i starten, hvor begge parter frit kan vælge enten kompromis eller en afslutning....
Og sådan er hele problematikken langt mere kompleks end et 2 minutters interview i jagten på at sige noget populært, altimens man i Tulles tilfælde bestemt ikke - gennem årene - har holdt sig tilbage fra at lægge stemmer til selv de mest tossede ting i dansk politik.
Fortsat god dag herfra. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar