onsdag den 9. maj 2018

Lad os nu tage den EU-debat, så vi kan få fred...

Ved seneste folkeafstemning var løftet klart: statsministeren lovede en fordomsfri debat på direkte tv. Alle så det, men flertallet har glemt det. Det har EU-modstanderne bestemt ikke. De spiller på det, og vi får aldrig en ordentlig EU-debat her i landet, før vi har fået taget et endegyldigt opgør om EU.



Jeg har sagt det før, men gentager gerne: hvis vi skal videre i forhold til endelig at opføre os som fuldgyldige medlemmer af EU, så skal vi have en grundlæggende debat om dels den rolle EU skal have i vores politiske landskab, og også en endegyldig beslutning om vi vil blive i EU eller vi vil ud af EU.

Det er ikke til at holde ud, at vi aldrig når forbi den udenomssnak som mange EU-modstandere bruger hver eneste gang EU kommer på tale. Det vil først slutte den dag der kommer en afstemning, præcis som i England.

Jeg håber bestemt ikke vi forlader EU, men jeg er mindst lige så træt af alt det fusk vi ser i forhold til EU. Nu hvor England forlader det europæiske samarbejde, taler man om en milliardregning til de tilbageværende EU-medlemmer. Der er ikke ret mange, der virkelig går i kødet på EU og KRÆVER, at vi får saneret dels de mange tilskudsordninger, men også set på, hvorvidt vi skal vedblive med dyre oversætter-ordninger, fusk à la det vi så med DFs håndtering af Meld/Feld m.v.

Det er super nemt bare at være imod, men hvis ikke man selv kommer med konstruktive forslag til forbedringer, så er det nemlig kun brok og udenomssnak - og det kan man ikke bruge til ret meget, vel? :-)

Når Venstre nu farer frem med grønt logo - og påstår de kun relancerer sig, fordi de alligevel altid har været grønne - og vil være fuldblods EU-tilhængere, så er der intet nyt i det budskab. Tværtimod handler det om, at være FOR et reformeret EU, fordi et reformeret og mere folkeligt fokuseret EU fungerer.

Vi kan være stolte af konkurrencekommissæren (Margrethe Vestager), fordi hun bider Google, Facebook, Amazon m.fl. i haserne - og det BURDE roses af alle i #dkpol. Ikke desto mindre vidste man ikke helt, hvem man ville anbefale fra regeringens side, fordi man ville følge en tradition... Akke ja, så meget for reelle forandringer til gavn for borgerne, hvis man skulle afvise forlængelsen af en så dygtig kommissær, alene fordi det er en torn i øjet på et provinsielt Venstre, som ikke kan komme sig over, at hun tilfældigvis var radikal formand...

God kristi himmelfartsferie til alle bloggens læsere. :-)

2 kommentarer:

Cyril Malka sagde ...

Jeg forstår det ikke helt: Hvad har en debat om EU at gøre med hvordan Danmark skal opføre sig?

Danmark er i EU. Alle lande i EU skal følge EUs regler sådan som de har afstukket af Brussel. Man kan, i Danmark, debattere så meget man vil. EUs reglerne skal følges ellers vanker der dom og straf.

Så hvis man skal tage en debat, er det om ud af EU eller ej og det skal så munde ud i en folkafstemning. Men ellers, så nytter en debat ikke.

Henrik V Blunck sagde ...

Hej Cyril
Først og fremmest tak for din kommentar.
Jeg kan godt forstå det kan være svært at følge med i alle nyhederne sydfra. Men jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt, så du ikke falder i søvn. :-)
Da vi havde vores sidste folkeafstemning som omhandlede EU, lovede statsministeren (Lars Løkke Ramussen), at man ville tage en fordomsfri og åben debat om emnet, fordi man godt kunne se, at der var et stort antal EU-skeptikere. Den debat blev taget pænt imod af DFs formand (Kristian Thulesen Dahl), og derefter skete der ikke en dyt. Det blev syltet.
Det har KTD nu taget op igen i andre forbindelser, herunder en masse debatter, som underliggende skal få LLR til at indse, at støtten til regeringen ikke er noget man automatisk kan regne med.
Det hører med i denne forbindelse, at KTD og Socialdemokraternes formand, nu Mette Frederiksen, holdt et fælles interview med 3Fs formand, som var første tegn på, at det nu ikke var helt umuligt, at DF kunne finde på at pege på Socialdemokratiet, og således ikke længere kun var at betragte som et borgerligt parti.
Det er i dét lys, at artiklen skal ses. At vi lige så godt kan få taget den debat, der blev begravet, og om det ender med en folkeafstemning for eller imod må afgøres af den debat, der er nødt til at være FØR vi kan begynde at forholde os ordentligt til et for eller imod fortsat medlemskab.

For at sige det ligeud befinder alt sig i et limbo hvor skeptikerne - med en vis berettigelse - kan påstå, at der skulle være et flertal imod et EU.

Derfor er det for os, der ønsker mere fakta-diskussion frem for følelser et problem, at vi aldrig rigtig kan komme til bunds al den stund, at politikerne taler med dobbelt tunge. De siger ét i udlandet og noget andet her i landet. Det mindsker troværdigheden og øger politikerleden fordi der ikke er ret mange som lægger to og to sammen og insisterer på, at det giver fire.

Håber det gav lidt mere mening. :-)