Senest har Englands Brexit-konsekvenser medført, at en borger, som har boet næsten seks årtier i Skotland nu skal lade sig registrere som borger. Det har affødt ret voldsom debat i det britiske parlament, for det står i skarp kontrast til dele af dansk politik.
Man hører nemlig i dag ministre sige "vi kan ikke sagsbehandle i konkrete sager" når der er emner, de ikke ønsker at debattere for åben mikrofon. I andre sager jagter ministre rent faktisk ny lovgivning, hvis en dom går deres vilje imod. Altså endnu en elastik i debatten nu om stunder.
Hvornår holdt man egentlig op med at sagsbehandle?
Jeg husker ganske tydelig - og med stor taknemlighed - hvordan en konkret henvendelse til daværende undervisningsminister Bertel Haarder i skoleåret 1987/88 rent faktisk GAV bonus. Jeg har altid værdsat denne indblanding, for i den konkrete sag var det en studievejleder, som blandede sig da jeg ønskede at gå op til Folkeskolens Afgangsprøve i Fransk når nu en klassekammerat, Søren Eriksen (Fessor) havde fået lov til at gå op til denne prøve. Jeg kunne ikke få lov, og da jeg klagede, kunne han pludselig heller ikke gå op.
Min far kontaktede Bertel Haarder pr. brev - det var FØR internettet blev hvermandseje - og jeg fik følgelig henvendelse fra VUC i Roskilde, fordi de var blevet kontaktet af Undervisningsministeriet. Efter jeg naturligvis lærte hele pensum på få timer i ugen op til prøven, og naturligvis fik 13 på den daværende skala, forstod den daværende underviser og eksaminator på VUC bedre henvendelsen fra ministeriet da jeg forklarede sammenhængen...
Året efter gik jeg op til HF, og fik også 13. Selvstudium for en person med baggrund på den franske skole var ren win-win for alle parter, og trak naturligvis det almene gennemsnit op, så vi forstod slet ikke at Maglegårdskolen (som ikke eksisterer længere) kunne være så stejle.
Selvom jeg godt ved, at denne studievejleder - Frank B Gravesen - i dag har en helt anden funktion i den pågældende kommune, så kan jeg bestemt ikke glemme hvor tosset han agerede i denne sag, og jeg var ministeren dybt taknemlig for, at han rent faktisk tog action på sagen.
Selvom det nu er tredive år siden, så kan man godt undre sig over dobbeltmoralen ikke anfægtes af #dkmedier, for hvad skulle der dog være galt i at en minister - som immervæk bærer det politiske ansvar for sin forvaltning - skulle handle, når noget er komplet vanvittigt?
Sjovt nok kan man godt se en justitsminister springe op som trold af en æske når Levakovic kommer på æteren. Det er der nemlig stemmer i. Når man så til gengæld spørger ind til ældreplejen, sundhedssystemet m.v., så kan man ikke sagsbehandle...
Det er da dobbeltmoral i min optik, eller hvad tænker du, kære læser? :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar