lørdag den 16. marts 2019

INGEN tager ansvar - tonen i medierne MÅ og SKAL skifte!

I går fredag var der en ekspert på skærmen, som tillod sig det i #dkmedier nærmest kætterske at sige, at tonen i medierne KUNNE have en effekt på radikaliseringsgraden hos nogle white suppremacists og andre hadefulde personer. Senest var det jo Christchurch-massakren i New Zealand, der var et eksempel på terroren, som denne gang var imod muslimer...


Det er som om der er opstået en definition i nogle kredse, hvor terror sidestilles med muslimer, der begår terrorangreb. Terror er ikke afhængig af religion. Alle kan gå fra trin til trin på en skala man kunne definere således:
  • Sur mand sur på hele verden - sidder i sofaen og skriver på SoMe
  • Sur mand begynder at demonstrere sin dumhed med vold mod anderledes tænkende
  • Sur mand begår voldelig handling i 'større sags tjeneste'

Lad det være sagt med det samme: kategoriseringen er ikke akademisk. Den er blot ét eksempel på hvordan man kan gå fra 'sur mand på SoMe' til 'voldelig handling i større sags tjeneste' når ikke man er åben over for, at man kunne tage fejl.

Den kloge erkender, at vedkommende ikke ved alt. Den kloge søger at blive klogere. Den kloge er ikke bange for at indrømme hvis vedkommende tager fejl, men agerer altid ud fra det rationelle.

Det er når rationaliteten opgives, at man ender i forskellige former for negative handlinger, og her har ord en meget væsentlig betydning. Når nyhederne garneres med de små ord, der farver nyhedsdækningen, så formes nogle menneskers verdensbillede ganske langsomt over mod de sortere toner på farveskalaen.

Nu var det ikke kun News & Co-panelet i går, fredag, men sandelig også DR2 Debatten torsdag, hvor fx Pia Kjærsgaard - som Folketingets formand - slet ikke kunne anerkende, at der var kommet en grov tone i den politiske debat. Det er da logisk, for hun har selv været med til at bruge en tone, som gør Straffelovens §266b relevant. Man taler om en bestemt befolkningsgruppe som om de var dyr. Dehumaniseringen er skridtet før dæmoniseringen, og historien BURDE have lært os hvor galt det kan gå, hvis ikke der er nogen, der siger fra.

Der MÅ og SKAL ske et skifte i den måde, der diskuteres om udlændinge. Eksperten sagde det også i går: man burde kunne tale om selv kontroversielle emner som voksne mennesker. Det blev fejet af bordet, for det kunne man bestemt ikke se.

Det er himmelråbende, at man er så blinde over for eget jordskred i egne værdier - og der er ikke meget Emma Gad i den måde alt for mange opfører sig på, når de bevæger sig rundt på SoMe og internettet generelt.

Jeg håber der sker et skifte, for det er ganske enkelt ikke til at holde ud at høre på længere.

God weekend til alle bloggens læsere.

Ingen kommentarer: