søndag den 14. februar 2021

Amerikansk politik er ikke dansk politik...

Når jeg starter med en overskrift, der siger: "Amerikansk politik er ikke dansk politik", så kan flere godt tænke: "No shit Sherlock". Der er faktisk en pointe. Jeg læser pt bogen Glimt af et præsidentvalg om valgkampen derovre i 2016, og nogle gange  er analysen bare dybere, når man dels kan købe bogen til en flad 10'er, fordi ens ene niece er vågen, da de i forvejen var en tur i Bilka, men også fordi vi nu har et bagtæppe af de mange hændelser, der skete fra 20. januar 2017 frem til 2021.

Der er meget godt at sige om USA, dels fra et historisk perspektiv, men så sandelig også ud fra den tanke, at demokrati skal være levende. Nogle vil mene, amerikansk politik kun handler om penge, og de har delvis ret. Meget handler om, at gøre svære sager nemme at forstå, for de skal vinkles i overskrifter. Det var en af de få ting, som Donald Trump forstod som kendis fra reality-showet The Apprentice. Han ville, groft sagt, blæse på, hvad journalister og kommentatorer mente om hans forslag. Han fortsatte med sine budskaber, og det har tydeligvis sat sig fast hos de godt 74 millioner, der stemte på ham igen ved valget i november 2020.

Som danskere er vi mange, der mener, at amerikanerne BURDE have fået nok efter de første år med denne klaphat, men det illustrerer blot endnu tydeligere forskellene mellem dansk og amerikansk politik...

Second Impeachment

Nu hvor den anden rigsretssag er overstået, kan vi konstatere et flertal for, at han var skyldig i at opmuntre til oprør, for stemmerne faldt 57-43. Problemet er bare, at det kræver 2/3 flertal for at dømme ham skyldig, og reaktionen er allerede kommet fra Trump. Han agter at vende tilbage til amerikansk politik.

Den dag amerikanske sofavælgere kommer op af sofaen...

Det interessante ved bogen jeg nævnte ovenfor er netop, at USA har en meget lav valgdeltagelse. Det er helt skævt når man taler om hvem der har rekord i antal stemmer, når der samlet set kun er lidt over halvdelen af en befolkning, som deltager i valgene. Det giver et kæmpe potentiale for enten et nyt parti eller en erkendelse den dag et af de to partier får øjnene op for problemerne ved deres eget system.

Orden i egen hønsegård

Det store problem ved at se problemer i egen hønsegård er, at man er blevet vant til status quo. Det gælder også her i landet. Når vi ser den store diskussion som rigsretssagen mod Inger Støjberg være et stort problem for partierne at blive enige om, så handler det hverken om barnebrude eller alt muligt andet. Det handler ganske enkelt om, at vi ikke ser tingene nøgternt og objektivt. Det burde ALTID handle om, at den dag en minister ikke overholder ministeransvarsloven, så skal hammeren falde. Det skal den uanset hvilket parti, der gør sig skyldig i tjenesteforsømmelse - og dén pointe er der ikke ret mange, der har fanget endnu.

God søndag til alle - og god Valentinsdag. :-)

Ingen kommentarer: