tirsdag den 2. februar 2021

Ros til en modstander: Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance


I dette andet afsnit af min mini-serie om det at rose en politisk modstander vil jeg bringe en ros til formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh.

Alex er p.t. sygemeldt på grund af stress. Sidst i det gamle år var vi flere, der så, at han fik det skidt under en spørgerunde til statsministeren, hvor to kolleger hentede vand til ham. Dengang forbigik de fleste af os det nok som bare et spørgsmål om varme, men i dag ved vi, at det bundede en smule dybere.

Alex blev kastet for løverne i en ung alder

Ingen kan være i tvivl om, at Alex Vanopslagh fik en hård start, efter han overtog formandsposten da Anders Samuelsen trak sig som formand for partiet. Han har måtte slås en del kampe, ikke mindst, da TV2 i serien om ungdomspartierne havde nogle mindre flatterende kommentarer om eks-kolleger i ungdomsorganisationen.

Politik kan være en yderst hård branche, og det koster at overtage posten i nedgangstider. I nogle meningsmålinger ER det fortsat spærregrænsen, der er ved at slukke for drømmen om et liberalt parti. Der er en lang og sej kamp forude, og ingen kan misunde Alex den opgave, han står over for...

Derfor fortjener han også et klap på skulderen og et varmt ønske om god bedring.

Fortsat god aften til alle bloggens læsere. :-)