mandag den 22. februar 2021

Politik bør handle om holdninger frem for meningsmålinger

Det er ikke altid populært at sige tingene ligeud, men da dette er artikel nr. 1030 på denne blog, så burde faste læsere efterhånden være vant til, at jeg siger tingene som jeg ser dem. Jeg har aldrig lagt skjul på, at vi skal tale pænt sammen, selv når vi er rygende uenige - og jeg forsøger selv at leve op til dette mål i alle debatter jeg tager, såvel på skrift som i mødet mellem forskellige mennesker...

Meningsmålinger er flygtige størrelser

Man skal først og fremmest vide, at meningsmålinger er flygtige størrelser. Hvis du lader dine holdninger præge af, hvad der måtte være populært, så ender du som populist.

Folk vil, generelt betragtet, altid gerne have mere af det hele, betale mindre for det, og svine alle og enhver, der afviger fra flokken. Sådan agerer utøjlede mennesker, når de ikke har lært, at opføre sig ordentligt, og det er noget af det, som har skabt den krise vi har i vores demokrati i dag.

Devalueringen af begrebet ytringsfrihed har gjort, at man ikke længere forstår, at jo mere uenige vi er, jo pænere skal vi tale sammen. Der er ikke holdninger der er 'bedre' end andre, men der er holdninger vi er enige med folk i, og dermed - pr. indlysende logik! 😁 - holdninger vi kan være uenige i. Holdningen bliver hverken bedre eller dårligere af, hvorvidt vi er enige.

Den gode dialog skaber forståelse for hinandens udgangspunkter

Den gode dialog ender ikke altid med enighed, men den gode dialog skaber forståelse for hinandens udgangspunkter. Det er her vi, som er politisk interesserede godt kan blive frustrerede over den måde, medierne behandler politik på. Der spørges til meningsmålinger, og enhver der er i stand til at se, at 15 er større end 10, men 15 samtidig er mindre end 20 har nærmest kompetencer til at blive politisk analytiker.

Denne nye generation af histoiske analfabeter, som alene ser strømninger ud fra tal og tendenser har ikke det vigtige kompas, som er nødvendigt, hvis man vil forstå, hvad demokrati handler om...

Mikrofonholderi for populismen

Resultatet er, at vi derfor i dag har mikrofonholdere, som ikke udfordrer fremsatte argumenter. Når en politiker er villig til at stå med halstørklædet om halsen på den rette designede måde i morgen-tv, fordi han/hun var hurtigst på aftrækkeren, så stjæles agendaen af hurtige overskrifter på områder, hvor en smule eftertanke kunne skabe noget mere langsigtede løsninger.

Det er ikke politisk ledelse at kræve bedre sikkerhed i fængslerne, når der lige er sket en fangeflugt, eller at kræve højere straf for vanvidskørsel, fordi en person lige er blevet slået ihjel. Det er at slå plat på en situation med en patentløsning, som ikke gavner nogen eller noget...

Spørgsmålet er så bare, om vi efterhånden har gennemskuet dette skuespil, og tør kræve mere både af medierne, men også af de politikere vi stemmer på?

Alle ønskes en rigtig god dag. :-)

Ingen kommentarer: