fredag den 5. oktober 2012

Obama vs Romney

Det er ganske tankevækkende, at se hvordan danskere anskuer valgkampen mellem den nuværende præsident, Obama, og udfordreren Romney. Mange tror vi kan bruge paralleller til de danske højre- og venstrefløje. Som om Obama var socialdemokrat mens Romney var Venstre eller de Konservative.
Politisk kommentator Mads Fuglede (TV2 News) har allerede advaret mod denne simplificering. F.eks. finder vi også abortmodstandere blandt demokratiske vælgere, ligesom der er aborttilhængere i republikanske rækker. Det har allerede været vist på TV2 News hvor et republikansk kongresmedlem allerede har fremhævet dobbeltmoralen i at have en holdning politisk men en ganske anden når det pludselig vedrører egne familiemedlemmer eller venner.
Der mangler, for at sige det ligeud nuancering. Det kommer først ved at kende det politiske system frem for alene at anskue tingene som rød eller blå blok. Vækkede man Stauning til live i dag ville han nok have meget svært ved at genkende det vi i dag kender som Socialdemokraterne. De er trukket meget til højre i den politiske arena.
På samme måde som liberale nok ville pege på Liberal Alliance frem for Venstre, hvilket jo også har forbavset en del Venstre-folk, fordi man i årtiet med VKO-regeringen så en skærpelse af retorikken over for bl.a. indvandrere for at tækkes Dansk Folkeparti.
Denne situation er blevet skærpet efter V og K kom i opposition, for nu er det pludselig gået op for dem at der skal arbejdes på det at få støtte fra Dansk Folkeparti.
En lidt fræk påstand kunne være, at det for de Konservative er nemmere at finde tilbage til firkløverregeringens modus i 80'erne. En konstellation med V, K, LA og de Radikale med Dansk Folkeparti som støtteparti er langt mere spiselig end en ren VKO-regering. Eneste forskel fra tiden med Fremskridtspartiet er den dygtige formand, Kristian Thulesen Dahl, som er langt mere spiselig for de fleste borgerlige stemmer end Pia Kjærsgaard var det.
Det er i hvert fald et spændende folketingsår der åbnede tirsdag, og der er ingen tvivl om at de dårlige meningsmålinger bekymrer regeringen mere end de selv er villige til at erkende, for finansloven bliver ikke helt det walkover som mange Socialdemokrater kunne have ønsket sig.

God weekend til alle.

Ingen kommentarer: