søndag den 3. maj 2015

Socialdemokraternes valgkampagne - Valganalyse 1

Socialdemokraterne burde jo vide hvornår der trykkes på valgknappen. Deres formand, statsministeren Helle Thorning-Schmidt, er jo personen, der kan udskrive dette folketingsvalg. Et folketingsvalg der allerede optager en del mennesker på de sociale medier. #fv15 kan du selv tjekke hvis du lyster...

I dét perspektiv er det måske netop på rette plads, at jeg på denne blog gennemgår ALLE partiers valgkampagner som optakt til denne valgkamp.

For hvad er egentlig det vigtigste for os danskere i den kommende valgkamp? Spørgsmålet er interessant, for jeg tror danskerne har helt andre fokusområder end politikerne. De tænker ikke KUN på dagpenge, men f.eks. også på pensionsalderen. Hvorfor skal politikere kunne pensionere sig tidligere end den almindelige befolkning?

Tryghed i hverdagen er også noget der bekymrer os alle. Vi hører om kriminalitet hvor politiet knap gider komme forbi når vi oplever indbrud, ligesom vi oplever kendisser som slipper billigt fra at bide politibetjente, hvilket bagefter sender et signal til vores børn om, at nogle kan tillade sig mere end andre. Hvorfor underminerer man politiets arbejde ved først at beskære deres økonomi gennem politireformen (vedtaget under VKO) for bagefter at pålægge dem en masse opgaver under terrorlovens hellige vinger, uden samtidig at sørge for reelle forbedringer i politiets bevillinger?

Vores samfund er ved at udvikle sig til det rene Kammerat Napoleon hvor nogle er mere lige end andre, og når Socialdemokraterne tillader sig at spørge hvad der er vigtigt for danskerne, ønsker mange i stedet at vide hvorfor de spørger? For efter et valg kan enhver jo konstatere, at kunsten at 'kunne tælle til 90' er vigtigere end reelle forklaringer på hvorfor det alligevel ikke lykkes at gennemføre den politik man går til valg på...

Ingen kommentarer: