Dog var nyheden på TV2 Online om, at DF vil stoppe indsamling til redningsbåd fra Red Barnet ingen overraskelse. Der var nemlig en anden nyhed, som DF nok helst ikke vil tale om, nemlig 12 migranter er lige nu fanget på dansk rutefærge.
Her var der tale om en færge, der var ejet af DFDS, men som sejler under litauisk flag, og det måtte en DFDS-leder i går - på News & Co på TV2 News - erkende havde sine ulemper.
Hvis vi, for en kort stund, virkelig tog fat i DFs kernetanker, så var der vel her noget de kunne kæmpe for:
- At nordiske firmaer slet ikke bør udflage deres skibe.
- Hvor meget koster sådan en krise med 12 migranter om bord, som laver hærværk, ildspåsættelse m.v. ikke i forhold til en minimal lønbesparelse ved social dumping?
Men nej, dét kunne jo misforstås, og man ved i forvejen ikke rigtigt hvilket ben man vil stå på hos DF når man på den ene side vil støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister uanset hvilken politik VLAK fører (fordi man får sin vilje til sidst), og samtidig skal bejle til Mette Frederiksen, som ikke rigtigt kan definere hvad hun egentlig vil med en statsministerpost.
Selv konkrete spørgsmål til den skattepakke og finanslov vil INGEN socialdemokrat svare på, når man spørger dem på Twitter, og så kender vi jo så ganske vel lugten fra bageriet dengang Socialdemokratiet begik historiens suverænt største løftebrud fordi man ikke engang SØGTE at få et flertal for sin politik, men netop gik efter at få den første kvindelige statsministerpost i 2011.
Jeg har sagt det før, men gentager det gerne: dengang skulle man have siddet over en omgang, og ventet. Det gjorde man ikke.
Nu jagter man så i stedet en dagsorden hvor DF får lov til at komme med soloudmeldinger, og INGEN fortæller dem præcis hvor lidt virkelighedssans de har i det parti, fordi man tror, at et folketing vil ligne det nuværende ud fra både spin, meningsmålinger og en misforstået higen efter magt alene for magtens skyld.
Der mangler holdninger! Der mangler MOD til at sige tingene som de er. Velgørende organisationer må selv vælge hvad de støtter, og det kan umuligt kun være mig, der er så forbistret træt af, at høre de dumheder der konstant kommer fra DF i enhver sag, der blot tilnærmelsesvis kan komme til at handle om grænsekontrol og udlændinge.
Stå dog ved jeres holdninger, kære politikere, og gå til valg på, at der findes en bedre retorik end den vi hører netop nu!
God weekend herfra. Jeg holder en pause fra det politiske resten af ugen, og glæder mig til besøg af mine tre dejlige børn denne weekend. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar