mandag den 24. september 2018

Mon partierne selv føler de fik udbytte af deres årsmøder?

Her kort før Folketinget officielt åbner igen, så er vi kommet gennem alle de forskellige landsråd, kongresser og årsmøder med hver sine navne i de enkelte partier, og der melder sig et rigtig godt spørgsmål: føler partierne selv, at de fik udbytte af disse sammenkomster?



Der har ikke manglet pressedækning. TV2 News har været til stede på flere af dem, og selvom man godt kunne kritisere dem for at være ensidige i valget af hvor de har været i de weekender hvor to partier har holdt årsmøde samtidig, så har formændenes taler været transmitteret live...

Fælles for disse møder er således, at partierne HAR haft lejlighed til at præsentere sine budskaber. Det meste af det har været ganske kedeligt og forudsigeligt, og det kan godt undre nu hvor alle ved, at det er sidste årsmøde før et valg.

Misforstå mig endelig ikke. Valgflæsket som nogle har forsøgt at introducere har bare været det sædvanlige øregas. Da man i den seneste weekend oplevede, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, brugte lidt af sin taletid på at fortælle, at hun ikke flirtede med Kristian Thulesen Dahl fordi hun skulle giftes med sin kæreste Bo, vidste jeg ikke helt om jeg skulle grine eller græde. Det er SÅ sørgeligt at se hvordan politikerne forsøger at blande privatliv og politik sammen, og i Mettes tilfælde er det jo et forsøg på at gøre en isdronning lidt lunere i befolkningens øjne.

Det er RENT SPIN! Fuldkommen vanvittig brug af sin taletid - også selvom det forsøges indskudt som humor. Der er bare den banale forskel, at hvis man sædvanligvis ikke er speciel humoristisk i sin kommunikation, så falder det igennem når det prøves.

Hvad der er endnu værre er, at det også er et forsøg på at desavouere den berettigede kritik, som man helst vil overdøve efter man ændrede partiets kurs fuldkommen siden man begyndte at tale pænere sammen under interviewet med 3F-formanden, som vakte en vis overraskelse - også i pressen. :-)

Jeg tror ikke der er én eneste som nogensinde havde forestillet sig at flirten mellem DF og A skulle ses i nogen romantisk sammenhæng - så det er ren fejl-kommunikation som klassisk eksempel på, når man fra partiets side slet ikke har forstået det budskab de medlemmer, som har forladt partiet ville sende. Det kommer til at koste på valgdagen, for når man ikke vil adressere elefanten i rummet, så kommer frustrationen bare ud i form af, at folk går andetsteds med deres stemme.

På lignende måde var der flere misforståelser i den borgerlige lejr. Når man fejrer sine resultater uden at tage højde for om disse er opnået i direkte modstrid med ens partis historiske position, så er man lige vidt. Senest har også et ordførerskifte i Venstres rækker været et tydeligt signal om, at konflikten lurer lige under overfladen både når bogen skrevet af Jan E Jørgensen udkommer her i oktober, men også hvis Lars Løkke Rasmussen taber det kommende valg.

Herfra ønskes alle bloggens læsere en rigtig god dag og uge. :-)

Ingen kommentarer: