Da DR i dag offentliggjorde sin spareplan var der indtil flere overraskelser. Jeg tog lidt hul på debatten, da jeg i december skrev artiklen Når selv en julekalender kan blive kontroversiel. Armslængdeprincippet fastholdes af regeringen, men meget lugter af en decimering af DR - en beslutning, der er truffet uden at spørge den befolkning, som rent faktisk betaler gildet gennem medielicensen.
Først lidt historik.
Da jeg var barn - og det lyder som om det var en evighed siden :-) - havde vi én tv-kanal, nemlig DR. Her på Sjælland kunne vi så se svensk tv. De havde en Sverige 1 og Sverige 2 dengang. Det blev modtaget med en stueantenne - og ja, det kunne drille ganske voldsomt, hvis der enten var atmosfæriske forstyrrelser, og ovre i det sønderjyske var man så heldige, at man kunne tage enkelte tyske kanaler. De kunne så til gengæld kun sjældent se de svenske kanaler.
Dengang havde man to typer licenser. En fuld licens, som dækkede både tv og radio, og så en licens som kun dækkede radio, for dem, som ikke havde et tv. Dengang kørte man rundt med en pejlevogn, som kunne spore når folk alligevel havde et tv, selvom de ikke havde registreret dette - og der var kæmpe diskussioner om hvilke rettigheder DRs medarbejdere havde i forhold til kontrol når de enkelte borgere blev taget 'med bukserne nede' eller 'med fingrene i kagedåsen', afhængig af hvilket udtryk man foretrækker. :-)
Dengang havde næsten alle et tv, men der var dog stadig dem, der fravalgte tv'et, og nøjedes med radioen. Kun meget sjældent havde folk fravalgt begge dele... Dette har ændret sig, voldsomt endda!
DRs generaldirektør kunne nemlig under offentliggørelsen fortælle, at 30% ikke har et tv i dag. De har fravalgt det vi kalder flow-tv, og det kan der være flere grunde til. Dels at nogle prioriterer spil og leg med ungerne højere end et tv med passiv underholdning. Andre vil hellere læse gode bøger, og nogle har lavet deres egne hjemmebiografer med film og/eller internettet som kilde til nyheder. Vi kan gætte herfra til juleaften på alle de variationer, der findes. Det ville være formålsløst, for vi rammer ikke alle kombinationer alligevel.
Dog kan man sige, at efter 2020 vil der fortsat være tre tv-kanaler, og fem radiokanaler. Om det er nok er en smagssag. Jeg må bare stilfærdigt konstatere, at den eneste jeg kender, som lytter til P8 Jazz er min far. Ingen andre jeg kender lytter til dén kanal, og lyttertallene taler også deres klare sprog. Man har søsat nogle kanaler, som slet ikke har de seertal man kunne have ønsket.
Derfor mener jeg også vi skal vende debatten om. Det handler ikke KUN om penge, men mindst lige så meget om, at dette medieforlig presser mediekoncernen til at nytænke sine koncepter. Det BURDE de have gjort for længst!
Man har fredet mediekoncernen ud fra et samfundsideal, som for længst er løbet fra det billede politikerne har af hvordan mediebilledet ser ud.
Misforstå mig nu ikke. Det gør ondt på mig, at 370-400 medarbejdere mister deres job. Jeg er et meget empatisk menneske, som sagtens kan sætte mig ind i, hvor ubehageligt det må være, at man har takket nej til et godt tilbud fra konkurrerende kanaler, og pludselig er man arbejdsløs!
Det værste er bare, at DR aldrig har forvaltet det guld, som deres arkiver repræsenterer særlig fornuftigt. Det er først for nylig, at man er kommet i tanke om, at gamle jazzkoncerter fra 70'erne udgør en værdi, og hvad gør man ved det? Man reagerer først når amerikansk tv tog kontakt, hvilket du kan læse om herfra: https://www.dr.dk/presse/usa-har-bud-efter-35-40-aar-gamle-jazzkoncerter-fra-drs-arkiver. Det skete tilbage i 2006. Kunne man ikke have øget disse kommercielle tanker, og dermed undgået, at man - af store dele af politikerne, og en del blandt befolkningen - blev opfattet som om, man slet ikke havde noget kommercielt talent?
Hvis folk fulgte med i voksen-julekalenderen Jul i kommunen, så var jeg blandt dem, der på min blog efterlyste, at man fortsatte projektet med en anden sæson. Hvad skete der? Larmende tavshed fra DR, for i mediegigantens perspektiver lefler man ikke for populære ønsker. Hvis noget skal produceres, så skal det være en ekspert i DR-Byen som får ideen, og ellers dropper man det...
Der var så mange ting, man KUNNE sælge, og det er ikke kun Matador, Huset på Christianshavn, Olsen Banden, Broen m.v. Der er så meget, som kunne have bidraget til en bedre bundlinje, og som kunne have vist politikerne, at man VAR indstillet på, at holde en positiv økonomisk holdning til, at licenspengene kommer fra borgerne.
Lad os nu tale rent ud af posen: hvis ikke man fremadrettet havde lagt medielicensen over på finansloven, var man endt med alvorlige juridiske problemer fra statens side. Se bare på sagen, der kommer omkring moms på licensen, og ligeså den tanke, at fordi du har en computer med internetadgang, skal du betale en medielicens. Man har overført licenspligten fra det at have tv til det at have en computer - og det UANSET om du aldrig kunne drømme om at bruge din pc til at se tv på.
Hvis jeg skulle komme med et kreativt forslag, ville jeg endda påstå, at vi måske skulle lære af det svenske broderfolk. De har reklamefinansiering på deres kanaler, og hele miseren vi står i netop nu handler om, at vi snart er det eneste land, som vil fastholde en mængde kanaler helt uden reklamer. Tallene taler for sig selv. TV2 har klaret sig langt bedre end selv de største skeptikere nogensinde havde forestillet sig, og derfor er DR udfordret i dag, for man har ikke seer- eller lyttertal, som indikerer, at de rent faktisk bliver brugt i det omfang, der berettiger, at alle skal betale 2½ tusind om året for at se dét indhold.
Men hvorom alting er, er det smaddersynd, at det er medarbejderen på gulvet som betaler regningen for en ledelse, som alt for længe har overset mange af de kommercielle muligheder, som kunne have reddet en stor del af den situation DR befinder sig i i dag...
Fortsat god dag herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar