søndag den 26. juni 2011

Det umoderne i at tænke fælles i egoismens tidsalder

Når nogle undrer sig over hvorfor der ikke længere er ret mange der skriver om det at tænke i fælleskabet frem for den borgerlige liberalisme, skal dette ses i lyset af den højredrejning af samfundene vi ser i de seneste årtier.

Enhver er sig selv nok. Hvis der kommer nogen som påminder os om begreber som vedvarende energi som eneste bæredygtige løsning for fremtidige investeringer, så føler vi os stødt på manchetterne. ”Hvorfor tillader denne mand sig at gøre sig til dommer over mit liv?” synes at være spørgsmålet efter Anders Fogh Rasmussen introducerede opgøret mod smagsdommeriet.

Samfundet tog imod denne livline med kyshånd. Det gjorde det nemt for dem at udelukke realiteterne. Det med olie som en knap ressource var alt for skræmmende, og vindmøller skulle være rentable før vi ville ofre investeringen i en ændret energiressource.
Når bedrevidende mennesker tillod sig, at mene udsigten fra pragtvillaen var mindre vigtig end om vi kunne få et bedre miljø, så var automatreaktionen: ”Det er nemt for ham at sige, for det er ikke ham, der skal leve med støjen!”

Der har ikke været ret mange områder hvor vi tillader andre at have en mening om hvordan livet bør leves. De få der tør sige deres mening undermineres af opinionsdannere som spindoktorer og eksperter, der med hver sin osteklokke giver højredrejningen endnu en omgang i retning af individets egen råderet, individuelle løsninger og individets behov.

Vi kan gøre det bedre
Vi kunne nemt gøre det meget bedre hvis vi engang imellem tillod os selv den luksus at lytte til vore modstandere før vi traf en beslutning. Når vi ser regeringer afvise oppositioners forslag, for bagefter selv at fremsætte dem som egne forslag, så er det på tide at gøre op med den manglende demokratiske sans i egne rækker.

Vi bør kunne mødes på kompromisets gyldne middelvej uden vi på forhånd har afvist modstanderen alene fordi deres forslag støder vores ego. I et samfund hvor det fælles bedste er i centrum eksisterer egocentreringen slet ikke. Den bør underkastes en almen velstand for alle parter frem for at være baseret på mere eller mindre skjult lobbyisme, nepotisme og smalsporethed.

Et sådant samfund vil appellere til alle når først det går op for dem, at fælleskab, fremsynethed og rettidig omhu for alle tæller højere end bundlinjer i regnskaber som alligevel alt for ofte kun er revisorers kreative version af virkeligheden.

Så længe skattespekulation får lov til at fortsætte, skader det os alle, og det er på tide at gøre op med de hellige kameler som koster os millarder mens vi bruger millioner på kontrol og mistro til hinanden.

Når et samfund baseres på højredrejning mister vi fokus på det langsigtede til fordel for kortsigtede løsninger. Vi sætter økonomi over mennesket, og lader effektivitet være det buzz-word der får alt til at fungere, altimens folk nedslides med endnu større udgifter til følge. Det er så bare en anden kasse, synes at være logikken.
I kassetænkningens samfund er det nemlig vigtigere at mit område trives, og i sådan et landskab ender alle med at konkurrere indbyrdes med den yderste konsekvens at vi alle sagtens kan se hvad der burde gøres, men aldrig får det gjort, fordi vi i forvejen har alt for travlt med at passe vores egen lille hønsegård.

I sådan et samfund bliver sygdoms- og fraværsstatistikker et problem frem for en udfordring. Når arbejdsglæden forsvinder fordi mange drømmer om lottogevinsten der vil få dem til at sige op, så sender det et alvorligt signal hvis der var nogen der virkelig gad engagere sig ordentligt og lyttede til problemerne folk oplever.

I højredrejningens samfund er der ikke tid til den slags fnidder-fnadder, for vi synes det er vigtigere at opsætte konsulentrapporter, organisationsdiagrammer og vejledninger for alting som mere legitimerer egen uformuenhed frem for at belyse og behandle de symptomer der gerne skulle fjernes til fordel for alle.

Utopien kan opnås
Det er ikke uopnåeligt at standse udviklingen, men det kræver noget af os alle. Når naboen ser ud til at have det skidt, så tag dog en positiv snak med vedkommende frem for at gøre en ”sag” ud af problemet. Lad andre vide, at du har overskuddet til at engagere dig ved dit varme eksempel.

Vi havde i starten af 80erne en kampagne kørende her i landet hvor folk bar hjerter med budskabet om at et smil smitter. Det er stadig sandt. Tænk sig hvor varmende det var for andre hvis vi gad opmuntre pigen der sad ved kassen, hvis vi gad holde døren for den næste, og hvis vi gad påtage os noget af det fælles ansvar vi alle parkerede hos det offentlige i det snæversynede univers vort samfund efterhånden har udviklet sig til i denne højredrejningens tidsalder.

Det kræver, indrømmet, mere end gyldne nytårstaler og tomme løfter, men det giver så fantastisk meget igen når du ved at du har påvirket mindst et andet menneske positivt i løbet af dagen når du lægger hovedet på hovedpuden for at gå til ro om natten. Hvis du er parat til at ændre dit fokus er vi to der tænker nye tanker, og når først du har smittet dine venner, familie og øvrige omgangskreds med disse tanker, så kan vi fælles ændre denne kurs til gavn for vore børn og børnebørn. De vil være glade for vi tillod os at sætte handling bag ordene om at vi KAN gøre det hele lidt bedre.



Politiken fik for 2 uger siden dette kronik-forslag som del af kampagnen for at finde venstreorienterede intellektuelle. Da de har valgt hverken at kvittere eller kommentere, vælger jeg i stedet at udgive her på bloggen.
Kommentarer hilses velkomment. :-)

Ingen kommentarer: