tirsdag den 23. februar 2016

Nødvendig opstramning af kørekort

Nu er det jo meget nemt for mig at være hellig. Da jeg tog mit erhvervskort var et af kravene max. 2 fejl i en teoriprøve. Der er ikke meget plads til fejl, hvis du kun har 'råd' til 2 fejl i en prøve med 25 billeder.

Til gengæld er der mange, der 'kun' har et almindeligt kørekort, og for dem er det helt op til 5 fejl, der er tilladt.

Endnu værre står det så til med folks opdatering af kørekortet. Her til morgen kunne vi på Go' Morgen Danmark konstatere, at nogle skilte kan volde problemer. Den ellers så søde Louise Wolff kendte ikke forskel på standsning og parkeing forbudt-skiltene, og det ses også tydeligt når man færdes i større byer her i landet. Lastbiler som standser ved standsning forbudt, og bare tænder havariblinket mens der læsses af og på lastbilen er ikke noget særsyn, vel?

Jeg kan sagtens forstå, at der kan være 'sjældne' skilte i skilteskoven, men det stiller bare et væsentligt spørgsmål omkring vores valg af kampagner i forhold til det at sikre, at vores trafik føres ansvarligt og fornuftigt.

Der må strammes op, således at et af de primære krav er, at alle kandidater til en teoriprøve kan deres skilte før de kommer op til en prøve. Hvad nytter det, at der slipper folk igennem, som ikke har styr på hvad de enkelte skilte betyder?

Jeg ved godt, at kørelærerne i forvejen er pressede i forhold til at tilbyde så billige pakker som muligt, men det er nødvendigt at tage handling når vi ser tydelige fejl, som kan få trafikale konsekvenser. Ganske som nogle har misforstået motor-trafikveje i forhold til motorveje. Skilte placeres af den gode årsager, at de skal fortælle folk noget bestemt om færdslen på det pågældende sted, og uanset hvem der tager fejl, så er det vigtigt, at vi alle - med jævne mellemrum - tager bestik af vores kendskab, så vi også kan vejlede familie og venner.

Med andre ord, skal det være lige så naturligt at tale vejskilte som at tale vejret, så alle holder sig à jour. Jeg ved godt jeg lyder som en gammel sur nisse når jeg tillader mig at kommentere dette, men det nytter ikke noget at skyde budbringeren. Hvis du - eller nogen du kender - ikke kender sine vejskilte ender vedkommende måske med en bøde eller i en ulykke, og det er der jo ingen af os, der ønsker, vel?

Ingen kommentarer: