tirsdag den 6. december 2011

Skattesagen

Der er en voldsom trængsel ved håndvasken netop nu. Både fordi Skattesagen viser en skyggeside af den tidligere regering, men også fordi tv-serien Borgen har indikeret nogle spændende tendenser, som politikerne har lidt svært ved at kaste af sig.

Måske fordi vi danskere egentlig har de politikere vi fortjener... Vi gør i hvert fald ikke meget for at forny de lister vi mødes med når Folketingsvalgene gennemføres. Mange stemmer liste-stemmer og lader det derved være op til optællingen at afgøre hvem der kommer ind i Folketinget.

Faktum er, at nogle der sidder i Folketinget i dag, vil få MEGET travlt når undersøgelseskommissionen endevender hver en sten i Helle Thornings skattesag. Enhver der har haft blot perifer viden om, at sagen blev lækket fra centralt hold bør tage sit tøj og gå. Vedkommende er IKKE værdig til at sidde og tage beslutninger på hele landets vegne, og det faktum er vist ved at gå op for de fleste.

Vi kan ikke leve med at privatlivets fred krænkes - uanset om det går ud over folk vi er enige eller uenige med. Det bør vække til alvorlig eftertanke så vi undgår gentagelser i fremtiden.

Ingen kommentarer: