mandag den 18. april 2016

Meningsmålinger

Det er ganske morsomt at læse artikler, som baserer sig på meningsmålinger. Flere bruger gerne Gallup og YouGov uden den fornødne angivelse af både talmaterialet - hvor mange har deltaget - samt hvorledes spørgsmålene er blevet stillet.

Hvis den slags var forsøgt i akademiske kredse, ville man få én over nallerne for manglende kildekritik.

Du kan meget nemt få folk til at udtale sig negativt om en konkret hændelse i kongehuset lige efter et salg af en bolig til et tocifret millionbeløb, som det f.eks. skete efter grevinde Alexandra solgte den ejendom hun fik efter skilsmissen fra prins Joachim. Du kan finde det samme dengang prins Henriks bil blev set ud for et frækt sted i Jylland. At der var en logisk forklaring, vistnok et teaterstykke i bygningen overfor, var der ikke mange, der fangede.

Det kræver at man evner, at tælle til 10 før man reagerer. Det satser mange redaktører på, at de fleste ikke gør. Afslørende spisesedler skal tiltrække avis- og bladsalg, og først bagefter finder man ud af, at man er blevet grundigt snydt, når man har kostet xx antal kroner efter pågældende avis eller blad.

De kloge narrer de mindre kloge! Jovist :-)

Ikke desto mindre må man bare erkende, at det ikke bliver ved med at gå. Folk er efterhånden blevet mere nysgerrige end dette, og folkestemninger lader sig ikke manipulere, hvis man bruger direkte ufine tricks.

Derfor er det vigtigt, at huske, at når et tal undrer dig, så er der god grund til at kigge bagom nyheden. Hvis det lyder utroligt, så er det sikkert fordi der er noget galt i den måde man har opsat nyheden. Det lader sig næppe diskutere i det ellers udmærkede Presselogen på TV2 News, hvor redaktørerne og kommentatorerne i forvejen skændes i munden på hinanden, men vi borgere kunne godt tænke os bare en smule bedre kildekritik, for det er vist stadig et fag på journaliststudiet... :-)

Ingen kommentarer: