Billedkilde: http://www.roskildeguide.dk/index.php?id=287 |
Ikke at det på nogen måde ser spor mere struktureret ud netop nu i rød stue, men man aner faktisk, at oppositionsrollen har været god for Socialdemokraterne og de Radikale. Der kommer en del jabs mod regeringen, og man kan godt fornemme, at der er blod på tanden efter de Konservatives slagsmål omkring den tidligere miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen.
Der kommer nogle alvorlige forhandlinger forude, både i forhold til en evt. skattereform, men også i forhold til den kommende finanslov. Med provokerende udmeldinger om sammenlægninger af universiteter fra otte til tre, har man allerede fyret prøveballonen af, for at se hvor mange protester, der evt. vil komme ved at implementere dette.
Ganske som man i 1980'erne brugte fusioner som det store mantra, så vil man nu undersøge, om ikke man kan spare penge og øge kompetencerne ved at sammenlægge institutioner. Ingen råber specielt højt om emnet, men det ender snart som pølsefabrikker, hvor man i den ene ende indsætter HTX-, HHX- og STX-folk, hvorefter man i den anden ende håber at få BA og MA, phd'er m.fl. Alt sammen helst inden for normeret tid, nu hvor man i de kløgtige talknuseres regneark har fundet ud af, at det kan gøres meget bedre.
Det er for længst forsvundet ud af perspektiverne at undersøge de enkelte institutters kultur, baggrund, spidskompetencer m.v. Nej, lad os sammenlægge, og lad os koste rundt med de lektorer, som skal undervise, for de har vel fanget regeringens målsætning om udflytninger? :-)
Det er en kæmpe joke. Et eksperiment med kompetencer, og det vil yderligere belaste den offentlige trafik, hvor man i forvejen har problemer med folk, som må køre i timevis hver uge, fordi de ikke kan studere lokalt. En yderligere sammenlægning vil forværre kødannelsen, men så kan vi jo bagefter - spøgefuldt - indføre et begreb som 'sid på skødet af din med-pendler', for der er jo ikke ubegrænset plads i togene på hovedstrækningerne...
Jo, jo, de kære politikere får udvalgte personer til at affyre prøveballoner, og så håber man stille og roligt, at befolkningen kan påvirkes til at acceptere hvad som helst, der udtænkes på Christiansborg...
Fortsat god søndag derude i det ganske danske land. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar