Når en konservativ juraprofessor mener, at Pape nærmer sig populisme er der flere ting, der skurrer. For det første kan det undre, at Information fandt anledning til, at fremhæve professorens politiske ståsted. Det BURDE være irrelevant i forbindelse med selve indholdet.
Dernæst er det bestemt ikke populisme at fordre, at forbrydere får en straf. Senest så vi hvordan en mor skulle idømmes den dobbelte bøde i forhold til en blotter, der blottede sig for denne mors datter og en veninde.
2.500 for at blotte sig foran en mindreårig pige skriger jo til himlen!
En straf på 5.000 til moren fordi hun offentliggør billedet for at fremme pågribelsen er da endnu mere himmelråbende!
Hvad endnu værre er, er at politiet i flere konkrete tilfælde slet ikke handler på anmeldelser. Jeg hørte forleden om en situation hvor vold mod en kvinde kun gav svaret: "Hvad vil du have vi skal gøre ved det?" på telefonen....
Denne juraprofessor kan have mange gode meninger, men han har tydeligvis ikke prøvet at blive udsat for indbrud i sit hjem. Jeg kan forsikre, at det er yderst grænseoverskridende at komme hjem fra ferie i Frankrig med sin familie, og derefter opleve, at ens hjem har været gennemrodet af andre. Lidt ligesom da vi et par år før havde været udsat for, at en 19-årig knægt fra Vemmelev (mellem Korsør og Slagelse) havde stjålet den daværende Toyota Corolla, og forsøgt at køre fra politiet ud mod Stillinge. Reparation knap 2900,- og den yderst irriterende vækning om natten samt spørgsmål om jeg havde vin i bagagerummet.
Jeg svarede, med sædvanlig humor, at vi var i besiddelse af en vinreol til den slags. :-)
Ingen af to ovenstående sager medførte nogensinde erstatning fra forbryderne. Tværtimod viste det sig få uger efter, da jeg talte med anklageren, at denne 19-årige havde talrige forhold bag sig, og "blev løsladt efter endt afhøring", som det hedder blandt bureaukrater. Det var først efter 20+ forhold at denne anklager klokkeklart sagde, at han ved pågribelse skulle sidde i varetægt indtil han kunne komme for en dommer, at dén unge mand måske har lært noget.
Jeg har ikke fulgt sagen, for jeg mistænker, at han intet forstår, selvom jeg da håber for hans forældre, at han en dag er blevet klogere. Det var den eneste gang bilen blev parkeret foran lejligheden på parkeringspladsen ved busterminalen ved Ndr. Stationsvej i Slagelse! Normalt holdt beboere bag blokken....
Jeg skal ikke tage stilling til hvad der virker bedst, men vi kan konstatere, at vi de seneste årtier HAR afprøvet den pædagogiske variant. Så er dét sagt! Det er saftsuseme på tide, at vi gør op med blødsødenheden, for hvis ikke der sker noget til at modvirke effekten af besparelserne ved politireformen i 2007, så risikerer vi et samfund hvor selvtægt bliver dagens orden. Pressen kunne for nylig berette om private vagtværn af samme årsag. Politiet ER hårdt pressede, og jeg tror alle borgere netop bakker op om, at der er brug for tryghed for såvel de ældre som generelt bare almindelige lovlydige borgere, som forventer at kunne leve et liv hvor enhver passer sit, og hvor en låst dør er tegn på, at man IKKE har adgang til andres bolig uden forudgående invitation.
Om det er populisme skal jeg ikke kunne afgøre, for jeg erklærer mig gerne stærkt inhabil. Jeg er, for at sige det pænt, ret træt af akademikere, som vil forholde sig til forbrydelse og straf som om det var et akademisk projekt på jurastudiet. Der var engang hvor vi abonnerede på byrettens motto: "Med Lov skal Land bygges" - det er på høje tid, at folk lærer at respektere hinanden.
Nogle forstår det via enten det skrevne eller det hørte sprog - andre skal have mere håndfaste regelsæt for, at det fiser ind på lystavlen. Til dem er budskabet fra justitsminister Søren Pape Poulsen klart: forbrydelse MÅ straffes hårdere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar