mandag den 12. september 2011

Indlæg på min personlige blog

Som de fleste ved, er der stor diskussion om Duplicate Content (samme indhold flere steder på nettet) når der tales søgemaskineoptimering, og derfor har jeg valgt at skrive en del indlæg fra og med i dag på min personlige blog. Tirsdag leverer jeg bl.a. nogle kommentarer i forhold til Venstres nye "fakta"-side. Onsdag er emnet trykkefriheden, som blev indført for snart 241 år siden her i landet, og på valgdagen, torsdag den 15. september, causeres der om valget af valgdatoen.

Der er ingen grund til at gentage indholdet flere steder, for alle kan jo finde bloggen ved at klikke på dette link: http://www.blunck.dk/blog.

I dag er et af debatemnerne på TV2 News en diskussion også om u-landsbistanden. En sørgelig debat, fordi der er røster der, til trods for ulykker og sult i u-landene, vil ned på FN-niveau, 0,7%. En besparelse på 0,3% er, indrømmet, også penge i statskassen, men allerede nu har flere glemt at vi tidligere havde den holdning at det gavnede folk mere at blive hjulpet i nærområderne.

Vi har netop set, at folk flygter fra sultområder, og det skaber et voldsomt pres på nabolande når u-landshjælpen fejler. Vi har tidligere set hvordan korn kunne stå i tonstunge lagre og afvente at komme videre. Bureaukrati i sådanne lande medvirker til en befolkningsreduktion med alvorlige menneskelige skæbner til følge.

Det må være et krav til en ny regering, uanset farve, at der stilles skarpt på den slags. Det nytter ikke noget at korn ligger og venter et sted mens sulten hærger få kilometer derfra.

Det KAN også betyde at nogle udenlandske regeringer skal have diplomatiske skideballer, men så må vi tage den derfra. Det nytter ikke noget at andre lande får lov til at handle imod deres befolkningers interesser. Det var jo netop et argument for at blande sig i Libyen at Gaddafi aktivt slagtede sin befolkning.

Ikke dermed være sagt at vi skal gå i krig med hele verden, men vi kan godt forvente af en pro-aktiv udenrigsminister, at vedkommende også tager de vanskelige samtaler. Det handler ikke kun om at møde USAs udenrigsminister. Det handler om aktiv politik hvor vi insisterer på at ALLE lande begynder at handle i henhold til deres befolkningers interesser.

Stay tuned. Der kommer flere indlæg indtil valgdagen, der som bekendt afholdes torsdag den 15. september. Folk vil gerne have svar på det politiske, og derfor bør du følge min politiske blog, gerne via RSS. :-)

Ingen kommentarer: