lørdag den 7. januar 2017

De Radikales nytårsstævne i Nyborg

Det var særdeles interessant at følge den åbne del af de Radikales nytårsstævne i Nyborg. Der blev sendt godt 50 minutter på TV2 News. Desværre blev udsendelsen brat afbrudt præcis da det begyndte at blive rigtig interessant. Både Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl var inviteret til paneldebatten.


For emnet indvandring er vigtigt når man lytter til såvel blå blok som SF og Socialdemokraterne.

Debatten er velkendt, og ingen grund til at repetere.

Dog var det noget af et særsyn da Mette Frederiksen gik til angreb på de Radikales formand, Morten Østergaard, med debatten om dagpengeforringelserne.

I dansk politik skuer man gerne bagud. Hvis man kan tale om den tidligere regering, den forrige regering m.v., så mener man, at spørgsmålet er besvaret.

Beklager. Det er forsøg på historieundervisning - ikke politik!

Politik bør handle om visioner, altså det man ønsker at gennemføre fremadrettet. Vi har alle forstået, og set hvorledes det VAR tankevækkende, at folk fik arbejde særligt 3-5 måneder før dagpengene slap op. Når man for nylig kunne høre, at man i sin tid havde en dagpengeperiode på SYV år, så korser man sig jo i dag, hvor alle ved, at den i dag er på TO år.

Befolkningen stemmer som de gør. Det gjorde de i 2007 da Fogh vandt. Det gjorde de i 2011 da Thorning vandt, og det gjorde de i 2015 da Lars Løkke Rasmussen senest genvandt regeringsmagten efter Anders Fogh Rasmussen var smuttet til NATO...

Det grove - og uskønne - er at se politikere skændes om ting som er irrelevante i forhold til det stillede spørgsmål. Det styrker politikerleden, fordi det viser, at det åbenbart handler mere om udenomssnak end at finde fælles løsninger for fremtiden.

Det var ærgeligt vi gik glip af den sidste del af nytårsstævnet, for der var nogle ting hvor Kristian Thulesen Dahl nok trængte til et modsvar til sit svar omkring kvoteflygtningene.

Nogle politikere taler gerne om hjælpen i nærområderne, men det synes som om vi for længst har glemt hvor lidt der faktisk bliver gjort for at sikre lokalbefolkningen når de flygter fra krigsområder. Det er en lang debat, men det er spændende når man først kommer forbi alle autopilot-forklaringerne og ind til selve substansen. Den fik vi ikke, for TV2 News valgte i stedet at gå over til almindelige nyheder før debatten var færdig.

God weekend herfra. :-)

Ingen kommentarer: