Her på årets sidste dag kan der ganske passende kigges tilbage på et spændende år, politisk betragtet. Vi fik et folketingsvalg, hvor Helle Thorning-Schmidt mistede sin statsministerpost efter en del uro blandt dem, der stemte rødt ved folketingsvalget i 2011. Hun afstod også formandsposten for Socialdemokraterne, som blev overtaget af Mette Frederiksen. Daværende finansminister Bjarne Corydon fik, kort før jul, nyt job i McKinsey-koncernen.
Liberal Alliance fik et rigtig godt valg, og det nye parti Alternativet - grundlagt af Uffe Elbæk - kom, trods alle kommentatorernes påståede dårlige odds, i Folketinget. En stor vælgerlussing til Venstre til trods, kunne Lars Løkke Rasmussen - formodentlig for sidste gang - indtage Statsministeriet.
Uroen ulmer i Venstre, for partiet har endog meget svært ved at finde en selvstændig tone. Alle ved, at en ren Venstre-regering lever på støttepartiernes nåde. Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance skal være enige med Venstre for at finde de 90 mandater - og det har siden valget været lidt af en udfordring.
Projekt Løkke er blevet en rigtig svær udfordring, og Jens Rohde skiftede som EU-parlamentariker Venstre ud med de Radikale, og han er tydeligvis ikke den eneste, som er utilfreds med Venstres nuværende profil.
Afstemningen om retsforbeholdet kom til at handle om alt andet end emnet. Intet nyt i at den evindelige diskussion om hvad vi egentlig vil med EU kommer op til overfladen igen. De stoiske anti-alting folk har fastholdt deres modstand mod EU lige siden vi faktisk trådte ind i unionen, dengang det hed det europæiske fællesmarked i 70'erne...
Det var den korte version af året der gik. :-)
Hvad der kommer til at ske i 2016 kan vi kun gisne om. Dansk Folkeparti har en del at genoprette efter boligstøttesagen kom til at fylde en del op til jul, og det bliver spændende at se om sagen preller af som vand på en gås, eller om folk også særligt vil huske, at Lars Løkke Rasmussen har givet køb på liberale værdier for at behage Dansk Folkeparti. Hans iver efter at kunne kalde sig statsminister er tydeligvis langt vigtigere end hvorvidt 'ægte' Venstre-dyder bliver til politik her i landet, og det kan være en meget farlig cocktail, for det giver en magtfuldkommenhed, som kan få folk til at gå på kompromis i et omfang, der tærer på kroppen.
Godt nytår til alle. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar