Den nuværende krise i forhold til pensionister, som rammes af boligstøtteproblematik er veldokumenteret. Den behøver jeg næppe sige ret meget om, andet end at Dansk Folkeparti, som bekendt, er kommet i strid modvind.
Da jeg i en konkret tråd kommenterede, at folk havde svigtet deres ansvar ved ikke at spare op når de røg ned på en indkomst under 150.000,-, var der en berettiget indvending om, at nogle ikke har haft samme mulighed for opsparing, hvilket er delvist korrekt. Delvist i den forstand at dén gruppe er ved at være ude af arbejdsmarkedet. De fleste har pensioner, som - ved siden af ATP - gør, at de bestemt ikke behøver lide nogen overlast ved at gå på pension.
Samtidig er det så også en rigtig god ide at spare op ved siden af de tvungne pensioner. Om det sker i form af en stor ejerbolig, som måske kan afhændes med en friværdi, eller en mere direkte pensionsopsparing afhænger af den individuelle situation. Det skal du selv finde en rådgiver, der kan fortælle dig mere om.
Man kunne så også, rent politisk betragtet, sige, at flere regeringer har udhulet folks lyst til at spare op, fordi man bagefter - enten på grund af dagpenge som rinder ud, eller andre hændelser - kan opleve, at man nærmest bliver 'straffet' hvis man har sparet lidt op på kistebunden.
Alt i alt må det dog anbefales, at planlægge sit otium. Det gør ikke noget at være forudseende.
God weekend til alle. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar