"Behøver man altid vælge den mest aggressive strategi?", tænker jeg...
Hvis du på forhånd ved, du ikke kan tåle, at tabe kampen, hvorfor så ikke hellere vælge forhandlingens vej, før man begynder at udfordre til en dyst, hvor man netop har en alvorlig risiko for at tabe - på forhånd?
Det er kun folk, der er ved at blive metaltrætte, som begår den slags fejl!
Det har så også givet ny næring til spekulationerne om en ny formand når Lars Løkke Rasmussen (måske snart) ikke længere er formand for Venstre. Næstformanden Kristian Jensen ville være et naturligt valg for mange, da man siden 1984 har valgt, at næstformanden træder i stedet for formanden, når denne forlader posten. Det blev jo Lille Lars' redning i sin tid, at han - uden modkandidater - kunne blive formand, da Anders Fogh Rasmussen skulle videre til NATO...
Andre har diskuteret Søren Gade som en naturlig mand på posten, fordi han evner de brede forlig, og har en del erhvervserfaring, der gør, at han hos mange har en fjer i hatten som en stærk person. Øvrige kandidater der diskuteres, er både Inger Støjberg og Søren Pind.
Jeg vil ikke skjule, at jeg finder Søren Pind sympatisk på så mange andre planer. Han er rigtig god i rollen som sherif, altså justitsminister, men er ikke nødvendigvis den rette som formand for partiet på nuværende tidspunkt.
Der er én ting, som irriterer Venstre - eller burde gøre det - og det er opfattelsen blandt mange, af at Liberal Alliance er en variation af Venstre Classic. Hvis man har læst bogen Claus Hjort - strategen bag det nye Venstre vil man vide, at Venstre HAR ændret meget for at lave en designer-variant, som rent faktisk tilpassede sig en folkestemning. Selvom man ofte hører venstrefolk sige, at "vi hæfter os ikke ved meningsmålinger", så var det netop dette, der lå til grund for gentænkningen af de politiske budskaber. Den har Liberal Alliance grebet med en vis succes, rent mandatmæssigt.
Søren Pind har udfordret Venstre mange gange på politiske nøgleideologier, og har sin fløj i partiet med sine sympatisører, men han vil nok have brug for, at hans børn bliver større før han skulle træde ind i rollen som frontfigur for partiet. Han er kun 46 (født 20/11-1969), så der er tid nok til at nå det, hvis han på et tidspunkt har eller får de ambitioner.
Til gengæld, og det vedstår jeg gerne, ser jeg Inger Støjberg som et langt mere autentisk forslag til posten. Hun kalder en spade for en spade, og hun vil også kunne tiltrække de folk som ellers ikke ville stemme for Venstre, fordi hun også tør give modstand til Dansk Folkeparti på de punkter hvor man falder helt uden for skiven.
Man har, for at sige det ligeud, brug for en stærk profil som tør sige tingene klart og tydeligt, og eftersom der vil være brug for fornyelse i Venstre vil der ikke være nogen vej udenom at sige tingene ligeud i den proces. Man kan ganske enkelt ikke bruge den ledelse, som har holdt sammen de seneste 15 år - siden Anders Fogh Rasmussen skabte sin første VKO-regering i 2001 - hvis man skal nytænke nogle af de ting, der p.t. tynger Venstre.
3-4 år i opposition kunne sagtens bruges på nyt design af Venstres partiprogram, og så vil Mette Frederiksen blive en "one term lady", præcis som Helle Thorning-Schmidt blev det, hvis Inger Støjberg skal op imod hende efter en kommende rød regering, som meningsmålingerne tyder på.
Nyd den sidste dag i påskeferien. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar