lørdag den 30. april 2011

Skal ledige arbejde for kontanthjælpen?

Hvis Berlingske citerer Helle Thorning Schmidt rigtigt, så er der ifølge artiklen "S: Ledige skal arbejde for kontanthjælp", udsigt til en masseaktivering. I dag forlyder det at folk over 30 først skal aktiveres efter 9 måneder på kontanthjælp - nogle kommuner er hurtigere.

Målet bør, uanset aktiveringshastigheden, være ordinært arbejde hurtigst muligt, og hvis der er folk der trænger til et velanrettet los i rumpetten for at komme i gang, så er det forståeligt at inddrage en straks-aktivering i et individuelt forløb for at motivere den enkelte til at komme i betalt arbejde.

Samtidig er det så også vigtigt at aktivering ikke bruges til at maskere et overforbrug i den offentlige sektor. Aktiverede vil være billigere end at ansætte lønnet arbejdskraft, og derfor er der en risiko for, at en sådan masseaktivering vil virke som løntrykkeri.

Det bliver spændende at høre indlægget i morgen, for der må uden tvivl være nuancer der ikke er kommet med i Berlingskes artikel. Det ville ikke ligne Socialdemokratiet, i traditionel og historisk perspektiv, at efterligne den stil som den nuværende regering med de to seneste beskæftigelsesministre har lagt for området.

Det må vi høre nærmere om. :-)

fredag den 29. april 2011

Status: Top 10 artikler her på bloggen

Der gøres i dag status over artiklerne her på bloggen for denne måned, og jeg oplister hermed de 10 bedste artikler der er udkommet her på bloggen i april:


  • Grænsekontrol for enhver pris - Dansk Folkeparti stiller nu dette krav, og det bliver spændende at se om regeringen IGEN bøjer sig for det dominerende støtteparti.

  • Racister i nyhedsgrupperne - en causering over hvorfor news:dk.politik er blevet mere eller mindre værdiløst til seriøse debatter, og en opmuntring til en bedre tone.

  • Rart at Putin tager stilling - i en tid hvor alle er enige om at bombningerne af Libyen er nødvendige er det opmuntrende at se, at Putin står fast.

  • Den gode tone i debatter er pist borte - også på Politiken er det lykkedes at omdanne kommentarer til det rene anarki. Så det er ikke kun i nyhedsgrupperne at folk har glemt Emma Gad...

  • Valgene vindes MELLEM valgene - en causering om det sørgelige i at mange kandidater først vågner til dåd med læserbreve når valgklokkerne er ved at kime. Hvorfor kandidaterne ikke starter deres kampagner tidligere er mig en gåde, og der tabes mange stemmer ved den forsinkede indsats.

  • Opløsning af foreninger - Islamisk Trossamfund fik på puklen efter Bilal Philips' besøg i Danmark. Men hvorfor alle de mange løfter om opløsning når der reelt ikke sker spor? I flere år var det rockerne, og farcen fortsætter, igen inspireret af benzin på bålet fra støttepartiet, Dansk Folkeparti.

  • Kun de ubrugelige vi smider ud? - sagen om Gus taler for sig selv, og Danmark udstilles som et samfund hvor retfærdighed og lighed for loven er pist væk. Når først Udlændingestyrelsen har talt, så er appeller knap det papir værd det er skrevet på.

  • Frigiv pensionsmidlerne - et forslag der hurtigt døde ud, så det var åbenbart knap så populært blandt folketingets partier.

  • Kørsel uden kørekort - det er sørgeligt at se hvor lidt respekt folk har for frakendelser, og det måtte inspirere til en artikel her på bloggen.

  • Flygtningepolitikken skal IKKE strammes yderligere - Danmark har vist strammet rigeligt i nyere tid, og det causeres der om her i artiklen.



God weekend til alle. :-)

onsdag den 27. april 2011

Grænsekontrol for enhver pris

Grænsekontrol for enhver pris er et velkendt fænomen når det gælder Dansk Folkepartis signalpolitik. Mindre kendt er hvilke omkostninger der er forbundet med en sådan grænsekontrol - medmindre Dansk Folkeparti har de fornødne frivillige til at kontrollere alle overgange. Dem er der rigtig mange af!

Når det gælder påstanden om kriminalitet, så er det forbavsende at se hvor lidt talent Peter Skaarup har i dagens interview. De mest kriminelle er nemlig slet ikke dem som snuppes, men alle dem som slipper fri.

I et kontrolsamfund som det danske går systemet gerne efter den lille mand som laver en trykfejl i sin indtastning, men når selskaber tømmer pengene ud af landet helt uden at betale skat her i landet, så lukker man øjnene.

Den grænseoverskridende kriminalitet løses ikke ved grænsekontrol, men ved at give politiet langt bedre vilkår end det der blev givet under Politireformen. Det ville sende nye signaler, men så skulle Dansk Folkeparti (sammen med Venstre og de Konservative) først erkende, at politireformen var en fejl.

Dét vil de næppe gøre, for det er nemmere at kaste skylden på en grænsekontrol...

Racister i nyhedsgrupperne

Hvis du virkelig vil have dig en dosis dårlig karma, så kan du kaste et blik på news:dk.politik. I den nyhedsgruppe er der rigtig mange som, mere eller mindre anonymt, skal have afløb for deres racistiske udfald - og de er blevet ved med at skrive i flere år.

Når den ene er mere rabiat end den næste så er der virkelig ikke meget fornuft at høste ved at deltage i debatter dér.

Et eksperiment med nyhedsgruppen dk.politik
Jeg har eksperimenteret med at lave et opslag med en artikel derinde for at se om kilden kan bruges til at skaffe flere kommentarer her på bloggen, men dét projekt er nu opgivet, for læserne ville næppe synes om at læse den slags udgydelser i kommentarerne her på bloggen.

Hvad der forbavser mig allermest er, at selvom de fleste nyhedsgruppe-brugere stensikkert skriver hurtigt, fordi de jo sandsynligvis har længere tids erfaring med brugen af en computer, så er der tale om mange timers debat. Det tager jo både tid at læse og skrive - og det kunne være sjovt at se statistikker for hvor mange der egentlig efterhånden skriver på i hvert fald den nyhedsgruppe.

Nyhedsgrupper grundlæggende en god ide
Misforstå mig endelig ikke. Nyhedsgrupper er en super ide. Grundlæggende er der mulighed for at DELE interesser med hinanden. Det sociale element er glimrende i den forstand at selv nicher kan samle folk på tværs af landet uden geografisk begrænsning.

Men der er én ting der mangler når jeg hører de nostalgiske bemærkninger om det hedengangne Fidonet, for når vore gode venner i det franske har beskrevet det system var der en sortering mellem god og dårlig adfærd.

Du kan nemlig sagtens skrive et kritisk indlæg uden perfiditeter over for dine meddebattører. Den slags kræver naturligvis selvdisciplin. Mon ikke det er på tide, at anerkende, at vi slet ikke har brug for folk der ikke evner at diskutere seriøst?

Lad dog de folk som mæsker sig i negativitet leve med det selv. Den slags kan sende en e-mail til sig selv, frem for at sprede deres had så det til sidst ødelægger en hel nyhedsgruppe.

Danske nyhedsgruppers bortgang
I sidste ende vil de danske nyhedsgrupper blive noget som kun ganske få bruger. Det ses allerede fordi dem med seriøse budskaber vælger andre medier, herunder blogs. Det er trættende at tråde udvikler sig til harcelleringer i stil med "du-er-dum" når det i stedet var muligt at få en god, og seriøs debat, som det rent faktisk ses på udenlandske nyhedsgrupper.

Så hvis du som ny bruger på internettet ikke kender det store til nyhedsgrupper, så fortvivl ikke. Jeg frigiver snart en opdateret mini-rapport på en af mine andre blogs som netop vil fokusere på mulighederne for at bruge nyhedsgrupper på en bedre måde. Så kunne udviklingen måske vendes, men jeg tvivler.

tirsdag den 26. april 2011

Rart at Putin tager stilling

I stedet for de sædvanlige høflighedsbesøg fra verdens ledere er det rart at se, at Putin tager stilling til emnet Libyen. Hvorfor skulle Lars Løkke Rasmussen kunne løbe på frihjul i forhold til kritik når der nu endelig er flere elementer i måden vi gik i krig på som ikke er spor gennemtænkte.

Du skal ikke have læst ret meget om arabisk tankegang før det vil gå op for dig, at krigen mod Gadaffi er en helt anden krig end det vi præsenteres for i de etablerede medier. Ikke fordi jeg på nogen måde vil anbefale konspirationsteorier, men er det ikke en smule påfaldende, at USA mest af alt brokker sig over Gadaffi ikke bare klapper hælene i, og adlyder?

Der er mange ting der slet ikke er overvejet, herunder hvad det egentlig er for nogle mennesker der udgør oprørsbevægelsen.

Forestil jer lige, at vi først bagefter opdager, at vi begik en fejl...

Ikke nogen sjov tanke, vel? Derfor er det også vigtigt at vi tænker mere langsigtet næste gang vi går ind i internationale operationer. Så derfor fortjener det stor ros, at Putin tager stilling - og tør give udtryk for sin holdning.

mandag den 25. april 2011

Den gode tone i debatter er pist borte

Den gode tone i debatter er pist borte. Det kan du ved selvsyn se ved nogle af de perfide bemærkninger der rundkastes i kommentarer til en artikel for nylig på Politiken Online som kan læses herfra: http://blog.politiken.dk/lunde/2011/04/24/lær-spin-af-hans-christian-schmidt/.

Jeg er forbavset over, at Politiken ikke prioriterer kommentar-redigering højere. Visse menneskers formuleringsevner rækker tydeligvis ikke til seriøs debat. Tilsvining af folk, og ofte anonyme eller fake navne, er med til at underminere den debat, der ellers ville være positiv for landet.

Jeg skal ikke kunne sige hvornår denne tendens egentlig startede, men i hvert fald kan det konstateres, at den gode tone i debatter er pist borte.

Jeg har intet imod en skarp tunge. Denne er ofte nødvendig, men når tilsviningerne går på gratis middage eller udtryk som "bestikkelses-middage", så står jeg altså af. Den slags udtryk er mere sigende om debattøren selv, og burde redigeres væk af en saglig redaktion.

Medmindre at det naturligvis er et mål i sig selv at få skabt så meget røre i vandene at blokkene selv laver selvmålene ud fra det ringe sprog hvormed folk diskuterer med hinanden.

Jeg håber selv, at de faste læsere her på bloggen anerkender, at nok er tonen skarp når det er nødvendigt, men direkte injurierende og nedladende sprog er absolut noget vi allesammen helst er fri for.

Hvad er din holdning til, at den gode tone i debatter er pist borte? Skriv gerne en kommentar, hvis du vil være med til at diskutere emnet.

På forhånd tak for din deltagelse, og fortsat god Påske. :-)

tirsdag den 19. april 2011

Valgene vindes MELLEM valgene

Det gør mig altid en smule skuffet at se hvorledes folketingskandidater først nu vågner til dåd. Det er først nu de "gider" skrive læserbreve, for nu fornemmer de, at der er et folketingsvalg på vej.

De har fuldkommen misforstået hvordan politik skal LEVES. Der skal skrives læserbreve hele året - også efter valget, også selvom du er valgt. Det nytter ikke noget at politik behandles som et deltidsjob.

Det er netop manglende fremmøde til byråd, regionsrådsmøder og i Folketinget som giver politikerlede. Folk er TRÆTTE af politikere som ikke tager opgaven alvorligt.

Så kan folketingspolitikere altid undskylde sig med møder i kredsen, besøg på virksomheder osv. Men den holder jo ikke, for alle kan jo tydeligt kende forskel på om en politiker er synlig lokal (i sin egen kreds), eller om vedkommende pjækker fra sin opgave.

Dagens opsang er derfor: tag opgaven seriøst, og tag det alvorligt. Hvis du vil have borgernes tillid må du gøre en indsats. Det starter i det små, men enhver god gerning der gentages akkumuleres til gode resultater. Husk det - også efter et valg.

God Påske til alle. :-)

søndag den 17. april 2011

Opløsning af foreninger

Når det gælder opløsning af foreninger har politikerne svinget med sablen i flere årtier. Først skulle rockerne opløses, og senest er debatten blusset op i forhold til imamen Bilal Philips' besøg i forbindelse med Islamisk Trossamfund, hvor DF nu i en pressemeddelelse foreslår foreningen opløst.

Det er utroligt som de debatter starter så voldsomt, og så alligevel ebber ud. I et valgår kunne det mistænkes, at Dansk Folkeparti forsøger at slå plat på en folkestemning. Desuagtet at foredragsholderen står for nogle ubehagelige holdninger, så har de fleste historikere netop advaret mod at undertrykke de meninger vi ikke deler.

Vi ender snart som smagsdommere frem for at tage debatten spot on. Ingen ønsker sharia-lovgivning her i landet. Den fysiske afstraffelse af kvinder der flygter fra voldelige ægtemænd er forfærdelig set med vestlige øjne hvor vi anerkender, at kvinder naturligvis BØR have ret til at forlade en voldelig ægtemand. Det samme gælder i forhold til "almindelige" straffelovsovertrædelser. Vi ville nok få en del færre pædagoger i sociale omsorgsinstitutioner hvis sharia blev indført her i landet, for så ville vi da få konsekvens på en helt ny måde.

Ganske forkastelig set med vore øjne.

Udgangspunktet for idømmelse af straf er ganske enkelt anderledes her i landet, og det er næppe nogen overraskelse, at et flertal her i landet mener, at hvis lugten her i bageriet (læs: stemningen her i landet) er så ubehagelig, så er enhver da velkommen til at søge sin velsignede opfattelse af et "fair" samfund ved at emigrere til et andet land.

Men når det gælder forbud gemmer politikerne bag eksperterne. Flere har, historisk set, påpeget, at et forbud fører til en martyr-rolle, som vi muligvis ikke ønsker i forhold til at den slags får lov til at trives som "undergrunds-foreninger". Den slags så vi da nazistpartiet blev forbudt. Det voksede som en forbudt forening fordi visse individer søgte at gøre oprør på deres måde.

Generelt kan det siges meget tydeligt: vi bør fortælle nye generationer at vi har nogle gode og sunde værdier, der ligger til grund for den danske civilisation. Disse grundpiller udgør bl.a. grundlaget for Grundloven m.v. Lad dog frihedens ånd være så forfriskende, at ingen gider lytte til den slags meningsundertrykkende holdninger som denne Bilal Philips står for.

Det vil være at lade lyset skinne så voldsomt, at mørket forkastes...

lørdag den 16. april 2011

De Radikale spiller højt spil

Når de Radikale, med sædvanlig elegance, flirter med regeringen i forhold til 2020-planen, så er der ingen tvivl om hvorfor nogle partier trives i meningsmålingerne mens andre har det skidt. Liberal Alliance høster bonus for den drejning V og K har taget i retning af Dansk Folkeparti, og Socialdemokraterne og SF høster stemmer for at vise en KURS.

Folk vil have forandring og nye holdning - ikke bare gammel vin på nye flasker.

Margrethe Vestager vil gerne arbejde for sin politik, og det kan vi andre jo kun respektere. Men at hun endda muligvis vil gå så langt som at stemme for regeringens politik fordi hun gerne vil af med efterlønnen, er himmelråbende vanvittigt.

Jeg mener afgjort vi ser nødvendigheden af at befolkningen bliver hørt. De vil stensikkert sætte krydset som fortjent, og det kan blive en hård dom for visse partier. De Konservative og Radikale kan imødese en hård kamp for at komme over spærregrænsen med den slingrekurs vi har set de seneste år.

Men det må et folketingsvalg vise. Jeg stoler på den danske befolkning denne gang vil erkende sandheden i at vi får de politikere vi fortjener hvis vi stemmer forkert ved det kommende valg.

mandag den 11. april 2011

Kun de ubrugelige vi smider ud?

Når vi hører regeringen tale om flygtninge og invandrere, så roser støttepartiet jo ofte den stramme udlændingelovgivning for at sikre, at vi ikke har under-uddannede mennesker på overførselsindkomst...

Men forholder det sig mon sådan?

Læs sagen om Gus hvis du gerne vil se hvem der senest (5. april 2011) har fået et los i rumpetten.

En veluddannet mand som nu er på vej ud af landet fordi han i en kort periode på 3 måneder fik starthjælp, som han endda har betalt tilbage. Fordi offentlige myndigheder ikke snakker sammen, var der ingen der tog dette i betragtning under hans appel af udsmidningen...

Jeg savner ord der på passende vis kan beskrive hvor frustrerende det er, at den slags får lov til at fortsætte. Søren Pind må have meget røde kinder.

Frigiv pensionsmidlerne

Jeg er enig med Torsten Schack Pedersen (valgt for Venstre i Thisted), der på dagens TV2 News opmuntrer til frigivelse af pensionsmidlerne. Det er så ganske rigtigt at pointere, at friheden til at vælge er trådt under fode hvis man tilfældigvis er under en overenskomst hvor der på forhånd er defineret en bestemt pensionsadministrator.

Gruppeliv er enkelte steder så dyrt, at du selv kan skaffe en billigere forsikring ved at bruge det forsikringsselskab du i forvejen har til indbo-, bil- og ulykkesforsikringer. Hvorfor skal vi betale det dobbelte for en fællesordning når det er muligt at få en bedre løsning til en mindre pris?

Hvis pensionsadministratorerne fik fri konkurrence var der slet ikke noget at diskutere. Så kunne enhver frit vælge...

I en tid hvor vi bruger NemKonto til at definere hvor selve lønnen skal hen, så var der næppe nogen arbejdsgiver der havde noget problem med en Pensions-NemKonto som så bare var modtagende kontonummer som derefter var tilknyttet det pensionsselskab som den ansatte selv havde valgt.

fredag den 8. april 2011

Kørsel uden kørekort

Det er forbavsende at høre, at politiet i snit fanger 17 pr. dag som kører uden kørekort. Hvorfor i alverden der er så ringe respekt for færdsel i biler som tilfældet er, er mig noget af en gåde.

Diskussionen handler ikke om det skal straffes med bøde eller fængsel. Det burde handle om, at genfinde etikken. Når en person mister sit kørekort fortabes retten til at føre en bil. Så enkelt kan det siges.

Når en person ikke har ret til at køre selv, må der vælges mellem at gå, cykle, tage bussen eller toget. Det burde være såre elementært at forstå.

Når folk bevidst vælger at trodse frakendelsen af kørekortet bør det have konsekvenser. Ikke bare hvis der sker ulykker, men også fordi folk dels forbryder sig mod den tillid forsikringsselskaberne udviser ved at forsikre køretøjet (som evt. står i en andens navn), men også fordi det ganske enkelt bare ikke er i orden.

En frakendelse er nu engang en frakendelse - og pladerne burde ryge af bilen straks. Så starter den første gåtur hvor vedkommende kan tænke lidt over sin forbrydelse. Hvad der efterfølgende skal ske bør afhænge af hvad Rådet for Sikker Trafik anbefaler. Mon ikke de har et par ideer?

God weekend til alle. :-)

torsdag den 7. april 2011

Top 10 indlæg i 1. kvartal 2011

Nedenfor er en oversigt over de bedste indlæg fra første kvartal i år. En lille opdatering, der samtidig kan tjene til at danne sig et overblik for hvert kvartal i dansk politik.

Januar måned

- Tøger Seidenfaden - et ikon i det politiske billede
- Jægerbogen - spændende sag
- Hizbut Tahrir - når had får LOV til at blomstre
- Bagom krisen hos de Konservative
- Før der pilles ved efterlønnen

Februar måned

- Politik som facitliste?
- Politik er og bliver et beskidt håndværk
- Fjern bureaukratiet

Marts måned

- Skattely - årtiers akilleshæl
- Nu rabler det for Pia

Flygtningepolitikken skal IKKE strammes yderligere!

Kan nogen efterhånden tage Krarup og Langballe fra Dansk Folkeparti alvorligt? Når ord som "passivt forrædderi" fyger gennem luften i artiklen http://jp.dk/indland/indland_politik/article2394113.ece så er det på tide at råbe vagt i gevær!

Det nytter ikke noget, at Dansk Folkeparti skal sælge nogle billetter ved det kommende valg ved endnu engang at komme med deres harcellering mod flygtninge og indvandrere. Nogen MÅ råbe op, og mane til eftertanke, for ellers løber det hele altså snart af sporet.

Vi oplever gentagne gange hvor problemer er oppe at vende i debatten. Det gælder både ghetto-debatten, men så sandelig også forskellen mellem assimilering og integration.

Hvad blev der af den simple konstatering af at vi alle er forskellige, og at vi bør møde hinanden på halvvejen?

Det kalder folkepartister for at gå på kompromis...

Alene fordi deres had for længst har gjort dem immune over for sund fornuft. Vi får aldrig en integration der fungerer så længe det er vores udgangspunkt for integrationen. Dét er værd at huske.

tirsdag den 5. april 2011

2 år med Løkke som statsminister

I dag kan vi alle gøre status over 2 år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Der er ganske lille kontrast fra tiden med Anders Fogh Rasmussen i den forstand, at vi allerede dengang havde en parlamentarisk situation hvor alt skulle cleares med Dansk Folkeparti.

Men der er væsentlige punkter som klart adskiller sig fra Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister, og det gælder i særdeleshed det team af ministre som statsministeren har i dag. En transportminister som ikke forstår hvorfor trafikken ikke kører imens bilerne, busserne, cyklisterne og alle andre rutschede rundt i en hård vinter. En beskæftigelsesminister som driver samme indpisknings-"motivation" som Claus Hjort gjorde mens han havde posten - og en finansminister som i øvrigt videreførte den samme skolemester-stil som Lars Løkke Rasmussen også selv brugte mens han var finansminister. En Bertel som bliver, mildt sagt, vred når han får spørgsmål han ikke ønsker at svare på.... Og listen kunne være meget længere. Men den er deprimerende, og derfor ikke værd at beskæftige sig med.

Et andet væsentligt punkt er moralen og etikken i det politiske. Nu skal selvforskyldte sygdomme dækkes af forsikringer, og definitionen er knivskarp, for nu har politikerne - med ekko fra historien - opfundet super-mennesket. Idealbilledet som helst skal være en tændstik, og pokkers om ikke også sportsskader kom ind i billedet her.

Overvægtige mennesker skal træne for at komme ned i vægt, og i sådan en træning kan der ske skader...

Den manglende skelnen mellem fornuft og populisme gør at meldingerne er ved at blive mere sindssyge for hver dag der går.

2 års jubilæum må være i Løkke-hjemmet, for vi andre kalder det et mareridt som indtil videre har været i 730 dage... ;-)

Respekt i trafikken

Jeg er fuldkommen enig med buschaufføren i artiklen "Buschauffør frygter dødsulykke", der fremhæver hvor lidt respekt nogle pendlere har for bakkende busser.

Jeg tror misforståelsen bunder i at mange fejlagtigt tror der er samme udsyn bagud fra buschaufførens plads som i en bil. Det er der ikke. Spejlet i midten er til at holde øje med udstigende passagerer - og det er alene sidespejlene som giver udsigt bagud fra chaufførens plads.

Tag hensyn til deres arbejdsmiljø ved at undgå at gå bagom bussen på den slags holdepladser. Det koster kun ganske få ekstra skridt at gå en anden vej - og således undgås dårlige vaner, som frister andres børn til at krydse farligt område.

Det samme gælder det røde lys ved lokalbanernes bomme. Folk kører straks efter bommene løftes mens der stadig lyser rødt. Hvordan folk nogensinde har erhvervet sig et kørekort, hvis de ikke kender betydningen af rødt lys er mig en gåde.

Lad os være enig om det ikke burde være nødvendigt at gøre opmærksom på, at gensidigt hensyn er den korteste vej til at undgå ulykker. Det er vel ikke nødvendigt at lovgive og lave kampagner om de ting, som burde være en selvfølge, vel? :-)

mandag den 4. april 2011

Milliardindgreb over for handicappede

Det er tankevækkende at høre debatten i forhold til de handicappede [som du kan læse på Politiken Online her: http://politiken.dk/indland/ECE1244027/milliardindgreb-mod-handikappede/], for hvor er muligheden for erstatning for dem som er født før den patientforsikring der kendes efter 1992? For dem der, ligesom min hustru, f.eks. er født i 1978 er der kun civil søgsmål for at hente erstatning. Når fødselspapirer fra det nu lukkede Sæby sygehus er forsvundet, så er der ikke meget at gå til en advokat med, vel?

Alligevel skal den gruppe nu lægges for had i seneste jagt på billige pressepoints... Det lyder sg* lidt for vanvittigt, og jeg troede sørme aprilsnaren nu gik fra 1. april hele vejen til Påske...

Endnu mere vanvittigt bliver det hele når vi samtidig kan læse, at Mogens Lykketoft og Lars Løkke nu er enige om, at ville beskytte Gaddafi i eksil. [Det kan du ligeledes læse om på Politiken Online her: http://politiken.dk/politik/ECE1244028/loekke--og-gaddafi--splitter-s-og-sf/]

Hvordan kan det være i orden at angribe en gruppe mennesker som ikke selv kan gøre for det med sparekrav, og så bagefter vil gøre sig selv til talsmænd for at beskytte en krigsforbryder, psykopat og diktator som Gaddafi?

Jeg er målløs over den måde politikerne forvalter deres "talenter." Som Holberg sagde er det ikke enhver Vorherre giver et embede, som Han nødvendigvis giver intelligens. Det er ved at blive ALT for tydeligt i dansk politik...