tirsdag den 30. maj 2017

Hærværk på den lille havfrue

Billedkilde: VisitCopenhagen
Det er sørgeligt at vågne op til nyheden om, at nogen har vandaliseret den lille havfrue med rød maling. Bevares, jeg ved godt, at det er sket før, men er vi virkelig ikke kommet videre?


Den lille havfrue er en turistattraktion - et kunstværk, som tusindvis af turister tager hertil for at se. Man kunne i forvejen høre stor furore da man talte om, at udlåne hende til udstilling i udlandet, og mon ikke vi alle - uanset politisk ståsted - kan være enige om, at der er en kæmpe forskel mellem at ville sætte fokus på dyrevelfærd og så hærværk?

Det er ikke ytringsfrihed, når man beskæmmer en turistattraktion!

Man har i forvejen regler for ødelæggelse af offentlig ejendom, og da vi i forvejen kender særlove på andre områder, fristes man næsten også til at indskærpe, at ALLE turistattraktioner bør være fredet territorium med en straksdom til følge...

Når et værtshusslagsmål kan give en straksdom, kunne man egentlig også få en straksdom ved hærværk som det vi kan se med den lille havfrue.

Jeg er stor tilhænger af dyrevelfærd, men jeg kan ikke se, at vi løser spor ved at tro, at den ene uretfærdighed skulle retfærdiggøre en anden handling. Det kan være til stor skade for vores turisterhverv hvis den slags spreder sig, og er et kæmpe selvmål fra den/de, som har begået dette hærværk.

Vi BURDE, som civiliserede mennesker, kunne debattere uden at blive fysiske. Det handler hverken om at have den største kølle eller at kunne råbe højest for at være en god debattør. Tværtimod handler det om, at have sproget i sin magt, og gøre sin indflydelse gældende med de demokratiske værktøjer, vores samfund tilbyder os alle.

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: