søndag den 5. maj 2019

Simon Simonsens ubehagelig angreb på Roskildes borgmester Joy Mogensen er bare ikke i orden!

Det er simpelthen så dårlig opførsel, når den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen foretager et personangreb på Roskildes borgmester Joy Mogensen i forhold til hendes valg om at blive solomor via donorsæd. Det hører ganske enkelt ingen steder hjemme i det 21. århundrede med den slags antikverede holdninger!


Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor nogle folketingskandidater tror, at de kan opbygge et stemmetal via hadbudskaber. Det er da så gammeldags og mandschauvinistisk at have en holdning til hvilke valg, en kvinde træffer med sin egen krop. Det bliver så kun endnu mindre acceptabelt, når han i denne proces tilsviner en partikollega, og man forstår godt, at kredsen vil genoverveje om de kan støtte denne Simon Simonsen som kandidat i deres kreds.

At man så bagefter præsenterer et tudefjæs, og forsøger at gøre det til en debat om solomoderskab generelt er jo så blot endnu et bevis på, at Simon ikke er mand nok til både at erkende, men sandelig også offentligt undskylde sin fejl.

Der er IKKE brug for flere intolerante mennesker i folketinget. Tværtimod, faktisk!

Det er klart, at folk må have de holdninger til landets lovgivning, de nu engang har, men at bruge dette i en personlig jagt på stemmer ved at tiltrække ligesindede med samme intolerante syn på kvinder taler vist sit eget tydelige sprog. Det er så uacceptabelt, at det skriger til himlen.

Nu til dags er det altså ikke KUN 'kernefamilien', der er det eneste saliggørende, og i weekenden talte jeg med en kammerat, som var på besøg fra Roskilde, og vi var begge enige om, at Joy Mogensen garanteret bliver en rigtig GOD mor. :-)

Jeg håber alle stemmeberettigede borgere i dette land vil huske de udtalelser deres kandidater er kommet med mellem valgene. Din stemme er vigtigere end at blive brugt til hadkampagner mod andre mennesker. Politik bør handle om, at skabe positive løsninger til gavn for alle - ikke at forsøge at styre landet ud fra egne fordomme om anderledes valg, andre træffer.

Fortsat god aften herfra til alle bloggens læsere.

Ingen kommentarer: