Frigørelsen af samfundet for fossile brændsler vil være gavnligt for miljøet. Det er indiskutabelt, at der må og skal gøres noget - og nu hvor teknikken gør det muligt, er det på tide, at vi tager emnet alvorligt.
Har du nogensinde tænkt på, at det også vil gavne mere end blot miljøet?
Talrige krige, og store økonomiske interesser, er afhængig af indtægter fra olien. Det er et af de områder, vi sjældent diskuterer, fordi der er en konspirationsteori omkring olien og pengene der kommer fra dette område.
Dog må vi samtidig erkende, at der er store økonomiske interesser, som pt har indflydelse på det politiske system via bidrag til partikasserne. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Der er stærke kræfter, der helst ikke vil have denne grønne omstilling, men kan vi leve med, at særinteresser står over hensynet til vores fælles overlevelse?
Der er så mange lavthængende frugter, herunder især hvad angår busser og taxaer. Hvor man i dag tænker, at det vil se vanvittigt ud, hvis man skulle have elstandere rundt omkring, så har vi alle en frokostpause undervejs i en vagt, og med ændret batteriteknologi bliver opladningen hurtigere efterhånden som årene går.
Vi hører alle, at man ikke kan køre til Skagen fra København uden at lade op undervejs. Alle har hørt denne fordom. Holder den vand? Hvor mange kører til Skagen i et stræk? Næppe ret mange, er mit gæt. Vi kender alle til turen på vej til ferie. Vi holder ind for at tanke eller for at tisse undervejs. Mange af os bliver også sultne undervejs, og kunne vi så ikke nå, at lade op på den halve time en frokost tager?
Der ER muligheder, hvis vi gider tænke i nye baner. Selvom det kræver en smule planlægning, så må vi samtidig konstatere, at hvis ikke vi gør noget, så vil vi drukne når polarisen er smeltet helt. Længere er den bare ikke!
Derfor er min anbefaling her på bloggen, at vi husker, at miljø ikke kun er vigtig at få med i skåltaler og andre festlige lejligheder. Vi MÅ og SKAL tage emnet seriøst nok til, at vi tør give slip på vanetænkningen.
Der vil være biler, som ender med at blive værdiløse undervejs i denne omstilling. Sådan er livet. Hvis man i dag foreslog, at vi bevarede brændeovne fordi man ikke ville skifte til naturgas eller fjernvarme, så ville man bruge ord som 'antikveret tankegang' eller måske endda 'egoisme på bekostning af naboernes næser', for vi ved godt, at en stor del af dem med brændeovne ikke køber miljøbriketter, men måske ligefrem afbrænder affaldstræ m.v.
Miljøet er vigtigt. Konsekvenserne hvis vi ikke gør noget er ikke til at leve med, så hvordan skulle vi kunne have tillid til politikerne, hvis ikke de vil tage emnet alvorligt?
God dag til alle bloggens læsere.
2 kommentarer:
Altså: Regeringen vil gøre Danmark fossilfri pr 2050, Oppositionen per 2045 - grøn, grønnere, grønnest.
Desværre fortæller ingen HVORDAN. Ingen politikere har så vidt jeg ved offentliggjort en overordnet plan, og ingen journalist har turdet spørge ind til det.
Hvorfor? En konspirations-fanatiker (selvfølgelig ikke mig?) forestiller sig to muligheder:
1: Ingen har den fjerneste ide om hvordan
2: Plan er beskrevet, men omkostningerne er så uhyrlige, at ingen tør fortælle om dem
Jeg vil sådan set gerne lade mig overbevise, hvis nogle kan
Christian@neven.dk
Hej Christian
Først og fremmest tak for din kommentar. :-)
Jeg er enig i dine betragtninger, og nogle gange kan konspirationsteorier såmænd ikke skade, for i det vakuum, der opstår, når en regering ikke opsætter *klare* delmål kan man ikke fortænkes i at tro, at 2045/2050 begge er bortforklaringer.
Det er nemt at sætte mål tre årtier frem i tiden. Til den tid kan ingen huske løfterne.
Derimod må og skal der ske noget, også selvom partierne må frigøre sig fra tilskud, når disse holder op med at lande i partikasserne den dag, politikerne virkelig tager fat.
Fortsat god dag herfra.
// Henrik
Send en kommentar