Når det gælder integrationsdebatten, så er der én elefant ingen kan tale anstændigt om, og det er hvorfor det er blevet mainstream, at tale så grimt om andre mennesker, som det er sket de seneste mange år? Poul Nyrup Rasmussen sagde de berømte ord: "Stuerene - det bliver I aldrig!" om retorikken fra Dansk Folkeparti.
Det mest overraskende er, at det er flertallet af de øvrige partier, der har skiftet retorik, og derved er det 'mainstream', der har rykket sig...
Når man vælger populismen, er der ting mange overser. En af disse ting er, at de som islamkritikere rent faktisk går Daesh' ærinde. De ønsker en konflikt, fordi hadet, der er forbundet med denne måde at se muslimer på, kan bruges som alibi for rekruttering og militarisering af nye medlemmer. Det har man prøvet at fortælle populisterne flere gange, og alligevel citeres ønskes om 'en fast og fair udlændingepolitik' uden nogensinde, at vurdere validiteten af risikoen for at eskalere konflikterne.
Integration handler om mennesker, og det burde handle om positiv dialog. Det er lidt som når man har familiemedlemmer, der er medlemmer i en sekt. Du opnår intet ved at sige, de er medlemmer af en sekt. Du opnår i det mindste, at så en smule tvivl, hvis du fremhæver fx skriftsteder, som modsiger den ideologi vedkommende abonnerer på - hvis du overhovedet gider prøve at tage diskussionen.
Alligevel tror alt for mange, at had og mistænkeliggørelse skulle fungere, fordi det nu handler om muslimer. Prøv at erstatte ordet 'muslimer' med 'jøder'. Så føler populisterne sig først rigtig provokeret, for nu antyder du jo, at de er nazister...
Nuvel, hvis et dyr går som en and, lyder som en and, og ligner en and, så må man vel for pokker godt kalde dyret for en and, eller hur?
Der er noget alvorligt galt med tonen i dansk politik, når anstændige mennesker ikke kan vække dem, som for længst er lullet i søvn til den kritiske tone. Det kan der rettes op på ved det kommende valg. Valget er dit, kære læser.
Rigtig god dag herfra til alle bloggens læsere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar