mandag den 20. maj 2019

Valgkommentar 9: Partiernes formkurver

Man kunne godt isolere en analyse til hvert enkelt parti, men det giver ikke rigtig mening, for det ender alt for tit i analyser på den korte bane. Det vigtige er det indtryk folk har af dels stabiliteten, men også troværdigheden i det budskab et parti har. Man skal nemlig som vælger huske, at vi her i landet kun får lov at stemme hvert fjerde år - og mellem valgene kan politikerne forvalte mandatet helt som de lyster uden vi kan gøre spor ved det.

Det ville være noget ganske andet, hvis man kunne gå i retten, når valgløfter brydes. Det kan vi bare ikke, så vi må kunne stole på, at det en politiker siger før et valg også er det, han eller hun gør efter valget er overstået.

I lyset af den seneste udvikling vil jeg - i respekt for partierne i den røde lejr - dele dem op i både en rød og en grøn lejr, så vi samlet set får tre grupper:
  • Den blå gruppe
  • Den røde gruppe
  • Den grønne gruppe

Nogle vil diskutere opdelingen, og dem om det. Det er en dybt subjektiv vurdering, at man ikke kan tale seriøst om en samlet rød blok al den stund, der ER partier i oppositionen som stemmer med regeringen i størstedelen af tiden, selv på områder hvor de PÅSTÅR, at de er uenige. :-)

Den blå gruppe
Til den blå lejr må vi regne regeringen og støttepartiet, Dansk Folkeparti. Der er således et trekløver bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Den første morsomhed, der springer en observatør i øjnene er, at Venstre nu kaldes "Venstre - Danmarks liberale parti" når en taler fra partiet går på talerstolen. Det virker som lidt af en provokation mod Liberal Alliance - og det tror jeg nok godt man kunne arbejde lidt med mellem de tre partier. De har en tendens til at ville slås indbyrdes, og den vågne kommentator ville have anført, at det nok især skyldes, at alle tre partier føler sig som løver i et bur. De skal alle vogte sig for, at genere støttepartiet, Dansk Folkeparti, og derfor opstår konflikterne mellem de tre fordi deres politiske råderum begrænses af dette hensyn...

Den røde gruppe
Traditionelt ville man have nævnt SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale sammen med Socialdemokraterne - men Socialdemokratiet har selv valgt at stå alene, og det gør de derfor også i denne valgkommentar...

Socialdemokraterne er udfordrede. Dels udfordrede fordi de har valgt at gå sologang over mod den blå gruppe på udlændinge- og integrationspolitikken, men også på den økonomiske politik er der en kæmpe forandring, som faktisk blev startet da Helle Thorning-Schmidt i sit regeringsgrundlag bekendtgjorde, at man i al væsentlighed videreførte den tidligere regerings økonomiske politik.

Det giver et troværdighedsproblem i den måde de OPFATTES på af den enkelte vælger, og det har man ikke italesat klart nok. Det nytter ikke noget, at man skal være blandt de veluddannede og bruge lang tid på politisk og økonomisk nørderi for at forstå budskaberne. Rent kommunikationsteknisk er det en kæmpe fiasko, og det kan koste vælgere.

Man må ikke glemme, at den nuværende formand - Mette Frederiksen - tidligere har nydt endog meget stor respekt fra den almindelige arbejder lige siden hun brød i tårer da Mogens Lykketoft nedlagde sit hverv som formand for partiet. Hun har altid virket som en socialt engageret person, og hendes barske stil som både beskæftigelses- og senere justitsminister under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode har ændret en hel del ved dette billede.

Den grønne gruppe
Når man så kigger på de sidste partier, så er SF og Enhedslisten meget direkte i deres støtte til Mette Frederiksen som statsminister. De bruger argumentet om, at ellers får Lars Løkke Rasmussen lov til at fortsætte som alibi - og så bruger man godt nok udtrykket 'krav' til en kommende statsminister, men jeg tvivler på, at den menige vælger tror på partiernes forklaring. Enhedslisten gik for længe siden ud og pegede på Pernille Skipper som statsminister, men efter en del kritik, er denne melding blevet nedtonet en hel del...

Både Alternativet og Radikale er mere tydelige i at stille krav før de peger på Mette Frederiksen som statsminister, og det har de fået en del smæk for. Radikale er især blevet beskyldt for, at det skulle være fordi de ikke længere er tungen på vægtskålen, at de skærper retorikken, men her tager kommentatorerne alvorligt fejl. Der ER bare en grænse for, hvad man vil finde sig i, og derfor har Morten Østergaard ved flere lejligheder talt klart og tydeligt om at få en ny politik - faktisk så tydeligt, at Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne har været endog meget klar i spyttet...

Det ligger i DNAet hos de Radikale, at politik handler om mennesker. Man kan ikke vedtage politik ud fra statistik alene. Man skal tage en helhedsvurdering, før man kan træffe de rigtige valg.

En sløv opposition uden en fælles strategi
Der er to ting som karakteriserer oppositionen lige nu. For det første, at de ikke taler respektfuldt sammen - og det kan meget vel koste Mette Frederiksen chancen for at blive landets næste statsminister. For det andet, at der ikke er nogen fælles strategi - dengang man havde Fair Forandring eller Fair Løsning var der et fælles valgoplæg. Det har man ikke denne gang, og derved fortaber forslagene deres vægt.

Lars Løkke Rasmussen må grine sig i søvn, for en vakkelvorn opposition er lullet i søvn af positive meningsmålinger. Der er blot et problem: Socialdemokraterne får svært ved at finde fælles grundlag så længe de insisterer på, at følge populismens vej. Samme problem ligger i den blå lejr. Hvad sker der, hvis Nye borgerlige rent faktisk kommer i folketinget, og gør sig umulige?

Omvendt risikerer man, at Klaus Riskær Pedersen, Stram Kurs og Nye borgerlige flopper, og så er der et stort stemmespild i den blå gruppe...

Spekulationerne er mange. Vi kender først resultatet når valgstederne er lukket, og stemmerne talt op. Det kan blive et meget interessant valg fra flere perspektiver, som jeg har forsøgt at skildre i disse valgkommentarer.

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. :-)

Ingen kommentarer: