fredag den 6. april 2012

Kystnære vindmølleparker

Jeg kom op af stolen i går morges, og lavede et lille videocast om de kystnære vindmølleparker. Du kan se det her:



Synes et eller andet sted det er lidt underligt, at folk er modstandere af vindmølleparker ude på vandet, for hvis der blev monteret lys på vingerne kunne det se mindst lige så smukt ud når vingerne roterer som når man sidder i Helsingør og kigger over mod Sverige om aftenen.

Det KUNNE jo være det blev smart at tænke miljørigtigt, og så må liebhavere leve med alternative løsninger. Der er ikke meget liebhaveri i traditionelle, og rygende skorstene, fra fabrikker, så mon ikke det "kønne" afhænger af øjet der ser?

Fortsat god Påske til alle. :-)

tirsdag den 3. april 2012

Modig udmelding fra Enhedslisten

Ledelserne i S og SF må ryste godt og grundigt over den modige udmelding fra Enhedslisten. Begge partier har siden valget haft en del vælgere som aktivt har søgt et nyt parti efter løftebruddene.

Det har gjort ondt. Faktisk så ondt at begge partier har forsøgt at nedtone det som er indlysende for alle: det man lovede før valget er ikke det der gennemføres efter valget.

Prisen for at S og SF valgte at forhandle videre med de Radikale var at Margrethe Vestager blev tungen på vægtskålen.

Helle Thorning-Schmidt turde ganske enkelt ikke standse forhandlingerne, men valgte i stedet 'det mindste af to onder', og nogle kunne få den tanke at vælgernedgangen skulle omsættes til et resultat, uanset prisen.

Næste valg bliver ikke sjovt for de to partier hvis Enhedslisten fuldfører truslen.

Ét er sikkert: dansk politik er lige blevet endnu mere spændende end nogensinde før.

lørdag den 31. marts 2012

Demonstrationer og moddemonstrationer

I de seneste år er der opstået en tendens til at demonstrationer mødes med moddemonstrationer. Skillelinjerne trækkes hårdt op, og det føles som om der SØGES en konfrontation.

Der er ingen tvivl om at ytringsfriheden er guld værd. Alle civiliserede samfund kendes på retten til at give udtryk for sine meninger, også under forsamlingsfriheden.

Mindst lige så overraskende er det derfor at moddemonstrationer nu arrangeres i samme by som den oprindelige demonstration bliver annonceret i.

Man skulle tro at det var bedre at demonstrere i en anden by - ikke fordi der formelt er noget ulovligt i at vælge samme by, men simpelthen fordi provokationer undgås.

Alle kan jo med stolthed vælge at deltage i den demonstration der passer til deres holdninger. Det er jo ikke, og bør ej heller være det, et formål at demonstrationer ender i vold.

Det bliver interessant at se hvordan folk vil håndtere det med at vælge samme byer når det efterhånden går op for de fleste, at mange afholder sig fra at deltage fordi de ikke gider slås for at markere deres sym- eller antipatier

fredag den 23. marts 2012

Beruselse på åbent hav? Vi finder os ikke i det!

Nu er endnu en sag med en beruset kaptajn dukket op i forbindelse med grundstødningen i Øresund.

I en tid hvor der overalt i EU køres kampagner for at ændre folks syn på alkohol og trafik, som HAR hjulpet på folks moral, er det på tide at se på trafikken til vands.

I det konkrete tilfælde var det en russisk kaptajn, men mon ikke det halter blandt flere nationaliteter?

Hvorfor er det først når ulykken ER sket, at der tjekkes for alkohol?

Hvorfor indføres der ikke en generel kontrol når skibe bevæger sig ud i internationalt farvand?

Det ville være klædeligt om EUs ministre blev enige om en fælles regel for at sikre sig, at vore vande er sikre.

Jo før jo bedre, og ligesom det forpligter at sætte sig bag rattet i en bil, så bør det også give mulighed for kontrol FØR der sker flere ulykker

tirsdag den 20. marts 2012

Strategimøde kl. 17

Ifølge BT online er det nu gået op for statsministeren, at det vil være en god idé med et strategimøde som starter kl. 17 på Marienborg. Det er bestemt ikke et sekund for tidligt, for det er lykkedes at klokke godt og grundigt i det med at koordinere udmeldingerne. Det ender jo så i en masse soloudmeldinger hvor der bagefter skal gives lange forklaringer fra andre resortområder.

Nu får vi se om strategimødet vil hjælpe på det fremtidige politiske arbejde. I min optik vil det være mere nærliggende at fokusere på ÆRLIGHED i udmeldingerne, og erkende, at kritikken mod den nye regering HAR sin berettigelse på en del politikområder, og så bruge den samme ærlighed som katalysator for en mere ærlig fremtid hvor de erkender, at der ER forskel mellem valgLØFTERNE og valgRESULTATET...

Godt møde til ministrene. Husk nu at have de kritiske briller på så I får diskuteret fordomsfrit om tingene. Det vil afgøre hvornår næste valg kommer, for pludselig står I med en mindretalssituation - og det er ikke sikkert oppositionen freder jer alene pga EU-formandskabet...

Energiaftalen - et fornuftigt forlig

Energiaftalen, der ser ud til at komme i hus i denne uge som et meget bredt politisk forlig er så absolut til gavn for de kommende generationer. Selvom 2050 ikke er noget ambitiøst mål, set i forhold til f.eks. USA, der satser på at være mere uafhængig af fossile brændstoffer allerede i 2030, så er det dog et realistisk mål.

Nu vil olielobbyerne nok også vågne til dåd, for skepticismen skulle jo gerne få politikerne til at tabe modet. Det er jo blandt andet i år der skal tages stilling til om man ønsker at fortsætte afgiftsfritagelsen for elbiler, og det kan blive en ganske spændende debat.

Det er, som bekendt, over 40 år siden vi blev lovet, at der ville blive harmoniseret registreringsafgifter i Europa - og siden er der, for at sige det pænt, ikke sket ret meget. Der tales dog om differencieret afgift baseret på blandt andet hvor økonomisk et køretøj er, men der er jo altid en smule for langt fra snak til reel politisk handling.

Uanset hvad må det stå klart for enhver, at vi ikke kan fortsætte den nuværende kurs. Med benzinpriser, der nu har passeret de 13,- pr. liter benzin er der meget afgørende økonomiske grunde til netop at VÆLGE økonomiske biler.

Synet på biler ændrer sig når det gør ondt i tegnedrengen, og det er stensikkert, at bilmærker som ikke forsker i miljørigtig kørsel vil få det endog meget hårdt i fremtiden - og det gælder i hele verden.

Vi kan i første omgang glæde os over den første forhindring er ved at være væk med energiaftalen, og håber naturligvis det vil sprede sig som ringe i vandet til gavn for de kommende generationer. Hvorvidt araberne er helt så glade for dette mål formaliseres er vist en helt anden historie, for de har en helt anden historisk agenda når det gælder olieforbrug her i vesten...

fredag den 16. marts 2012

At vælge sine kampe med omhu

I en tid hvor Troels Lund Poulsens comeback diskuteres vidt og bredt, kan det godt undre, at vi ser så meget personfnidder få spalteplads i aviserne og tv-tid...

Se et videocast jeg optog onsdag morgen her på YouTube:

http://www.youtube.com/watch?v=STaenU8t0iw&sns=em


Det er tankevækkende hvor hurtigt fokus vendes mod nye begivenheder. Skrækken for ikke at være "først" med nyheder gør, at mange analyser tabes på gulvet mens politik kommer til at handle om personer frem for de reelle politiske sager, der overdøves af disse personsager.

God weekend til alle.:-)

fredag den 9. marts 2012

Kontanthjælp på SU-niveau

Det er fantastisk hvor mange sjove forslag der kommer fra den nye regering. :-)

Nyeste skud på stammen er en nedsættelse af kontanthjælpen til SU-niveau.

Det må følges op af handling, for hvis politikerne vil have unge mennesker ned på dét niveau kan vi vel også lige så godt tage konsekvensen af deres fremmødeprocent...

Lønnen for en MF'er er ca 700.000, og med fravær der for mange er over 50% fra de møder der er i salen, så må udgangspunktet blive 200.000 - det kontorfolk ofte kun får. Det vil spare 89,5 mio om året.

Sjovt at hullerne i statskassen skal dækkes af de arbejdsløse, som ikke kan få job i denne krisetid. Absolut på tide at politikerne tager konsekvensen af deres bedrevidende arrogance...

For der er vel ingen der tror det er lønnen der afgør deres engagement, for så kom de vel oftere til møderne, hvilket tydeligt ses når folketingskanalen viser debatterne fra borgen.

Når de kan generalisere groft, så kan vi andre vel også få lov til at give udtryk for vores mening?

Nu er jeg så også opdraget til at respektere folk der er dårligere stillet end én selv. Denne egenskab er vist ikke del af den takt og tone visse politikere bruger når de skal "reformere" samfundet...

Skattesagen

Direktøren for Skat, der behandlede Stephen Kinnocks og statsministerens skattesag har selv talt ud om sin tid som DSU formand, hvilket fremgår af dette link: http://www.b.dk/nationalt/skattechef-taler-ud-jeg-var-dsu-formand.

Begrebet habilitet vs. inhabilitet er tydeligvis aldrig gået op for denne skattechef, og det er tankevækkende i en tid hvor Skat strammer grebet om udlandsdanskere. Udlandsdanskere der får danske pensioner skal nu også betale skat af deres pensioner til Danmark hvilket fremgår af dette link: http://fpn.dk/sporg_eksperterne/okonomi/skat/article1374940.ece. Velvidende at folk der planlægger deres otium i udlandet nu med fordel kan begynde at flytte deres kapitalpensioner til udenlandske banker - hvilket vil skade vores egen likviditet...

Skattesagen vil nok komme op igen til næste valg, for menigmand skal dokumentere, at vedkommende er uden for de danske grænser i mindst 180 dage, hvorimod andre kan "sjuske" med angivelsen af dagene uden konsekvenser.

Hvordan man derefter kan brokke sig over at Venstre VÆLGER at betale for en rygekabine, som er noget af en ikke-sag, for derefter at vække egen dobbeltmoral til live igen - det må være lidt af en gåde, og medierådgiverne burde feje for egen gadedør før de begynder at genere andre.

God weekend til alle. :-)

torsdag den 1. marts 2012

Miljøzoner - betalingsringen i nye klæder

Indførelsen af miljøzoner i store byer kender vi allerede fra Tyskland. Danskere der rejser til udlandet kender dem også, for vore køretøjer skal forsynes med et grønt energimærke hvis du vil ind i en af de store byer i Tyskland hvor disse miljøzoner allerede ER indført.

Miljøzoner vil være gavnligt for miljøet, og kræver ingen bomme!

Til gengæld vil miljøet nyde godt af, at vi indførte sådanne miljøzoner i større byer. Så kan dem i UdakntsDanmark bagefter følge med, og til sidst kan vi så konstatere, at det måske er smart med veteranbiler, men ikke specielt gavnligt for miljøet.

For miljøAFGIFTER har aldrig gavnet miljøet. Prisen for at rydde op er altid væsentligt større end at undlade at svine til at begynde med... :-)

Derfor skal min anbefaling, helt gratis, være, at kommissionen som skal kigge på mulighederne i stedet tænker miljøzoner, for ingen kan vel være imod et renere Danmark, vel?

onsdag den 29. februar 2012

Venstres tudefjæs

Det er sørgeligt at se Venstres tudefjæs, stærkt bakket op af flere ledende medlemmer som både insisterer på en køreplan og alle mulige krumspring for ikke at komme til forhandlingsbordet. Hatten af til Dansk Folkeparti for at de netop HAR været med til et forlig med regeringen. Det viser ansvar og, at partiet er kommet sig over valgnederlaget.

Det samme kan ikke siges om Venstre, som tydeligvis havde mere travlt med kagespisning og hoveren efter betalingsringen ikke kom.

Nu er der skabt en fornuftig løsning som BÅDE tilgodeser priserne på at tage det offentlige, og nu kan regeringen så sammen med Dansk Folkeparti udmønte de andre områder som nu får et nødvendigt facelift.

Det er også på høje tid, for bilejerne må godt nok føle sig snydt...

De smider flere millarder i registreringsafgifter og vægtafgift, og alligevel oplever alle - uanset geografisk placering - at vejene aldrig har været i en sørgeligere forfatning. Selv vejskilte er nedprioriteret.

Med hensyn til vejskilte kunne vi jo godt frygte at kommunalreformen gør at der skal skrives nye notater om hvad der skal stå på de enkelte skilte, for listen for hver hovedvej er sikkert blevet forlagt i kampens hede på samme måde som man nu er kommet i tanke om at få lavet en kortlægning af bunkere efter den kolde krig er overstået.

Jeg skal nok undlade at trætte folk med de internationale paralleler, men Rusland indgår i stærke alliancer med såvel Kina som Iran, og på længere sigt er det spørgsmålet om ikke forholdet til den kommunistiske bjørn hurtigt kan nedkøles med den politik der føres på EU-plan. Men det er en helt anden historie. Det må vore efterretningstjenester vide mere om - de bliver i hvert fald betalt for at vide mere om det... :-)

Anyway, en løftet tommeltot for en gangs skyld til Dansk Folkeparti for at have taget medansvar for transportområdet. Godt gået. :-)

torsdag den 16. februar 2012

18, 20, 24, 30 - hvad bliver det næste?

Når man læser nyheden Venstre vil halvere unges dagpenge, så kan man kun undres over den måde Venstre ser på tingene nu om stunder.

Der var nemlig engang hvor Venstre holdt på INDIVIDET frem for systemet. Den "ægte" liberale tankegang var, at når man blev myndig så havde vi borgere ens rettigheder. Den tid er for længst forbi.

I flere årtier er studerende blevet sorteret ud fra kriteriet om hvor gamle de var for hvorvidt de måtte få udeboende SU. 24 års reglen blev indført med alibiet om tvangsægteskaber, og nu skal unge under 30 skæres i dagpengene, hvis Venstre får magt som de har agt.

Bemærk venligst, at folk betaler den samme SKAT og det samme KONTINGENT til a-kassen, men altså stadig skal behandles forskelligt...

Det kan ikke være rigtigt, vel?

Vi må altså forvente af politikerne at de går imod FORSKELSBEHANDLING. Når folk betaler den samme skat kan det ikke være rigtigt, at de bagefter skal behandles forskelligt den dag de får brug for ydelser fra systemet. Selvfølgelig skal folk motiveres, med gulerod, for at finde beskæftigelse - men opskriften er altså pisken endnu engang.

Vel at mærke over for folk som i forvejen ligger ned. Det virker som om osteklokken har inficeret disse politikere med sådan et par håndtag hvor de tror hele samfundet kan reguleres ved hjælp af tryk på diverse håndtag - og dem det hele går ud over tør naturligvis ikke råbe vagt i gevær, fordi vi her i landet har en grundig måde at sikre sig imod rebelsk tankegang.

George Orwell må vende sig i graven over den måde vi kører vores samfund. Dem som TØR udfordre samfundet og de regler vi laver for os selv bliver opfattet som kværulanter altimens magtens elite danser som elefanter i en glasbutik!

Det er intet under folk er utilfredse med Venstes stil...

mandag den 6. februar 2012

Advarsler på p-pille emballage

Efter det i aftes kom frem, at op mod 300 kvinder rammes af blodpropper årligt, hvoraf 3-4 dør af disse som følge af brugen af bestemte typer p-piller, kan det godt undre, at der ikke pålægges pågældende mærker at få en advarsel som vi kender det fra cigaretpakkerne...

Listen over de potentielt farlige p-piller, de såkaldte 3. og 4. generations p-piller kan ses herfra: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-47910514:ppiller-hvilken-generation-er-dine.html.

onsdag den 25. januar 2012

Børn fortjener ansvarlige forældre

I gårsdagens Ugeavisen Kalundborg var der et indlæg fra Socialdemokraternes Rasmus Horn Langhoff, der også kan ses på hans hjemmeside på partiets domæne. Han skriver:

Barnet har ret til begge sine forældre

I pressen har der de seneste uger været fokus på Forældreansvarsloven, der skal revideres i år. Blandt andet kunne man læse, at der ikke er sket nogen udvikling de sidste 30 år i forhold til, hvor tit børnene bor hos deres far efter en skilsmisse. I 2011 var det således 12,6 pct. af fædrene, der havde barnet boende, mens det i 1980 var 13,3 pct. Tallene baserer sig på samtlige skilsmisser i Danmark og altså ikke kun de sager, hvor der falder dom efter Forældreansvarsloven.

Ser man på Forældreansvarsloven fra 2007 særskilt, viser evaluering foretaget af SFI – Det nationale Forskningscenter for velfærd, at loven rent faktisk har betydet, at fædrene hyppigere bliver bopælsforældre, og at der oftere ses delt forældreskab i retslige tvister. Derfor er det ikke nødvendigvis loven, men noget mere grundlæggende der gør, at børnene meget sjældent bor hos deres far efter en skilsmisse.

Øremærket barsel er løsningen
Jeg ser tallene som et udtryk for, at ligestillingen halter, når det kommer til barsel, barns første sygedag mv.

Jeg tror, at vi ved at sikre ligestilling på dette område sikrer både far, mor og barn et langt mere helstøbt familieliv og for barnet en stærkere tilknytning til begge sine forældre. Desuden viser undersøgelser, at de danske fædre rent faktisk ønsker en længere barselsorlov med deres børn. Derfor vil vi fra socialdemokratisk side udvide den øremærkede barsel til fædre op til 3 måneder. Det vil betyde, at far får sit ønske om mere tid med sit barn, mor ikke sakker bagud i løn og pension, og barnet får en stærk tilknytning til begge forældre. Som en sidegevinst kan tilføjes, at svenske undersøgelser viser, at risikoen for skilsmisse falder, når faderen tager en større del af barselsorloven.

Får vi igen udvidet den øremærkede barsel til fædre, så tror jeg også, at vi fremover vil se, at børn i langt højere grad bor hos deres far efter en skilsmisse. Ikke fordi det skal være et mål i sig selv, men fordi vi sikrer en bedre ligestilling mellem mor og far samt netop sikrer barnet en stærkere tilknytning til begge forældre.


Indlægget fik mig motiveret til et svar, som er gengivet nedenfor. I avisen var SFI ikke nævnt, hvilket jo er redaktionernes ret til at redigere tekster, der gør sig gældende... Jeg forventer det vil udkomme på tirsdag i samme avis:

Børnene fortjener ansvarlige forældre

Vi kunne i Ugeavisen Kalundborg den 24. januar læse socialdemokraten Rasmus Horn Langhoffs bud på hvordan ligestillingen kunne fremmes i forhold til skilsmissebørn.

Det var interessante tanker, omend jeg er helt sikker på mange fædre undrede sig over der pludselig kom barns sygedag ind i billedet. Mange af os fædre HAR taget hånd om vores børn under sygdom, og arbejdspladserne er som hovedregel blevet mere forstående over for dette efter der faldt dom om at man ikke kunne begrænse antallet af sygedage i forhold til barn syg.

Men enigheden hører også hurtigt op, for grundlæggende mener jeg ikke vi kan bruge undersøgelser (uden kildehenvisning) til andet end at konstatere trends. Jeg ville under egen separation og skilsmisse ikke indekseres ud fra generelle ligestillingsmål. Tværtimod mener jeg, at vores børn fortjener ansvarlige forældre. Far og mor bør selv kunne aftale de forhold der skal være gældende efter et samlivsophør, og hr. Langhoffs ideer om statsstyring, slet skjult under påstanden 'barnet har ret til begge sine forældre', må tilskrives hans unge alder.

Hr. Langhoff vil med tiden opdage, at når forældrene ikke kan sammen, så er det bedre for børnene at forældrene skilles, og selv aftaler forholdene for sine børn. Det er alene i sager hvor forældrene ikke kan blive enige, at jeg vil medgive, at udgangspunktet så ændrer sig. Men for voksne mennesker, der har valgt at sætte børn til verden, burde det ikke være spor svært at afgøre hvem der bedst kan håndtere bopælssituationen.

fredag den 20. januar 2012

Nyheden om Peter Christensens skilsmisse

Der er flere måder vi kunne anskue nyheden om Peter Christensens skilsmisse fra sin kone gennem 10 år.

Nogle vil mene det var fordi Peter kom ind i en meget pressefokuseret opmærksomhed hvor Venstre-løven blev langt grovere end hidtil var tilfældet. Andre ville fokusere på ministertiden.

Nogle vil have patentløsninger på hvordan du både kan have et forhold og samtidig drive politik, mens andre har oplevet samme situation. Livet ER prioriteringer.

For min egen del kan jeg kun sige, at jeg også har valgt at gå fra den kvinde jeg havde været sammen med - kort før vi kunne have holdt 10 års bryllupsdag. Jeg forstår Peter Christensens lyst til at ville politik - også selvom jeg ikke selv ønsker at opstille for noget parti overhovedet i det mudrede billede vi har netop nu...

Det er nogle gange rigtig godt at få frisk luft, og det eneste ønske jeg håber for Peter Christensen er, at han får et lige så godt forhold til sine børn som jeg har til mine efter bruddet. Børnene kan jo ikke gøre for, at de voksne ikke kan sammen. Det var ikke deres valg at komme til verden, men vi kan alle stadig give dem et godt, solidt og kærlighedsfuldt perspektiv på livet - også selvom det er adskilt fra hinanden.

God weekend. :-)

onsdag den 18. januar 2012

Romney som ny præsident?

Man kan sige meget om den amerikanske valgkamp blandt kandidaterne i det republikanske parti, men at det er kedeligt kan man bestemt ikke påstå.

Nu er Romney kommet frem med en effektiv skat på 15%. Ikke overraskende al den stund lignende scenarier sker over alt i verden. Har du de rigtige rådgivere, så kan meget lade sig gøre. Underskudsselskaber uden fordringer er kun ét blandt mange værktøjer, som flere bruger til at nedbringe deres skat.

Romney er handlingens mand, og han har så ganske afgjort fat i noget rigtigt når han netop påpeger alle de steder hvor Obama lovede meget, men holdt lidt. Ordet "løftebrud" er jo ikke ukendt på vore breddegrader, og der er en hård kamp forude for Obama hvis han vil sikre sig en periode nummer to.

Lad os se hvad der sker, men jeg tror allerede nu Romney kunne være en meget stærk præsident, og der skal lidt af et mirakel til hvis Obama vinder præsidentperiode nummer to...

tirsdag den 17. januar 2012

Politisk værdighed

For ganske få dage siden blev justitsminister Morten Bødskov stillet nogle for ham ubehagelige spørgsmål af Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup. Anledningen var Rosa Lund fra Enhedslisten, der havde udtalt følgende:

Men det er lidt svært at svare på, om jeg vil gøre noget ulovligt igen. Det kommer an på sagen. Hvis der er mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet, for eksempel asylansøgere, så kan det være nødvendigt at bryde loven, siger Rosa Lund.


Det ubehagelige blev tydeliggjort ved at Bødskov først til allersidst kom ind på det relevante, nemlig at udvalget til valgs prøvelse og/eller immunitet måtte ophæves såfremt man kunne påvise forsæt til at begå ulovligheder.

Uanset hvordan vi hver især forholder os til enkelte mere eller mindre begavede love her i landet, så er der en politisk vej sådanne love ændres. Mens de er gældende, så SKAL de overholdes.

Hvis vi nogensinde begynder at acceptere, at lovene brydes så bryder hele fundamentet for demokratiet ned. Så simpelt kan det siges. Som der står på Byretten i København: "Med Lov skal Land bygges"

Det er uacceptabelt at tolerere den slags, og jeg er rystet over det tog justitsministeren så lang tid at nå til den indlysende konklusion. Det kan godt være det ikke er justitsministeren, der skal indkalde til vurdering af et medlems værdighed. Det er formodentlig præsidiet som tager det formelle skridt, men vi kan ikke have hverken spritbilister eller forsætligt lovbrydende medlemmer til at sidde i Folketinget. Det handler om politisk værdighed - og derfor skal landets love overholdes.

fredag den 13. januar 2012

Lars Løkkes erkendelse

Nu kan man i dag på Jyllands Posten online læse, at Lars Løkke erkende de lod milliarderne trille mens de sad i regering.

Tankevækkende de gerne vil have kritikken skal forstumme, al den stund de ikke selv tøver med at fremhæve de nedskæringer der har været nødvendige efter den nye regering kom til.

Der var, med andre ord, et større hul i statskassen end det var åbenbart under valgkampen, og nu forventes det, at de borgerlige igen skal kunne tale frit om ansvarlighed uden at skulle stå til ansvar for egne handlinger?

Hvorfor stemte S ikke imod under VKO?

Nu kan man om multimedieskatten se denne video på Socialdemokraternes hjemmeside:



Tankevækkende er det imidlertid, at Socialdemokraterne selv valgte "Ved ikke" mens VKO sad i regering... Nu kalder de skatten for "hul i hovedet", og spørgsmålet melder sig derfor: hvorfor stemte de dog ikke imod da forslaget om indførelse af en multimedieskat oprindeligt kom frem?

SF blæser på Grundloven

Det seneste forslag, annonceret i dag på Nyhederne på TV2 [ref: SF vil af med forældede statsråd] viser med al tydelighed, at SF blæser på Grundloven.

Grundlovens §12:

§ 12 Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene.


Grundlovens §17:

§ 17
Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i det tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.


Det er meget muligt at SF skal af med lidt frustration om Kongehuset, men dén diskussion er ikke særlig relevant al den stund Grundloven er TYDELIG på området. Vil SF (og/eller andre medlemmer af den røde regering) af med statsrådene kunne de jo passende tage fat på den grundlovsrevision Helveg Petersen for flere årtier siden startede en debat om.

Indtil en ny grundlov er vedtaget står punktet aldeles ikke til debat.

Vi har i forvejen set den selvfede magtelite foretage mange krumspring for at undgå befolkningens kritiske øje på de ting der vedtages, så det står slet ikke til diskussion at vi som befolkning er glade for der bare er mindst én sikkerhedsventil som ikke er syltet ind i lysten til at forbigå de nødvendige overholdelser af grundlov m.v.

På dét punkt fortjener det STOR ROS, at vores Dronning er grundig i lovarbejdet, og tager statsrådene seriøst.

Det må betegnes som noget af et selvmål fra SFs side...

God weekend til alle. :-)

tirsdag den 10. januar 2012

Ledige risikerer at miste dagpengene

I går kunne vi i Ugebrevet A4 læse - i artiklen "Tusindvis mister deres dagpenge" - at der er stor forskel mellem de skøn den nye beskæftigelsesminister anlægger og så de faktuelle tal som fagforeningerne (som trods alt må have bedre "styr" på medlemmernes situation) står overfor...

Nu skal vi under en rød regering opleve den samme pisk frem for gulerod med påstande om, at der kommer helt andre tal på bordet.

Det mest tankevækkende var, at vi 1. december 2011 oplevede, at alle MF'ere (undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti) var afvisende overfor en ændring af reglerne for ventepenge og ministerpensioner. "Fanden hytter sine", og Kammerat Napoleon vækkes også i live med den tankegang at eliten sørger for sig selv.

Det BURDE ikke være forbudt at tænke på de mennesker som er mindre heldigt stillet end en selv, og derfor er det heller ikke forbudt at tænke selv. Det bør ikke være nogen hemmelighed at der burde være fair omtanke for andre hvis ideerne om nye politiske toner skal holde bare en smule.

Men når eskapismen lever fint blandt folk som alene sørger for sig selv, er der ikke meget håb for dem som kommer i klemme. De kan så i stedet leve af murstenene synes at være tankegangen hos regeringen. Nu skal enhver forskel mellem kontanthjælp og dagpenge udviskes, hvilket så blot endnu engang vil motivere endnu flere til at undgå a-kasse bidraget, for det kan jo nærmest være ligegyldigt når der ikke tages hånd om de økonomiske realiteter, som pressen jo i den senere tid ellers HAR tydeliggjort for dem som både lytter og læser det der senest er blevet skrevet.

Virkeligheden er ved at gå op for de fleste: visse mennesker er kun i politik for at hylde egen magtposition, og almuen er dem komplet uvedkommende. Dét burde vække til alvorlig eftertanke...

søndag den 8. januar 2012

Endelig en smule klarsyn fra Villy Søvndal...

Det er befriende at notere sig, at juleferien har gjort udenrigsministeren godt, for endelig kan vi konstatere, at selveste Villy Søvndal erkender, at håndteringen af de løfter der blev givet FØR valget ikke er håndteret helt heldigt.

Godt nok kun i en meget kort bemærkning, men det er åbenbart ikke gået regeringspartiernes næser forbi, at befolkningen - mildt sagt - er rystede over den arrogance hvormed ordet "løftebrud" opfattes af partierne Socialdemokraterne og SF. Der ER god grund til utilfredsheden, og nu er der altså kommet hul på bylden ved at det trods alt erkendes, at det ikke er blevet grebet nær så godt an, som det kunne være gjort.

Det er dog en begyndelse, og nu må vi se om flere følger trop med en reel diskussion af hvad der kommer til at ske med alt det som blev lovet før regeringen fik befolkningens stemme til at kunne etablere den nye regering.

søndag den 1. januar 2012

Gentagelser er belastende

Et ord gennemsyrede statsministerens nytårstale her til aften. Gentagelsen af ordet "krise" som om det var det magiske ord, ligesom "Sesam, Sesam - luk dig op", der ville få folk til pludselig at vende skuffelse til glæde.

Nogle mennesker skal simpelthen gentage løgnen tit nok til de selv begynder at tro på den, og det må så også være nøgleordet for de skuffede borgere, der stemte på den røde regering. Vi er mange som efterfølgende har måtte sande at de fine ord kun var det, nemlig tomme løfter og buldrende tønder.

Der var ingen tvivl før valget. Vi skulle vokse os ud af krisen. Nu skal vi spare. Ikke spare på folketingsmedlemmernes egne gunstige vilkår, men tværtimod spare hos den menige dansker. For at gøre det bare en smule socialt spiseligt blev det nu nævnt, at direktørgangene ikke skulle gå fri når ledelserne forventede løntilbageholdenhed hos medarbejderne.

Det var sådan set også den ENESTE socialdemokratiske tese. Resten var ord der lige så nemt kunne være sagt af en statsminister fra den borgerlige lejr.

Nuvel, vi må se hvad der sker når MF'erne kommer tilbage på Borgen om 10 dage. Om de har noget reelt at byde på, eller om der er tale om en politisk ørkenvandring...

Godt Nytår.

Hvad der IKKE blev sagt i Dronningens nytårstale

Det undrede mig voldsomt, at det ikke blev nævnt i Dronningens nytårstale at vi for første gang i landets historie havde fået en kvindelig statsminister. Derimod undrede det mig endnu mere, at landets Dronning nu går vores Beskæftigelsesminister i bedene ved at nævne, at folk skal være omstillingsparate med hensyn til karriere- og uddannelsesskift, for slet ikke at tale om geografisk mobilitet.

Det kan synes en smule underligt at Dronningen normalt skal være upolitisk, men lige nøjagtig dér går ind på et væsentligt politisk område hvor den nye regering ikke har ændret sig ret meget siden VKO-regeringen...

Anyway, senere i dag skal vi så opleve det historiske: den første nytårstale fra en kvindelig statsminister.

God fornøjelse, og godt nytår til alle bloggens læsere. :-)

onsdag den 21. december 2011

Julefreden sænker sig på Borgen

Jeg hørte her til eftermiddag at de inde på Christiansborg først møder ind igen tirsdag den 10. januar 2012. Det giver, med andre ord, 20 dages fred for nye tiltag mens julen fejres og nytåret skydes ind.

Herfra skal der lyde et tak for i år, og på gensyn i det nye år når der kommer flere politiske begivenheder at fortælle mere om. Tak fordi DU har fulgt med her på bloggen, og du og dine nærmeste ønskes en glædelig jul og et rigtig godt nytår. :-)

Samråd - en øjenåbner

Én ting kan vi konstatere efter at flere samråd sendes på folketingskanalen på tv. Samrådene afslører en forbløffende uvidenhed hos siddende ministre. I nat var det en udsendelse af samrådet med Ole Sohn der var på programmet.

Vore gartnerier rammes unødvendigt hårdt af de afgifter der er i støbeskeen netop nu, og alligevel henvises der "til andre ministres resortområder"... Kom nu ind i kampen, for pokker!

Hvis flere tusind mister deres jobs ender endnu flere på overførselsindkomster. Det er NU vi skal til at bruge hovedet i stedet for altid at tænke på flere penge i kassen. Alle er klar over der er brug for et boost efter uansvarlige - og ufinansierede - skattelettelser til de højeste indkomster, men en samlet revision af Skattelovgivningen er på sin plads frem for endnu en gang lappeløsninger. De dækker ligesom et plaster på r*ven af Cleo...

Nu må der nytænkes, og henvisningerne til skriftlige spørgsmål fordi embedsmandsapparatet skal redde uvidende ministre er altså ikke vejen frem.

Når der begås en fejl bør det være på sin plads at ERKENDE fejlen frem for at videreføre sin politik fordi stædigheden er større end intelligensen.

Jeg er dybt skuffet over håndteringen, for at sige det mildt.

tirsdag den 20. december 2011

Kan vi få realiteter på bordet, tak?

Nu har vi længe gået og ventet på det helt revolutionerende nytænkende ved at få en ny farve på regeringen. De små justeringer har været blå politik, og Kejserens Klæder synes at være den overvejende konklusion på omstillingen. Det er på høje tid at se nye toner.

Ikke de samme hadske toner vi så under den blå regering.

Vi savner et opgør med det konfliktsky. Vi savner reelle tal på bordet når visse forsøger at videreføre de tendenser vi så under den foregående regering. Nedskæringernes tid skulle afløses af VÆKST, GLÆDE og ENTUSIASME. Den lader, for at sige det mildt, vente på sig i et klima der nærmer sig det arktiske hvad angår realiteter.

De seneste debatter, hvor særtilfælde - uimodsagt - er blevet brugt til at skabe en skæv velfærdsdebat har for længst overtaget. Den arbejdsløse far der betaler børnepenge er IKKE en del af de tal der kommer frem. Det overlades skam til pressen at komme med enlige mødre med masser af børn, en speciel boligsituation - hvorefter skytset er jantelovsfremmende negative impulser.

Hvis det er realiteterne for de mange der er arbejdsløse, så er der vist noget mange har misforstået.

Lad os slå en ting fast: selvom vi selv kan have det godt, fjerner det ikke vores ansvar for at tænke mere fælles over tingene. I hvert fald hvis vi er ordentligt opdraget hjemmefra, skulle jeg mene.

Det er ikke forbudt at se tingene i det store perspektiv... Ligesom det heller ikke er forbudt for regeringen at slå nye toner an med mere "normale" beregninger, som kunne skabe en mere reel og nuanceret debat om emnet.

onsdag den 14. december 2011

Statsministerens fødselsdag

I dag runder statsministeren, Helle Thorning Schmidt, et skarpt hjørne. Hun bliver 45 i dag, og tillykke med det. :-)

Her 10 dage før jul er der nu udsigt til forhøjelse af befordringsfradraget under henvisning til stigningen i benzinpriserne. Den forhøjelse kommer mindst årti for sent, for himmelflugten startede allerede før årtusindskiftet...

Det er tankevækkende, at vores statsminister, som således har levet over 6 år længere end jeg, på så mange punkter har udvist total mangel på politisk og historisk bevidsthed. I sin ledelse af landet har hun udvist total mangel på koordination af den magt hun besidder, og vi kan da kun håbe, at hun bliver bedre til det.

Det vil kræve en del at få rettet op på de skæve udmeldinger der kommer - og det gælder desværre på alle områder. Jeg er slemt skuffet over den politiske situation vi står i nu, og kan kun ønske held og lykke med de resterende maksimalt 45 måneder der er tilbage før næste folketingsvalg.

mandag den 12. december 2011

Det KOSTER at sidde i regering

Villy er i skarp modvind i øjeblikket. Fra flere kanter må han nu sande, at det koster at sidde i regering. Et faktum alle kender, men få erkender. Det er jo så eftertragtet at FÅ indflydelse, men åbenbart var det en kæmpe overraskelse for den røde blok. De har i hvert fald haft svært ved at trænge igennem med sine budskaber.

Enkeltsager - og alt for mange dårlige af slagsen - har allerede slidt voldsomt på den friske luft alle forventede ville komme i Folketinget.

En mønt har to sider. Det kræver snilde at bevare fokus på den "positive" side af mønten, og det har de ikke haft for meget held med. Dette uanset hvilket politisk syn du selv har, for alle kan vel godt se, at maskinen ikke kører helt toptunet i øjeblikket.

Måske fordi alt for mange omgiver sig med ja-mennesker, som ikke giver dem den fornødne modstand, og de rette råd, så de kunne fremstå mere handlekraftige.

Den eneste udmelding som virkelig slår igennem i dag er naturligvis, at det ikke skal kunne betale sig at ødelægge børns liv. Det er forundrende, at der gives rabatter på strafudmålingen ved overgreb på børn i forhold til voksne. At al statistik i den forbindelse er én for mange - uanset hvor få der voldtages - er naturligvis klart. Men at der så udstedes bonus til pædofile er en skændsel mod retsbevidstheden... Dét har justitsministeren fanget, og nu må vi se om redegørelsen får en effekt.

torsdag den 8. december 2011

Politik handler om HOLDNINGER og VISIONER

Politik handler om holdninger og visioner, for politikere uden visioner er værdiløse, ganske som politikere uden holdninger falder ind med tapetet. Ligegyldige politikere har der været rigelig af. De forandrer intet, men lader sig nøje med intetsigende at "passe" deres bænk, og vågner kun når der trykkes på valgknappen.

Valg vindes ved at være AKTIV, FLITTIG og STRATEGISK - hele tiden.

Det er nærmest kutyme at folk tækkes vælgerforeninger med lovord om hvor aktive de vil være når de kommer ind (enten i byråd, regionsråd eller sågar folketing), hvorefter de, når posten er erobret, hviler på laurbærene.

Det er blevet sagt, at vi får de politikere vi fortjener. Det er meget sandt, desværre. For vi skræmmes åbenbart af modstand. Når en politiker trænges op i en krog så er det mere egen overlevelse end erkendelsen af "det kunne være gjort bedre" der kommer op i dem.

At turde stå ved sine holdninger og meninger er åbenbart blevet umoderne. I den politiske korrekthed er det nærmest en forbrydelse at konstatere, at "vi bliver aldrig enige, så hvorfor diskutere videre?"...

Politik skal bygges på meningers mod og handling bag ordene. Dét burde være vejen frem.

onsdag den 7. december 2011

Statistik og undersøgelser

Det er et velkendt fænomen, at der findes tre former for løgn:


  • Løgn

  • Forbandet løgn

  • Statistik



Denne formulering hørte min far da han var i gang med statistik på HD-studiet for en del år siden.

Det kræver måske en forklaring.

Når et emne skal undersøges, findes der flere måder at spørge på. Hvis et spørgsmål "farves" kan dette alene betyde, at resultaterne ændres i en bestemt retning. Denne tendens ses i en del undersøgelser fra private bureauer, som gerne vil have et bestemt budskab frem.

Hvis du gerne vil vide noget om de unges forbrugsmønstre er én vinkel at spørge de unge selv. De SU-studerende vil, nærmest pr. definition, gerne have flere penge at leve for. Hvis du spørger dem vil svarene derfor typisk tage udgangspunkt i dette scenarie.

Hvis du derimod spørger café-ejere kan det være de har en anderledes vinkel.

Hvis du spurgte bankrådgivere ville de kunne give rent faktuelle oplysninger da ganske mange unge er udstyret med et Dankort - og dette kan stensikkert afsløre, at der er forskel på brugen af kortet i en Bog & Idé forretning og den lokale café.

Dette er IKKE en diskussion om SU-beløbet, men et eksempel for at belyse den indlysende forskel i HVEM du spørger. :-)

På samme måde har det tit overrasket kommentatorer i det politiske miljø, at folk - selvom statistikere lover dem anonymitet - typisk ikke vil indrømme hvis de stemmer på Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Dette har talrige gange bevirket, at fremgangen for partierne har overrasket på selve valgdagen, ganske som vi før seneste valg nok havde en del fra den røde blok som gerne ville svare, at de stemte på Venstre eller Konservative for at medvirke til en statistik som kunne friste daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, til netop at trykke på valgknappen.

Så hvordan du bruger statistik og undersøgelser afhænger i meget høj grad dels af hvor mange mennesker der er blevet spurgt, men også af hvordan spørgsmålene er blevet formuleret.

Det er intet under, at statistikere er nødt til at bruge BÅDE en matematisk usikkerhed, men så sandelig også en del mere tid på måden at spørge på for at få et objektivt svar, for hvem vil dog være et dumt svin i en telefonsamtale hvis der spørges: "Synes du ikke også, at...."? Vi er jo høflige mennesker, der er godt opdragede hjemmefra.

Husk ovenstående næste gang du læser undersøgelser og statistikker. Der KAN være gode grunde til konklusionerne virker lidt spøjse engang imellem. :-)

SKAT: Rygere skal arbejde længere

På TV2 Nyhederne kan vi her til morgen høre, at Skat i København strammer skruen overfor rygende medarbejdere. Det er et valg, men kan også ende med at give minus på bundlinjen.
For det første er en uformel snak med en kollega hurtig vidensdeling, og syv minutter på en smøg er væsentligt billigere (og hurtigere) end alenlange møder, som ofte ender i diskussioner om referater mv.
Udmeldingen har, forståeligt, fået medarbejdernes fagforbund op af stolen. Hvad bliver det næste? Overvægtige som skal spise oftere skal måske også straffes? Hvad hvis kæresten sender en sms om indkøb på vejen hjem fra job?
Skal en medarbejder med tynd mave hellere melde sig syg end kæmpe sig igennem med et par ekstra besøg på wc, som er "billigere" end vikartimer eller overarbejde?
Det er skruen uden ende at betragte rygning så snævert som det tit sker blandt eks-rygere, der ofte ender med at være langt mere fanatiske end så mange andre.
Mon ikke Skat besinder sig? Deres image lider i hvert fald et knæk og er næppe inspirerende for rekrutteringssituationen den dag folk smutter til andre jobs...

tirsdag den 6. december 2011

Skattesagen

Der er en voldsom trængsel ved håndvasken netop nu. Både fordi Skattesagen viser en skyggeside af den tidligere regering, men også fordi tv-serien Borgen har indikeret nogle spændende tendenser, som politikerne har lidt svært ved at kaste af sig.

Måske fordi vi danskere egentlig har de politikere vi fortjener... Vi gør i hvert fald ikke meget for at forny de lister vi mødes med når Folketingsvalgene gennemføres. Mange stemmer liste-stemmer og lader det derved være op til optællingen at afgøre hvem der kommer ind i Folketinget.

Faktum er, at nogle der sidder i Folketinget i dag, vil få MEGET travlt når undersøgelseskommissionen endevender hver en sten i Helle Thornings skattesag. Enhver der har haft blot perifer viden om, at sagen blev lækket fra centralt hold bør tage sit tøj og gå. Vedkommende er IKKE værdig til at sidde og tage beslutninger på hele landets vegne, og det faktum er vist ved at gå op for de fleste.

Vi kan ikke leve med at privatlivets fred krænkes - uanset om det går ud over folk vi er enige eller uenige med. Det bør vække til alvorlig eftertanke så vi undgår gentagelser i fremtiden.

Mødet i Europaudvalget den 30/11-2011

Der var her til morgen genudsendelse af mødet afholdt i Europaudvalget den 30/11-2011 på Folketingskanalen (oplæg kan ses herfra: http://www.ft.dk/Folketinget/udvalg_delegationer_kommissioner/Udvalg/Europaudvalget/Nyheder/2011/11/EUU_udvalgsmoede9.aspx).

På det møde stillede Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti et konkret spørgsmål til Europaminister Nicolai Wammen om hvad forskellen var mellem en bøde og det at få sit tilskud udskudt. Hun henviste til, at hun ikke var jurist, hvilket Europaministeren så også kunne sige, han heller ikke var...

Det interessante, som Europaministeren BURDE have sagt var, at forskellen ligger i at en bøde betyder penge op af lommen hvorimod en udskydelse af et tilskud til et land har fået styr på sin økonomi ikke konkret påvirker kassebeholdningen. Det er i hvert fald langt mere kritisk at blive dømt til at betale en bøde end at skulle vente på nogle penge.

Begge dele er selvfølgelig, hvis du tager bogholder-optikken på, negativt for ens likviditet, men en udskydelse af tilskud fra EU er dog mindre negativt end at et forgældet land skal ud og finde pengene når de ingen har i forvejen.

Konkret stiller det nogle interessante spørgsmål, for faktisk er det vel på høje tid, at EU begynder at udstikke nogle ansvarlige retningslinjer i stedet for de blankochecks der den seneste tid har medført blandt andet kaos for grækerne.

Et spændende møde at se på skærmen, og nu hvor bloggen er i gang igen kan du se frem til mange flere indlæg om alt det politiske der foregår netop nu.

Efter en længere pause...

Jeg er nu tilbage her på bloggen efter en længere pause. Ikke en pause jeg selv valgte, men fordi Blogger var så uforskammede at lade en robot afgøre at denne blog skulle være spam.

Tak til de som i mellemtiden har støttet med kommentarer om at de læste med her på bloggen. Det varmer at høre, at flere er glade for min politiske blog. :-)