torsdag den 30. juli 2015

Vil danskerne stå fast ved danske værdier?

I dag skal du ikke læse med, hvis du er nærtagende i forhold til emnet indvandring og integration. Så er det sagt, for jeg er ved at kaste op over den måde medierne bruger statistikker lige nu...

44% synes vi har taget imod for mange flygtninge.

Ja, og?

Var det ikke langt mere interessant at koncentrere sig om selve integrationsarbejdet, frem for at spørge borgerne om noget, som rent faktisk styres af Udlændingeservice.

Det er Folketingets medlemmer som tildeler statsborgerskaber - ikke hr eller fru Nielsen!

Beklager, men hvis ikke nogen tør stå op hér, så får dumhedsevangeliet lidt for frit spil. En fair politik udformes af regeringen. Ikke vilkårlige statistikker der bliver tygget gennem medie møllen.

God weekend

tirsdag den 21. juli 2015

Omkostningsfrit at lade borgerne vente...

Det er nærmest komisk at skulle arbejde med en anke over en instans forkerte vurdering i en konkret sag om refusion af tandbehandling i udlandet. Jeg skal nok undlade at trætte læserne med lange detaljer om hvilke sagsbehandlingsfejl der var, men alene konstatere, at jeg i dag har fået oplyst, at man - selvom man allerede HAR truffet beslutning i lignende sager - behandler hver sag individuelt, og at man ikke kan udtale sig om, hvorvidt sagsbehandlingen af min sag vil tage 8 måneder, eller mere.

Bemærk venligst, at en beslutning fra Patientombuddet ikke vil indeholde noget om mistet renteindtjening, betragtninger om borgernes likviditet eller andet. Næ nej. Når det offentlige skal behandle en sag, så er det gratis for dem at lade borgerne vente.

Hvad tænker du om dette?

Kommentarfeltet bider ikke.

torsdag den 16. juli 2015

Politikken bliver endnu grimmere

Nu kommer det frem, at regionerne frygter udsigten til en samlet besparelse på knap 2 mia, også selvom Lars Løkke Rasmussen, før valget, lovede et løft af sundhedssystemet på 2,4 mia. Sundhedsministeren, Sophie Løhde, var på TV2 Nyhederne med lidt udenomssnak, og nu får vi se, hvad efterårets forhandlinger har at byde på.

Ét er sikkert: hvis Venstre laver et løftebrud, så har de skudt sig voldsomt i foden. Det vil blive husket af oppositionen, og man risikerer faktisk også, at oppositionen vil finde tilbage til de dage hvor man truede Schlüter med direkte at stemme imod en finanslov for at bevise sin pointe.

Det kan blive en spændende sommer. God weekend herfra. :-)

søndag den 5. juli 2015

Den grimme politiske virkelighed

Venstre-regeringen er virkelig kommet på en opgave. Nok kan de påvise, at de gennemførte flere af deres valgløfter, herunder bl.a. håndværkerfradraget, men samtidig inkasserer de også alvorlig kritik for nedlæggelsen af Irak- og Afghanistankommissionen. Vi er flere som presser på for at bevare denne undersøgelse, som blå blok nu har standset. Retfærdigvis er C (de Konservative) også imod nedlæggelsen af kommissionen, men det ændrer ikke ved, at man har forsøgt at feje sandheden ind under gulvtæppet - uanset hvad sandheden så end måtte være.

For det finder vi aldrig ud af, medmindre vi får en ny regering.

Nu håber Venstre så, at folk glemmer hurtigt, men dér tager de fejl. Sagen er så vigtig, at den vil blive husket, og vil blive trukket frem i lyset ved næste folketingsvalg med præcis samme præcision som Venstre holdt gryderne i gang med hensyn til debatten om løftebrud...

Nu får vi at se hvad grækerne stemmer i dag. Det er jo en ultra-vigtig beslutning de må træffe. Om man kan stole på Grækenland, eller om landet vil vige fra sine indgåede aftaler...

søndag den 28. juni 2015

Stærk formandstale fra Mette Frederiksen

Dette skrives mens Mette Frederiksen taler som ny formand for Socialdemokraterne. Hun kommer med rigtig mange gode pointer. Hun var før hun gik på talerstolen naturligt rørt da Helle Thorning-Schmidt holdt sin afskedstale med mange rosende bemærkninger. Rørende som altid. Mette tillader sig at vise ægte følelser, og det går rent ind.

Mette er en stærk taler, og hun er en overbevist socialdemokrat. Det kan allerede siges meget tydeligt til blå blok: hun siger det hun tænker, og det hun tænker er som regel ganske velovervejet. Hvor ministre i blå blok skal coaches i kommunikation, så har Mette Frederiksen det som hjerteblod. Hun kender den menige mands tilværelse, og derfor er hun så overbevisende som hun er.

Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Mette ER løsningen for Socialdemokraterne, og hun bliver statsminister ved næste valg, når den dag kommer.

Held og lykke til den nye formand, Mette Frederiksen.

"Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet"

Ovenstående ord blev sagt af Poul Schlüter, og Tamilsagen blev hans endeligt...

Den nye regering har på side 33 offentliggjort følgende:

Ekspertudredningen om den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske virkelighed vil indgå i forberedelsen af forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig efter 2017.
[...]
Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Regeringen ønsker i stedet at bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske veteraner. Regeringen vil derfor lave et servicetjek af veteranindsatsen.
For dem som ønsker den fulde sammenhæng kan du læse hele afsnittet her:


Hvad er grunden til, at man straks taler om at styrke veteranindsatsen, frem for at få belyst Irak og Afghanistan ordentligt? At Venstre, med så få mandater som de fik ved valget 18/6, kan være så arrogante, at mene, at det er tilstrækkeligt for Folketinget, at Venstre synes sagen er belyst nok, er IKKE i orden.

Beklager, venner, men dette er simpelthen et forsøg på at feje sagen ind under gulvtæppet, og det BURDE få enhver politiker til at hæve stemmen, for det er komplet uacceptabelt, at Venstre vil lukke sagen før den er belyst helt til bunds.

Det lugter, for at sige det ligeud, af dårlig samvittighed. Man ved, at der er ugler i mosen, og så forsøger man at lukke mølposen med ord som, at vi derved kan gøre mere ved veteranindsatsen.

Ministerlisten er på plads

Du kan se ministerlisten under Lars Løkke Rasmussens nye regering her: http://politiken.dk/indland/politik/ECE2736355/fakta-her-er-de-nye-ministre/

Det er for tidligt at komme med egentlige kommentarer, men man kan dog allerede sige, at der er blevet lyttet til tidligere kriseministre, som har fået nye opgaver, og der er kommet helt nye boller på suppen for flere af de ministre som er kommet tilbage på taburetterne. Claus Hjort Frederiksen som finansminister var ingen overraskelse...

Fortsat god søndag til alle. :-)

lørdag den 27. juni 2015

Ny regering snart klar

Om rygterne er sande ved vi ikke, men det siges på nyhederne, at vi har en ny regering bestående af Venstre alene i morgen, søndag. Vi får at se hvem der kommer til at stå i spidsen for denne regering, samt hvor manøvredygtig den bliver, når regeringsgrundlaget er helt på plads.

Sig ikke at dansk politik altid er kedelig. Det bliver en lang aften for nogle politikere med nærlæsning af hvad der er op og ned her en god uges tid efter folketingsvalget sluttede.

Fortsat god weekend til alle. :-)

fredag den 19. juni 2015

#fv15 er slut

Som de fleste vil have bemærket, så var valgdagen noget af en dramatisk oplevelse for rigtig mange politikere. Nogle fik en gang smæk, mens tre partier havde den store sejrsdag. Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet fik positive resultater.

Men der er faktisk et parti mere, som på den ene side vandt 3 mandater, men samtidig mistede regeringsmagten. Det var Socialdemokraterne. Formanden, Helle Thorning-Schmidt, valgte at trække sig som formand for Socialdemokraterne på valgaftenen. En bevæget omgang for hende, uden tvivl.

Hun havde på mange måder trodset alle forudsigelser. Hun var håbløst bagud i meningsmålingerne da hun udskrev valget, men alle havde jo talt om, at det var et valg kendetegnet af Vind eller Forsvind for såvel rød som blå blok. Venstre tabte mange mandater, og alligevel ser det nu ud til, at Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister igen, også selvom Venstre nu er mindre end Dansk Folkeparti.

Hvis der var nogen der havde sagt, at Dansk Folkeparti en dag ville blive blå bloks største parti, så ville man tro vedkommende var gået fra forstanden... :-)

Det bliver et spændende forløb, og meget er ved at forandres. Det parlamentariske billede er ændret på en meget voldsom måde.

Rigtig god weekend til alle. :-)

torsdag den 18. juni 2015

God valgdag

Hvis du skal have det sidste med før du stemmer i løbet af dagen, så kan hjemmesiden http://www.valg-2015.dk måske hjælpe lidt på vej.

Det bliver et af de tætteste valg vi har set i mange år, så hver eneste stemme tæller.

God valgdag. :-)

torsdag den 11. juni 2015

Topmødet mellem Helle og Lars på TV2 her til aften

Her til aften var vi vidne til endnu et topmøde mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Ordstyreren var Cecilie Beck, og hun klarede det faktisk rigtig godt. Så fik vi dét på plads. :-)

Men Lars Løkke og Helle var grove i flere tilfælde.

Lars ved så ganske udmærket, at olieprisen ikke er under statsministerens kontrol, ligesom det virkede en smule utaknemmeligt, at Helle ikke kunne tilkendegive de brede forlig som har været gennemført de seneste år.

Faktisk kunne man frygte, at rød stue bliver tøsefornærmede, hvis blå blok vinder. Så fornærmede, at vi naturligt vil se en tilbagegang til den såkaldte blokpolitik, fordi man vil sabotere ideen om brede forlig.

Omvendt kan man så også sige, at uanset hvem der vinder, så forestår der en oprydning. En oprydning i partiernes ledelser, for der vil være vindere og tabere ved dette valg.

Det bliver en ultra-spændende slutspurt op til næste torsdag. Jeg skal ikke afgøre hvem der vandt mest, men alene konstatere, at begge sider virker en smule desperate. Der køres virkelig på slogans i denne valgkamp, og der er tydeligvis en del at miste for begge parter, uanset hvem der vinder.

God weekend forude. :-)

onsdag den 10. juni 2015

Alt for meget mudderkast

Det er temmelig tankevækkende, at se debatterne på skærmen i øjeblikket. Politikerne elsker at fortolke 'de andres' politik, men har pokkers svært ved at fokusere på hvad de selv har at byde på.

Det er meget forståeligt, at flere føler politikerlede, for det er bare ikke spor kønt at se på.

Selv på DR2 hvor Debatten havde kampen "Alle mod alle", så afbryder de hinanden. Clement Kjærsgaard har fået lidt af en opgave som ordstyrer. Politikerne skændes...

Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne debattere voksent og modent, så man ikke skulle forklare adfærden for sine børn.

Tag jer sammen, politikere!

lørdag den 6. juni 2015

Kvinder i politik

DR K har her i nat sendt programmet Kvinder i politik (Makers - The Woman Who Make America II), og selvom det egentlig handler om amerikansk politik, så er der stadig lidt visdom for os danskere.

En af kvinderne sagde noget meget fornuftigt: kvinder er bedre til at arbejde på tværs af partiskel. De er i stand til, at se forbi udfordringerne, og finde fælles løsninger.

Nogle partier ville her i landet have stor gavn af at få kvinder på formandsposten. Vi kan endda tage et meget klart eksempel på et parti som møder mindre støtte i befolkningen efter de har skiftet en kvindelig formand ud med en mandlig af slagsen. Alle har sikkert gættet, at jeg her tænker på de Radikale efter Margrethe Vestager smuttede ud af dansk politik, og overlod roret til Morten Østergaard.

Jeg vil på samme måde minde om, at valget 18. juni handler om vind eller forsvind for enten Socialdemokraterne eller Venstre. Hverken Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen vil kunne blive på deres formandsposter hvis de taber valget.

Hos Socialdemokraterne vil jeg ydmygt tillade mig, at foreslå, at Mette Frederiksen vil nyde langt større popularitet. Hun er konsekvent - det viser hun som justitsminister, og gjorde det også før som beskæftigelsesminister.

Hos de Radikale vil man nok prøve at vende udviklingen, før man begynder at diskutere en ny formand.

Hos Venstre taler mange om Søren Gade, som jo også blev nævnt dengang Kristian Jensen udfordrede Lars Løkke Rasmussen i sommeren 2014 uden dog at lade det ende med et kampvalg. Men jeg ville anbefale Inger Støjberg. En kvinde som nyder stor respekt for at sige tingene ligeud. Hun gjorde det efter et biografbesøg, og hun har ligeledes været i mange former for krydsild, hvor hun er langt bedre til at bevare fatningen end mange af de øvrige medlemmer af Venstre.

Hos de Konservative kunne man ønske sig en kvinde som Mai Mercado træde i spidsen for partiet. Søren Pape Poulsen har svært ved at trænge igennem, og han er alt for svag til at sige sin mening om f.eks. Naser Khader, som jeg også tidligere har været inde på her på bloggen.

Partierne vil naturligvis ikke diskutere problemerne før en valgdag, men vælgernes dom vil komme, og baglandet vil i flere af partierne være nødt til at forholde sig til den virkelighed som dårlig ledelse skaber for partierne. Det er meget svært at trænge igennem hvis ens personlighed, ens arrogance og stolthed eller andre dele taler imod ens kandidatur - og faktum er, at befolkningen har gennemskuet mange af disse ting. Uanset hvor meget konkurrenter kaster med mudder imod hinanden, så er vælgerne skarpe nok til at genkende dårlige argumenter når de ser dem, og derfor er der noget nær jordskredsvalg i vente for nogle af de partier, som - for at sige det mildt - har klaret sig rigtig dårligt her i valgkampen.

God weekend til alle. :-)

torsdag den 4. juni 2015

Samlet analyse - første store valganalyse

Efter at have gennemgået de enkelte partier, er det tid til at lave den første store valganalyse. Den tager udgangspunkt i hver sin blok, og samler derefter trådene i en samlet konklusion på første trediedel af valgkampen.

Rød blok

De Radikales Zenia Stampe kastede sig i weekenden ud i en mindre smart sviner over for SFs formand, Pia Olsen Dyhr. Årsagen til denne var åbenbart, at Zenia ikke brød sig om, at Pia Olsen Dyhr talte godt med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl om genoptjeningsregler for dagpengene.

Den slags kampagner kan være yderst farlige, for ét er, at opdigte en stråmand i en hurtig debat, som man bagefter kan trække tilbage, men her er der tale om noget grafisk, som folk husker langt bedre end en finke af panden.

Ingen tvivl om, at Zenia Stampe på mange måder har et glødende hjerte, der banker for det politiske budskab. Hun tror på det. Dog må man engang imellem sige, at dette er et bevis på, at man har brug for spindoktorer - gode rådgivere, der TØR sige én imod. Alle kan udefra se, at dette er et selvmål af dimensioner.

På samme måde har man endog meget svært ved at se folketingsmedlemmer fra den røde blok, som egentlig fremhæver rød politik. Der er nærmest kun Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper. De andre har travlt med at tale ansvar, dagpengekommission m.v. før de vil komme med klare udmeldinger.

Her kan man sige, at løftebrudsdebatten har sikret, at ingen vil brænde nallerne denne gang, men mon ikke der VAR plads til bare en enkelt udmelding eller to for at signalere, at troværdigheden er på vej retur, eller tør man slet ikke diskutere løftebrud? Jeg tror dette kan blive en væsentlig faktor når folk rent faktisk står i stemmeboksen torsdag den 18/6-2015.


Blå blok
Bilagssager, arrogance og dårlig stil er kendetegnende for blå blok denne gang. Naser Khader gik ud med sin tirade mod muslimerne, og skadede de Konservative, som oveni købet vælger at tage imod både tæsk og dum strategi i en tid hvor nedgangen nærmer sig spærregrænsen. Venstres Lars Løkke Rasmussen mener man måske nok kan få et par sko til 2.000,-, og dummer sig i sagen om GGGI da han ikke kan huske om 20.000,- er blevet trukket/modregnet...

Når man så bagefter søndag annoncerer, at man vil efterse den nuværende regerings regninger, hvis man kommer til magten, så klinger det - undskyld mit franske :-) - sgu en smule hult.... :-)

De eneste to partier, som kan trække blå blok i en retning frem mod en sejr er: Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.


Konklusion
Det bliver en utrolig spændende valgkamp, og valgdagen den 18/6-2015 bliver rigtig spændende. Sofavælgere kan blive en væsentlig faktor i hvem der kommer til magten efter valget. Om rød blok beholder regeringsmagten eller ej er ikke til at sige. Meningsmålingerne er tætte. Endnu tættere end da valget blev udskrevet. Meget vil afhænge af slutspurten, og nu er der ikke plads til dumheder hos nogen af parterne.

onsdag den 3. juni 2015

Dansk Folkepartis valgkampagne - valganalyse 8

Dansk Folkeparti har altid haft sin egen dagsorden. Indvandrere, flygtninge og asylansøgere fylder meget når en repræsentant for Dansk Folkeparti bliver interviewet. Den slags kender alle, så det behøver vist ikke blive gentaget.

Dansk Folkeparti satser på det traditionelle i sit motto "Du ved hvad vi står for", og det har én simpel grund: det virker. Meningsmålingerne fortæller tydeligt, at profilen er knivskarp, og vandene er delte. Der er dem der er vilde med Dansk Folkeparti, og der er dem der ikke kan fordrage partiet. Der er ikke rigtig nogen gylden middelvej.

Det er ingen hemmelighed, at Kristian Thulesen Dahl er en stærk forhandler. Når han møder op til finanslovsforhandlinger med sine gule post-its spredt ud over forslaget, så ved folk godt hvad det betyder. Han ved hvor tingene står, og han er altid velforberedt når han kommer til forhandlingerne.

Partiet vil høste rigtig mange mandater, og Kristian Thulesen Dahl er nok den eneste nye formand, der ikke behøver kæmpe med lavere mandattal som vi gennemgik det måske vil ske for både de Radikale og SF.

tirsdag den 2. juni 2015

SFs valgkampagne - valganalyse 7

Pia Olsen Dyhr har som formand for SF lige overrasket sine vælgere. I weekenden dannede hun en skarp flanke sammen med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Aftalen gælder genoptjening af dagpengeretten, og signalerne er ganske blandede. Lige fra det mavesure til det nonchalante 'taget til efterretning'.

Pia Olsen Dyhr har derved videreført en evne til samarbejde, som faktisk også var grundlæggende da de gik i regering med Socialdemokraterne og de Radikale i september 2011. Dengang var ideen, at nu kunne man endelig få indflydelse ved at være en del af regeringen. Så blev baglandet lidt sure da flere af valgløfterne faldt på gulvet, og SF måtte gennem både et formandsvalg og en skarp debat i baglandet, som kostede en hel del på goodwill-kontoen blandt den hårde kerne af SFere.

SF fokuserer særligt på skifergas på deres forside, og lige under handler det om dagpenge. Udfordringen er, at hente stemmerne tilbage som sandsynligvis er gået over til Enhedslisten, og det bliver spændende at se hvordan de klarer sig ved dette valg.

mandag den 1. juni 2015

De Radikales valgkampagne - valganalyse 6


De Radikale har haft et udfordrende år siden Margrethe Vestager drog ned til EU-systemet. Morten Østergaard skal som ny formand møde sine vælgere, og forventningerne er meget blandede. For der skal vises handlekraft for at kunne leve op til den popularitet som Margrethe Vestager havde.

Frustrationen over dagpengereformen lurer stadig, og selvom man forsøger at tale ansvar, økonomiske råderum m.v., så efterlades vælgerne stadig med et indtryk af, at man ikke lytter til deres frustrationer.

Derfor bliver valget et skæbnevalg for de Radikale. Deres profil er meget delt mellem både at være glødende EU-tilhængere, at være 'borgerlige' i den økonomiske profil, og så alligevel kunne bejle mod venstre i det politiske standpunkt. Det bliver rigtig spændende at se hvordan det går for de Radikale.

søndag den 31. maj 2015

Enhedslistens valgkampagne - valganalyse 5

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten er glade for, at statsministeren endelig trykkede på valgknappen. De siger i forvejen farvel til Frank Aaen som MF'er, og selvom han fortsætter på menigt plan, så ville det være dobbelt-øv, hvis de havde måtte sige farvel til Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten har fået rigtig mange sympatisører under den røde regering, for samarbejdet mellem Socialdemokraterne og de Radikale trækker veksler - set ud fra et rødt perspektiv.

Johanne har været en af de folketingsmedlemmer, som mest tydeligt har talt imod regeringen når de har lavet lilla politik, og der er ingen tvivl om, at hun derfor vil få et kanongodt valg til partiet.

Man kan altid diskutere om de grønne tanker fylder lige så meget blandt befolkningen som i retorikken, men i hvert fald er det nye toner, at man sågar er parat til at lave en aftale med SF og Dansk Folkeparti til sikring af en dagpengeløsning. Nye toner man ALDRIG ville have hørt for bare et par år siden.

Rigtig god søndag til alle. :-)

lørdag den 30. maj 2015

Liberal Alliances valgkampagne - valganalyse 4

Liberal Alliance har et rigtig godt kort på hånden, og de bruger det. Finansministeriet har lavet en beregning af LAs samlede politik, og det VIL give vækst. En langt større vækst end regeringens egne vækstpakker.

Det er jo en, mildt sagt, ironisk situation for en regering at ville have et ministerie til at lave en sviner, og så kommer svaret retur som nærmest en blåstempling af Liberal Alliances politik.

Alle kan sige sig selv, at ren liberalisme godt kan trives i en kapitalistisk verdensorden. Som englænderne siger: Money talks - pengene taler.

Der er flere steder hvor Liberal Alliance følgelig har måtte give køb på nogle af deres idealer. Enhver er sin lykkes smed kan ikke dyrkes rendyrket i et samfund præget af krisen. Man forsøger at snige sig uden om ved at tale om, at det er en proces der tager lang tid at gennemføre, men ikke desto mindre står det klart, at der ER mangel på energi i dansk økonomi.

Folk er, kloge af skade, mere fokuserede på nedbringelse af gæld og evt. mulig opsparing, hvilket jo er klogt nok ud fra et privatøkonomisk perspektiv, men i nationaløkonomisk perspektiv er det håbløst når forbruget er bremset.

Folk skal naturligvis have dagligvarer, men de køber ikke luksusvarer. Bilen kommer til reparation næsten for sent, og alt dette skyldes naturligvis, at samfundet har oplevet små lappeløsninger fra regeringen. Vækstkommissioner kan ikke vække regeringen, så i det perspektiv har Anders Samuelsen jo lugtet lunten ganske godt, og det vil nok være en af grundene til de får et rigtig godt valg.

Ét er sikkert: hvis man vil have vækst, er Liberal Alliance et rigtig godt bud. Dog skal man så også være op,ærksom på, at der ikke har været nogen svar på den efterregning som den tidligere regering skylder for dagpengereformen. Det nytter ikke meget kun at tale om fremtiden og nye synergier, hvis ikke man vil stå ved sine handlinger og de politikker man har støttet.

onsdag den 20. maj 2015

En finansminister uden for pædagogisk rækkevidde

Det kan godt undre lidt når vi ser finansminister Bjarne Corydon stå og benægte selv antydningen af, at han skulle have gjort noget forkert. Her til formiddag ville han ikke tilkendegive at være nervøs, men tog da samrådet alvorligt.

Enhedslisten er parat til at vælte Finansministeren i et mistillidsvotum - og der er støtte fra bl.a. Dansk Folkeparti. Politisk kommentator Hans Engell påpegede, at Venstre nødigt ville gå med, fordi de ikke ville skabe præcedens... Tøsedrenge!

En regering må have tillid til sit finansudvalg, ganske som det her altså ikke burde være en børnehave. Alle MF'ere er helt sikkert klar over, at mange af de sager de kommer i kontakt med kræver diskretion, så hele dén del af forklaringen er ret tyndbenet.

Det bliver et spændende samråd når det gennemføres...

torsdag den 14. maj 2015

Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus

Dagens titel er velvalgt, for det er præcis det blå blok er i gang med, når det gælder diskussionen om hvad statsministeren burde, kunne eller skulle have sagt til det pressemøde som nu diskuteres. Om 4 timer er hurtig reaktion eller ej er en politimæssig vurdering - ikke noget som vi almindelige mennesker kan tage stilling til.

I situationen gjorde statsministeren det eneste fornuftige. Hun agerede som en god leder, og det BURDE den borgerlige opposition kunne genkende. Når Lars Løkke Rasmussen derfor efterfølgende interviewes på tv, og begynder at væve udenom da han bliver spurgt hvorfor han ikke retter statsministeren hvis hans overblik er bedre, kommer der en påstand om, at han ikke havde fulgt alle pressemøder.

Har vi ikke set det før? Var det ikke også nogle af de forklaringer vi så i forbindelse med den famøse skattesag?

Lad os nu være helt ærlige og direkte. Er der nogen her i landet, der tror på, at man ikke har spotlys på ALT hvad regeringen gør lige nu? Uanset om det er at slippe en vind, eller lave den mindste fortalelse, så ER oppositionen vågen.

Lidt for vågen, kunne man indvende. For substansen er der ingen tvivl om. Man havde gjort præcis det samme, hvis blå blok havde regeringsmagten. Nu risikerer man så bare, at medlidenhedsstemmerne falder ud til regeringens fordel, når man begynder at køre for hårdt frem i denne sag.

Der kan sagtens være ting vi alle kan lære af denne sag. Måske skulle man lave et terrorkorps, magen til det vi kender i form af Rejseholdet, som hidkaldes i svære sager. Men når selv skydetræning er mangelfuldt blandt politistyrkens personale, så er der et stykke vej, før man kunne etablere sådan et korps. Dét ville være en diskussion man gad at følge med i, for den indeholder noget læring, som kunne være til gavn for nationen.

Men at diskutere hvad man skulle, burde eller kunne have sagt kort tid efter hændelserne er simpelthen en af grundene til at politikerleden er ved at brede sig i befolkningen - og det er et utroligt selvmål, hvis man ellers havde dygtige rådgiver at støtte sig til hos partierne i oppositionen.

God weekend herfra.

fredag den 8. maj 2015

De Konservatives valgkampagne - valganalyse 3

De Konservative skabte stor debat da Naser Khader begyndte at tale om 'nazi-islamisme', og mange iblandt os følte, at man var ved at nærme sig noget moralsk forkasteligt ved at sammenligne islamisme med nazisme. Naser holdt fast, og fik sin partiledelses opbakning. Det kan man jo tænke en del over...

Naser Khader har sit publikum - ingen tvivl om det. Men en ny partitop kan sammen med denne 'nye' strategi godt blive noget udfordret når vi når frem til valgdagen, for STOP-kampagnen klinger en smule hul efter den hårde medfart.

Man SIGER det rigtige, men spørgsmålet melder sig om man kan få gennemført sin politik. De Konservative er, trods alt, det mindste parti i den borgerlige blok. Selv Liberal Alliance kan mønstre flere stemmer, og det må vække en vis uro på Christiansborg når partitoppen skal tage stilling til både sin historiske rolle, men samtidig kan se tilbage på de gyldne år i 80'erne hvor Poul Schlüter var statsminister.

Der er en årelang kamp mellem Dansk Folkeparti og de Konservative, og dette har skabt en vis uro i den blå blok, og Lars Løkke Rasmussen kan ikke være helt sikker på solidt flertal med de mange soloudmeldinger der kommer. Traditionelt har de Konservative stået for en stram retspolitik, og denne rolle har DF overtaget med Peter Skaarup ved roret som retsordfører.

Så Konservative har mange flanker der skal dækkes af, politisk betragtet. :-)

Mai Mercado gør meget for at profilere partiet i såvel etablerede medier som tv som på de sociale medier, og hendes søde ansigt sælger uden tvivl billetter, men det er ikke helt nok, at man har enkelte gode kort på hånden. Søren Pape Poulsens første valg bliver derfor spændende, og vi får at se hvordan de Konservative fortsætter sin valgkamp.

tirsdag den 5. maj 2015

Venstres valgkampagne - Valganalyse 2

Som anden valganalyse må det nødvendigvis være Venstre, oppositionens største parti, der gennemgås. Her går vi sandelig ikke forgæves når det gælder løftet om ansvar, redelighed og pålidelighed.

Kontraktpolitikken er afskaffet, men det ligger i det underforståede budskab, at Venstre mener det samme før som efter et valg. Man minder befolkningen om løftebrudene hos den nuværende regering, og fortæller befolkningen, at regeringen faktisk fortsatte den blå finanspolitik, ganske som skitseret i regeringsgrundlaget.

Man er sig bevidst, at befolkningen har en holdning til Venstres formand, men vover alligevel pelsen med formanden i forreste række. Man vil gerne signalere enighed med formanden, og ryster ikke spor på hånden, for med en svag regering følger også, at man er parat til at kalde en spade for en spade.

Jeg vil gætte på, at alle er forberedt endog meget grundigt i det at kunne besvare både hvad man vil, men også hvordan man har tænkt sig at gennemføre det, også selvom de Konservative er begyndt at tage særstandpunkter, helt ligesom Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen har den indlysende fordel, at de blå partier er parat til at sluge mange kameler for at få et borgerligt projekt til at lykkes, og det giver en vis selvtillid. Vi vil kigge nærmere på den blå blok når alle partiernes valgkampagner er gennemgået. Der er en del spændende ting at bemærke, så stay tuned. :-)

søndag den 3. maj 2015

Socialdemokraternes valgkampagne - Valganalyse 1

Socialdemokraterne burde jo vide hvornår der trykkes på valgknappen. Deres formand, statsministeren Helle Thorning-Schmidt, er jo personen, der kan udskrive dette folketingsvalg. Et folketingsvalg der allerede optager en del mennesker på de sociale medier. #fv15 kan du selv tjekke hvis du lyster...

I dét perspektiv er det måske netop på rette plads, at jeg på denne blog gennemgår ALLE partiers valgkampagner som optakt til denne valgkamp.

For hvad er egentlig det vigtigste for os danskere i den kommende valgkamp? Spørgsmålet er interessant, for jeg tror danskerne har helt andre fokusområder end politikerne. De tænker ikke KUN på dagpenge, men f.eks. også på pensionsalderen. Hvorfor skal politikere kunne pensionere sig tidligere end den almindelige befolkning?

Tryghed i hverdagen er også noget der bekymrer os alle. Vi hører om kriminalitet hvor politiet knap gider komme forbi når vi oplever indbrud, ligesom vi oplever kendisser som slipper billigt fra at bide politibetjente, hvilket bagefter sender et signal til vores børn om, at nogle kan tillade sig mere end andre. Hvorfor underminerer man politiets arbejde ved først at beskære deres økonomi gennem politireformen (vedtaget under VKO) for bagefter at pålægge dem en masse opgaver under terrorlovens hellige vinger, uden samtidig at sørge for reelle forbedringer i politiets bevillinger?

Vores samfund er ved at udvikle sig til det rene Kammerat Napoleon hvor nogle er mere lige end andre, og når Socialdemokraterne tillader sig at spørge hvad der er vigtigt for danskerne, ønsker mange i stedet at vide hvorfor de spørger? For efter et valg kan enhver jo konstatere, at kunsten at 'kunne tælle til 90' er vigtigere end reelle forklaringer på hvorfor det alligevel ikke lykkes at gennemføre den politik man går til valg på...

lørdag den 2. maj 2015

En alternativ 1. maj tale

Jeg havde allerede skrevet denne alternative tale, som jeg udgav på min private blog i går, men tænkte, at det politiske budskab måske også var relevant her på bloggen.

Når vi i dag ser nyheder vil vi møde en masse spekulationer om hvad statsministeren og hvad oppositionens leder har at sige på dagen. Vi vil høre om meningsmålinger som har givet rød stue medvind i sejlene, velvidende, at meningsmålinger ofte ikke er det papir værd, som de er blevet trykt på.
Hvis jeg skulle holde en 1. maj-tale, ville den handle om mere end politik. Vi ved alle, at arbejdernes kampdag handler om den fundamentale uretfærdighed, at man på de bonede gulve elsker at rose ledelsernes indsats, velvidende, at den menige ansattes indsats alt for ofte overses. Ledere er alt for dårlige til at bringe rosen videre. Det var de da arbejderne begyndte at kæmpe, de er det i dag, og de vil stensikkert også være det i fremtiden.
Vi har nemlig de ledere vi fortjener, ganske som vi har de politikere vi fortjener. Vi har nemlig aldrig valgt at tænke alternativt, og her tænkes ikke kun på de nye partier, som satser på at komme ind på Borgen. Der mangler mod og holdninger. Alt er midtsøgende, kompromisskabende, og alt i alt møghamrende kedeligt – hvilket jeg også var inde på her på bloggen [den private blog i artiklen med titlen Rart folk læser det jeg skriver] i går da jeg talte om holdninger.
Arbejderne kan glæde sig over en festdag hvor de kan nyde hinandens selskab, drikke et par bajere og nyde tanken om, at der stadig er noget at kæmpe for. En flygtig illusion, for magthaverne vil blæse på de tanker der kommer fra græsrødderne. Det ses jo alt for tydeligt i den skoling man har fra ungdomsorganisationerne. Dér hvor politik for fremtiden gerne skulle udvikles, men dér desavoueres man som ‘ungdommelig, smånaiv’ m.v., alt sammen fordi det er ubehageligt at konstatere, at man måske har taget fejl.
At man nok tog fejl da vi for 43 år siden meldte os ind i et EU, for EU levner ikke meget til det frie valg. Når vi møder åndssvage regler, så forbigås dette af skiftende regeringer, for det er nu engang nemmere bare at flyde MED strømmen end at begynde at formulere en selvstændig modstand imod dette regime. Englænderne har gentagne gange protesteret, alt sammen for døve ører.
For her i landet har vi en statsminister, som qva sin baggrund elsker EU. Nok har hun forbigået en stilling fordi hun ‘ville være statsminister’, men spørgsmålet melder sig om hvorfor vi er medlemmer af internationale fora hvis der ikke lyttes til menigmands frustrationer?
Vores største problem her i landet er, at vi har det ALT for godt. Talrige hakker på de arbejdsløse – og vil beskære deres ydelser – ganske som den velkommende danske natur nu gøres til budskaber i stil med “Kommer du her til landet, skal du arbejde”. Budskaber der forsimples på denne måde mister deres værdi, og selvom ens røde hjerte banker blodet rundt med ønsket om, at vi alle kunne dele fælleskabets glæder, så møder vi intolerancen overalt. Garneret i ord som danskhed m.v., for at skjule den realitet, at vi for længst har givet køb på nogle grundlæggende værdier, som burde være fundamentale i ethvert civiliseret samfund.
God 1. maj, og god st.bededag til alle. :-) 

Fortsat god weekend til alle. :-)

tirsdag den 28. april 2015

Femernforbindelsen godkendt

Det er yderst opmuntrende, at vi her til aften kan høre, at kansler Angela Merkel siger, den tyske regering bakker op om Femernforbindelsen. Alt andet ville også være vanvittigt.

Danmark har brug for en fast forbindelse som denne, helt ligesom Europa har brug for denne tunnel. En tunnel er endda en god løsning frem for en bro, fordi den gør forbindelsen mindre følsom over for dårligt vejr. Storebæltsbroen er jo lukket til tider, både pga nedfaldende is og/eller alt for stærk vind. Den slags undgås ved en Femern-tunnel.

Det er derfor en festdag i den forstand, at såvel Lolland som Falster vil få stor gavn af, at komme på landkortet. Det vil give helt nye muligheder for området, og det er jeg også sikker på, at borgerne sydpå vil opdage, når forbindelsen er etableret.

tirsdag den 21. april 2015

En lang og opslidende valgkamp

Vi må straks erkende det. Folketingsvalget 2015 bliver spændende af flere grunde.

Primært fordi enten Venstre eller Socialdemokraterne vil få en ny formand afhængig af hvilken blok der 'vinder' magten.

Sekundært fordi det er stærkt opslidende for regeringen at skulle besvare alle de spørgsmål som netop nu bliver stillet rundt omkring. Debatten om løftebrud er naturligvis kommet op til overfladen, nu hvor folk tænker: "Hvad lover de? Hvor meget af dette vil de holde?"

Yderligere er der ingen tvivl om, at det kunne være politisk klogt at udskrive valg på et tidspunkt hvor Nationalpartiet ikke er kommet i mål endnu. Både Alternativet og et Nationalparti vil stjæle stemmer, som regeringen har hårdt brug for, hvis de vil hale ind på Venstres forspring i meningsmålingerne.

Alt i alt en rigtig spændende situation, men rigtig svær at håndtere, hvis først de dårlige sager får lov til at bide sig fast hen over sommeren... Alle ved jo, valget senest skal være 15. september 2015, og statsministeren har for længst mistet muligheden for at tage oppositionen på sengen. Alle er klar til valgkamp, og det eneste spørgsmål ingen kender er hvornår der trykkes på knappen...

lørdag den 11. april 2015

Mistillid til Bjarne Corydon velbegrundet

Når man i går kan læse, at et vigtigt notat er blevet holdt skjult op til salget af DONG til Goldman Sachs, så er der grund til at råbe et alvorligt STOP over for en regering, som tydeligvis har overtrådt den ramme, der altid bør gælde for en regering der skal administrere det guld skattebetalende borgere har overdraget dem at håndtere. Læs selv artiklen her: http://politiken.dk/indland/politik/ECE2623786/afgoerende-notat-om-dong-salget-holdt-skjult/.

Der var mange, der havde råbt vagt i gevær, men regeringen valgte at overhøre disse, og løb frem imod et salg i et tempo, som gjorde, at man næsten kunne tro Bjarne Corydon var på vej videre til et direktørjob, ligesom Anders Fogh Rasmussen tidligere smuttede til generalsekretærjobbet i NATO. Uden i øvrigt ellers at sammenligne de to, for det var jo ikke mismanagement der lå til grund for Anders Foghs beslutning, men derimod nok et behov for luftforandring efter mange år i VKO-samarbejdet.

Det bliver spændende at se om partierne kan have tillid til Bjarne Corydon efter dette...

fredag den 10. april 2015

Konkurrenceevne - mere end løn

Sjovt nok er en del borgerlige politikere fokuserede på danske lønninger. "Den menige arbejder er for dyr" høres så tit, at man fristes til at spørge om den der stiller spørgsmålet overhovedet forstår hvad han/hun spørger om.

tirsdag den 7. april 2015

Scoop for Nationalpartiet: Yahya Hassan går ind i politik

Politik handler ikke altid om hvem vi er enige med. Nogle gange bør politik også handle om, at anerkende andre for noget, som kan blive en gevinst for dem. Nyheden om, at Yahya Hassan går ind i politik er en sådan nyhed.

Det er et kæmpe scoop for det lille parti, som ellers har måtte kæmpe ganske voldsomt for at nå de nødvendige 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettigede til Folketinget.

Det er et væsentligt skridt på vejen at få en person som taler klart dansk, og han skal da ønskes held og lykke med sit nye valg af karriere.

fredag den 3. april 2015

Mai Mercados kronik

Hvis du ikke allerede har læst Mai Mercados kronik, kan du gøre det herfra: http://www.b.dk/kronikker/kristendommen-er-bedre-end-islam.

Jeg troede faktisk, at Mai var vores første politiske talent, om hvem vi ville kunne konstatere, at hun brugte hovedet hver gang - og FØR - hun talte. Hun har hidtil, mig bekendt, ikke trådt ved siden af, før nu.

Den første fodfejl er, at hvis kristendommen var så fantastisk, så kunne hun jo bare have talt om alle velsignelserne? Hun, og øvrige borgerlige politikere er jo gentagne gange - og med en vis rette - blevet irriterede over, at den nuværende regering altid svarer med påstande om hvad den tidligere regering gjorde, når svarene ikke tages imod af journalister.

Selvom skriftkloge vil vide, at kristendommens overlegenhed bl.a. hentes ud fra principperne i ApG 4:12 m.fl., så er det stadig ikke noget politikere bør forholde sig til. I et ideelt samfund, er religionen en personlig sag, hvilket Mai også indleder sin kronik med at mene ...

Hvorfor gik hun overhovedet i gang med at tale om islam, hvis emnet skulle være kristendommen? Hun burde jo vide, at hun kaster ved til bålet med denne udtalelse...

Hvor står hun i forhold til Paulus' ord om, at kvinder skal tie i forsamlinger, hvis Mai nu har fundet de skrifttro briller frem? Hvordan vil de konservative så forholde sig til homoseksualitet, og andre af de mange andre antikverede ting som skinner ud af det såkaldte nye testamente?

Interesserede kan jo gå over på min blog Kristendommens mangler hvis de vil have yderligere viden om kristendommens mangler. Næppe en side der vil interessere Mai Mercado, der nu gør sig til en selvudråbt halleluja-kristen, og lettere ironisk kunne man fornemme en vis Carola-buldren i de politisk tomme tønder, hvis det er denne stil hun vil føre i Folketinget.

Det vil kræve en vis styrke at komme stærkt tilbage til det søde billede man normalt ser efter sådan et faux pas.

Fortsat god påske til alle. :-)

lørdag den 21. marts 2015

Hvorfor svinger Rusland med sablen?

Alle er klar over, at Putin og hans folk skal vise styrke for, at undgå såvel oprør som beskyldninger om, at være for vestligt orienterede. Imidlertid må artiklen der kan læses herfra: http://www.dagens.dk/udland/ruslands-ambassad%C3%B8r-truer-danmark-med-angreb siges, at være en smule overraskende.

Der er åbenbart nogle, der savner den kolde krig, og det er en overraskende advarsel mod at tilslutte sig missilforsvaret med disse ord: "Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler. Danmark vil blive en del af truslen mod Rusland. Det vil blive mindre fredeligt, og forholdet til Rusland vil tage skade. Det er naturligvis jeres beslutning - jeg vil blot minde jer om, at I vil miste både penge og sikkerhed," som Mikhail Vanin siger til Jyllands-Posten ... Så har vi et ALVORLIGT problem!

For i så fald har russerne intet lært af verdenskrigene og heller ikke af krigen mod terror. Den traditionelle øst-vest modstand skulle vi gerne være forbi, men det er åbenbart stadigvæk et spørgsmål om russernes stolthed, der er på spil.

Det er præcis nu vi har brug for en potent udenrigsminister, som både sammenkalder EU, men også tager den vigtige diskussion med NATO. Hvis retorikken bakkes op af Kreml, og ambassadøren ikke irettesættes, så må Danmark alvorligt genoverveje sin militære position, såvel politisk som militært.

Det kan blive en dyr affære at overhøre den slags - også selvom Mikail Vanin måtte udtale sig for egen regning ...

lørdag den 14. marts 2015

Det er vist ikke kun 2K der adskiller job fra kontanthjælp

Når man kigger på denne artikel på Søndagsavisen: http://sondagsavisen.dk/arbejdsliv/2014-02-21-se-listen-sa-meget-tjener-din-kassedame/, så kan man læse, at en kassedame typisk tjener 21.587,-. Når man kigger på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, kan man herfra (http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Ydelser/Kontanthjaelp/Hvor%20meget%20kan%20man%20faa%20i%20kontanthjaelp.aspx) læse, at kontanthjælpen for en forsørger over 30 år får 14.203,-.

Da en måned i gennemsnit er ca. 166 timer, så er differencen på 7.384,- , og det er knap 44,50 mere pr. time.

påstanden om 7 kroner mere i timen må kaldes lidt af en and...

Engang imellem må man altså tjekke sine kilder, før man lader politikere fortolke verdensbilledet. :-)

onsdag den 25. februar 2015

Misbrug af forskermidler på OUH

Sagen om misbrug af forskermidler på OUH, herunder mangelfuld konteringstekst, refusion af billetter til egen privatkonto, og mange andre skamfulde ting fik politikerne op af stolen.

Endda også Kristian Jensen (V) som øjnede en chance for lidt politiske points. Han kom dog knap så heldigt ud af dette, for hans ønske om, at lægerne skulle refundere disse midler kan jo - hvis man tænker tilbage - også bruges på Venstres egen formand, dengang der blev rejst på første klasse på GGGIs regning.

Så billige scoringsforsøg kan hurtigt blive noget af en boomerang, hvis ikke man tænker sig grundigt om...

søndag den 22. februar 2015

En beskidt valgkamp forude

Man skal ikke have set ret mange politiske nyheder for, at kunne fornemme, at det bliver en meget beskidt valgkamp vi har foran os. Retorikken efter angrebet på Krudttønden og nedskydningen af vagten ved en konfirmation ved synagogen i Krystalgade er blevet barsk.

Folk tror de ved alt om verdenshistorien, og nogle har åbenbart opildnet dem til præcis samme had over for muslimer som der var mod jøderne under 2. verdenskrig. Når man maner til besindighed og god tone, så hældes skældsordene ud over én fordi man formaster sig til at være uenig med folkets parlament.

Jeg NÆGTER at lade tonen blive lige så skinger som den slags mennesker. Jeg respekterer alle, også mine modstandere, og jeg forventer et minimum af civiliseret adfærd, hvis jeg skal tage folk alvorligt.

HVIS retorikken bliver lige så skinger som der lægges op til, så tror jeg faktisk vi får præcis samme reaktion som den 15. september 2011. Det er faktisk regeringens eneste chance for at overleve et valg, for folk er dødtrætte af at høre de sædvanlige udfald mod invandrere, som var så fremherskende under VKO.

Politik burde handle om at tænke rationelt. Det at indtage helikopter-perspektivet burde ikke være uvant, hvis man er vant til at være beslutningstager eller debattør i et civiliseret samfund. Det er eneste måde man kan danne sig et overblik, og forsøge at komme med holdbare løsninger frem for at reagere pr. automatik hver gang en bestemt situation opstår.

Jeg håber tonen bliver bedre end jeg frygter lige p.t.

God søndag til alle. :-)